Pippi og den danske uskyld: Om ikke-diskussionen af racisme i danske medier

En særlig form for offentlig ikke-diskussion om racisme i kulturprodukter rammer med jævne mellemrum danske medier. Det er en diskussion, som er kendetegnet ved, at den sjældent indeholder analyser af betydningen af nedværdigende raciale stereotypier, deres baggrundshistorie, og hvad vi som samfund skal, kan og bør stille op med dem.

I stedet bliver vi i 99% af tilfældene præsenteret for samme forudsigelige drejebog, hvor racisme bliver udlagt som en altid allerede langt-ude påstand. Nyhedsindslaget begynder og slutter ved, at vi sammen kan og bør forarges over selve anklagen, dens uhyrlighed og ryste på hovedet af den komplette urimelighed i krav om fx ændringer.

(c) Politiken 6. oktober 2014

Politikens forsideillustration (6.10.14) er desværre et glimrende eksempel på de begrænsede rammer,
som racismediskussionen har i Danmerk pt. (c) Politiken

”Censur!”

I danske nyhedsmedier bliver ethvert anslag til analyse af racistiske praksisser med lynets hast oversat til et ’krav om censur’. Tag fx den danske reception af Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling, hvor enhver nuance, skrøbelighed og kompleksitet blev banket pandekage-flad i en forvrænget modsætning mellem ’censur’ og (påstået) ’ytringsfrihed’.

At fortolke alle diskussioner af racisme som et krav om censur er dels problematisk, fordi dette ofte er en grov forsimpling af det, debattørerne faktisk siger.

At fortolke alle diskussioner af racisme som et krav om censur er dels problematisk, fordi dette ofte er en grov forsimpling af det, debattørerne faktisk siger. Dels peger det på det forhold, at nyhedsmedierne desværre synes at være forholdsvist uinteresserede i racisme, før nogen truer med at redigere i den. Det danske nyhedsbillede er pænt ligeglad med, at nogen bliver forulempet, ydmyget, demokratisk udelukket eller truet på livet,  FØR disse nogen forsøger at stoppe forulempningen eller truslerne ved at få udstillinger lukket eller citater og tegninger redigeret ud.

I den aktuelle debat om Pippi Langstrømpe diskuteres racisme da også igen som et spørgsmål om censur. En altid-allerede urimelig og historieløs censurering af virkeligheden, som den virkelig er. Eller en form politisk hyperkorrekt censurering af uskyldige (og i hvert fald ikke racistiske) kulturprodukter. Man kan hurtigt få det indtryk, at det eneste antiracister vil, er at løbe rundt med en ragekniv og censurere alt muligt.

Nu er det værd at huske på, at det ikke er usædvanligt, at udgive redigeringer, nyfortolkninger og moderniseringer af kulturelle klassikere – specielt inden for litteraturformidling til børn. Fx findes der allerede en række skrevne og uskrevne retningslinjer for produktion og cirkulation af film, serier og bøger skabt til børn. Det at udgive redigerede udgaver er ikke ensbetydende med, at originalerne bliver gemt eller glemt. Selv om enkelte børneudgaver af Bibelen udelader nogle af de mest groteske og voldelige scener i Det Gamle Testamente, er der få, der protesterer og råber ”censur!”

Man kan mene meget om at redigere i kulturprodukter. I forhold til børnebøger og -film kan man fra et antiracistisk perspektiv være splittet mellem på den ene side ønsket om at blive sparet (og spare andre, fx børn) for den ydmygelse det er at blive udsat for at se racistiske stereotyper gentaget og dermed genetableret.

Og så på den anden side bekymringen over, om sådan en redigering blot bliver en tom multikulturel gestus, der fjerner symptomet uden at bryde sig om sygdommen, og som i værste fald kan bidrage til at sanere vestlig kolonial historie, så den fremstår ren og uracistisk. Som om Tintin, Kejserens nye klæder og Far til fire ikke også var et produkt af kolonismens lange indflydelseshistorie

Dette er en diskussion om forholdet mellem historiebevidsthed og behovet for en levelig nutid, som kunne være vigtig at tage. Desværre er sådan en diskussion nærmest hermetisk udelukket fra en skandinavisk (og i hvert fald en dansk) offentlighed fordi indgangsvinklen som regel reduceres til det retoriske spørgsmål: ’Er det ikke helt vildt langt ude at snakke om racisme i forbindelse med hyggelige skandinaviske kulturprodukter?’

