Her på Peculiar har vi tidligere skrevet om, hvordan dét, at italesætte systemisk diskrimination, vanskeligøres af, at sådan en kritik på forhånd bliver fortolket som forsøg på at udøve censur (fx ’Fuldkommen misforstået’? eller Pippi og den danske uskyld). Det er kendetegnende, at det nærmest er umuligt at diskutere ytringsfrihedens strukturelle præmisser i Danmark anno 2016, fordi sådanne debatter på forhånd lukkes ned og afvises, sjovt nok med henvisning til netop ytringsfrihed.
Den offentlige sfære domineres for tiden af en herskende diskurs om ytringsfrihed, som øjensynligt opererer med et meget specifikt sæt rammer for, hvilke ytringer, der altid-allerede er udtryk for ytringsfrihed, og hvilke ytringer, der omvendt altid er udtryk for indskrænkninger af samme frihed.
Problemet er, at dette ideal samtidig fungerer som en principiel underkendelse af muligheden for, at ytringer der videregiver erfaringer med strukturel under-trykkelse allerede er begrænsede
Denne specifikke version af ytringsfrihedsdiskursen indebærer et ideal om, at ingen ytringer må begrænses, hvilket i princippet er fint nok. Problemet er, at dette ideal samtidig fungerer som en principiel underkendelse af muligheden for, at ytringer der videregiver erfaringer med strukturel undertrykkelse allerede er begrænsede, netop fordi disse ytringer på forhånd er castet som censur.
På paradoksal vis anerkender ytringsfrihedsdiskursen på den ene side, at nogles ytringer kan fungere som censur af andres frihed. På den anden side afviser den på forhånd, at den begrænsende tale fx kunne være racismens tale.
Et eksempel på dette finder vi i debatten om journalist Søren K. Villemoes, der er blevet fremstillet som et offer for en antiracistisk censurmaskine i kølvandet på, at det venstreorienterede og brugerdrevne spillested Bolsjefabrikken af-inviterede Villemoes som DJ til et arrangement i begyndelsen af april 2016.
Som journalist og debattør har Villemoes gjort sig til fortaler for et ytringsfrihedsbegreb, som blandt andet indebærer ”retten til at have og give udtryk for holdninger, der er stødende, fornærmende og krænkende og derfor bør både blasfemi- og racismeparagraffen ophæves og ethvert tiltag til at indføre hate speech lovgivning imødegås” (se Villemoes, S.K. et al. ”Til forsvar for ytringsfriheden”, Berlingske Tidende, 10.02.10).
Det er vigtigt at forstå, at det ikke er ytringsfrihed som sådan, men effekterne af Villemoes’ specifikke forståelse af ytringsfrihed, som synes at have været et centralt argument for Bolsjefabrikkens beslutning om, at han ikke burde stå på scenen som DJ, men at det stod ham frit for at deltage i festen. I begrundelsen for af-invitationen påpeger Bolsjefabrikkens pressegruppe således at:
Villemoes i sit virke som offentlig debattør ofte har gjort grin med den såkaldte ’krænkelseskultur’, eksempelvis i sin artikel ’Krænkelsens år’ i Weekendavisen, der havde en nedladende vinkling omkring blandt andre ’krænkelsesaktivister’ i Holland, der protesterede imod den traditionelle brug af blackface i portrætteringen af julemandens hjælper Zwarte Piet. Den implicitte latterliggørelse af aktivisternes legitime protester står i stærk kontrast til den måde, vi ønsker at omgås hinanden på Bolsjefabrikken.
Bolsjefabrikkens kritik af Villemoes går med andre ord på, at hans arbejde og forsvar for et specifikt ytringsfrihedsbegreb på meget konkret vis bidrager til at underminere legitimiteten af antiracistiske interventioner og kritik. Hvor Villemoes’ version af ytringsfrihed alene fokuserer på, at ingen ytring i det offentlige rum må begrænses, så fokuserer Bolsjefabrikken på de betingelser, der gør, at nogle ytringer på forhånd afskæres fra at finde vej til det offentlige rum. De peger således på, at delegitimeringen af antiracistisk kritik i sig selv udgør en konkret begrænsning for antiracistiske ytringer og interventioner.
Eller man kan sige: Bolsjefabrikken forbeholder sig retten til at undlade at reservere sceneplads til den, som aktivt arbejder på at delegitimere den antiracistiske praksis, som er en af Bolsjefabrikkens grundpiller.
Det er derfor sigende, at den efterfølgende reaktion på Bolsjefabrikkens af-invitation af Villemoes ikke har handlet om hans journalistiske underminering af antiracistisk kritik. Tværtimod har debatten handlet om, hvorvidt det er legitimt, at Bolsjefabrikken udelukker Villemoes fra at stå på scenen under deres arrangementer, som Københavns kulturborgmester siger: ”Hvis man tror på tolerancen, skal man jo også være tolerant over for folk, der har en anden holdning end en selv. Det lever Bolsjefabrikken tydeligvis ikke op til”.
Snarere end at diskutere hvad Bolsjefabrikkens kritik handler om – nemlig problemet med at Villemoes bidrager til at underminere antiracistisk aktivisme – bliver selve kritikken af denne underminering gjort illegitim.
Denne underminering er ellers temmelig tydelig både i Villemoes virke og i det svar, der efterfølgende blev bragt på Modkraft. Her beskriver Villemoes selv sin og Niklas Hessels artikel ”Krænkelsens år” (trykt i Weekendavisen 2.1.15) som ”en journalistisk artikel, der sætter fokus på forskellige forsøg på at indskrænke ytringsfriheden rundt omkring i Europa”. I artiklen nævnes så forskellige interventioner, som protester mod Zwarte Piet i Holland, kuratoriske beslutninger på The Barbican Centre i London, og kontrovers omkring en astrofysikers påklædning ved det europæiske rumagentur.
Ensliggørelsen tjener til at etablere en forbindelse mellem de forskellige fænomener, der så konstrueres som ”negative” politiske projekter rettet mod at indskrænke, regulere, afmontere og censurere
Begivenheder som umiddelbart er udtryk for ret forskelligartede interventioner, af henholdsvis antiracistisk og feministisk art, bliver i Villemoes’ udlægning således ensliggjort og reduceret til alene at være udtryk for indskrænkninger af ytringsfriheden. Ensliggørelsen tjener til at etablere en forbindelse mellem de forskellige fænomener, der så konstrueres som ”negative” politiske projekter rettet mod at indskrænke, regulere, afmontere og censurere, snarere end som kritiske interventioner, der reagerer på sexismens og racismens censurerende effekter i det offentlige rum, som indskrænker minoriteternes ytringsfrihed.
Reduceringen af de forskelligartede kritikker og interventioner til et påstået censurkrav eller indskrænkning af ytringsfriheden viser noget om, at de danske racismedebatter hjemsøges af det vi tidligere har omtalt som en form for Bush-doktrin: Enten er man med ytringsfriheden eller også er man imod den.
I konteksten af en sådan logik bliver forsøg på at diskutere og analysere ytringsfrihedens konkrete præmisser – som Bolsjefabrikkens antiracistiske intervention er et eksempel på – kun genkendelig som aggressive og invasive afmonteringer af ytringsfriheden (og i forlængelse af dette: demokratiet). Når visse ytringer reduceres til censur kan ”ytringsfrihed” strategisk fungere som et skjold mod kritik af de strukturelle undertrykkelsesformer, der i sig selv kan begrænse mulighederne for at deltage i en offentlig debat. Eller sagt på en anden måde: Censurens fatamorgana umuliggør en diskussion af de ulige mulighedsbetingelser vi pt. har for at fremsætte kritik i offentligheden.
Censurens fatamorgana umuliggør en diskussion af de ulige muligheds-betingelser vi pt. har for at fremsætte kritik i offentligheden.
Det synes derfor komisk, at Villemoes nu ses som et offer for berufsverbot, fordi en gruppe aktivister i Københavns Nordvest-kvarter af-inviterer ham som DJ til et reggaearrangement. Villemoes er trods alt kulturredaktør på Weekendavisen og en hyppigt anvendt debattør i landsdækkende medier.
Mest af alt viser eksemplet, at nogle positioner i debatten tydeligvis altid kan forvente at få stillet en scene til rådighed. Men også at nogle ytringer øjensynligt altid kan være sikre på at blive set som støtter til ”ytringsfrihed”, mens andre på forhånd kan affejes som angreb på samme.
Det er med andre ord en stråmand, når debatten om strukturel undertrykkelse iscenesættes som en debat for og imod ytringsfrihed. Vi går ind for ytringsfrihed. Problemet er at nogles ytringsfrihed allerede er indskrænket i den offentlige sfære: Ytringer, som gengiver erfaringer med strukturel (fx racialiseret, seksuel eller kønnet) undertrykkelse, er allerede begrænsede, fordi de på forhånd castes som censur af den ytringsfrihed, de ellers hævdes at være beskyttede af.
Michael Nebeling Petersen, Lene Myong, Mathias Danbolt og Mons Bissenbakker er med i peculiar.dks redaktion. De arbejder alle som forskere på forskellige universiteter i Danmark, og de forsker i emner, der tematiserer og undersøger køn, race, seksualitet, affekt, nation, identitet mm.