Kunne man forestille sig, at debatten tog udgangspunkt i andre ting end censur?

Kunne man forestille sig, at debatten tog udgangspunkt i andre ting end censur? Tænk sig hvad der ville ske, hvis redaktører, journalister og debattører overvejede at diskutere, vinkle eller beskrive ’sagen’ (altså racisme) ud fra andre rammer?

1: Samtalens præmisser

For det første kunne man gentænke selve diskussionens format, ved at reflektere over, hvem der bliver inviteret til at tale om racisme og på hvilke præmisser: Hvorfor foregår det meste af denne diskussion som en samtale mellem hvide journalister og hvide informanter, ’eksperter’ og gæster i studiet? Og hvorfor får raciale minoriteter stort set kun taletid, hvis de er villige til 1) at bekræfte hypotesen om, at racisme ikke findes, eller 2) stille op til ’debat’ med folk, som indtager det såkaldt ’modsatte’ synspunkt.

…præmissen bliver, at man skal være villig til at lægge krop til racismen, altimens man kommenterer på den.

Dette spørgsmål angår ikke kun, hvem der inviteres ind som eksperter, men også hvilken ramme, der bliver opstillet for samtalen. Dette er ikke ensbetydende med, at raciale minoriteter skal stryges med hårene, eller de kun kan diskutere internt med hinanden. Men når medierne alene satser på at belyse racisme i en klassisk opstilling, hvor raciale minoriteter skal sættes over for hvide majoritetsdanskere, som kan være meget forhippede på at håndhæve deres ret til stereotypiserende sprogbrug, som fx at hvis koreanere ”lod være med at spise så krydret mad, ville øjnene måske rette sig ud af sig selv”  og at ”Pippis far jo er en n-konge” så vil det være begrænset hvor mange raciale minoriteter, der rent faktisk har lyst til at stille op og kommentere på racisme: Fordi præmissen bliver, at man skal være villig til at lægge krop til racismen, altimens man kommenterer på den.

Der er forbløffende lidt diskussion af, hvordan racisme i sig selv fungerer som en censurerende instans i vores samfund. Og hvordan kravet om friheden til racisme begrænser raciale minoriteters mulighed for at deltage i en demokratisk debat. Racisme er censur.

2: At se forskelig/hed

For det andet kunne man reflektere lidt mere over, hvem der gives patent på at identificere racial forskellighed, og hvordan dette sker. Hvad betyder det, at hvide kolonialistiske fortællinger om De Andre er blevet ophøjet til sandhed i en sådan grad, at en del hvide danskere åbenbart tror, at asiaters øjne er ’skæve’ og at oprindelige amerikaneres hud er ’rød’?

Det, at insistere på, at racial forskel har betydning, er immervæk ikke det samme som at påstå, at racial forskel kun findes på den måde, som et kolonialistisk hvidt blik har lært os at se den.

Det, at insistere på, at racial forskel har betydning, er immervæk ikke det samme som at påstå, at racial forskel kun findes på den måde, som et kolonialistisk hvidt blik har lært os at se den. Hvad hvis vi i stedet begyndte at tale om, hvad det er, vi kulturelt har tillært os at se? Og hvordan dette blik indebærer, at nogle menneskers hud kommer til syne som neutral (’hudfarvet’), mens andre menneskers hud kommer til syne som ’mærkelig’, ’eksotisk’, ’uskøn’ eller ’farlig’?

3: Debattens følelsesøkonomi

En tredje ting, det er værd at tænke over, er debatternes forudsigelige følelsesøkonomi. Hvorfor er det altid på forhånd vigtigt at slutte op om og bevare majoritetskulturens nostalgiske følelser af hygge, tilhørsforhold og historie i mødet med Lille sorte Sambo, Tom & Jerry og ”Atamon-kineseren”, mens det omvendt altid ses som følelsestyranni at påpege, hvis selvsamme produkter får én til at føle sig ydmyget og håndfast sat uden for fællesskabet? Hvem har bestemt, at følelsen af ydmygelse er et udtryk for oversensitivitet, mens nostalgiens glæde udgør et fornuftbetonet argument?

Hvem har bestemt, at følelsen af ydmygelse er et udtryk for oversensitivitet

Man kan desuden spørge, hvorfor det altid er den ”racismeanklagedes” kunstners chok og raseri over at blive beskyldt for racisme, der fylder overskrifterne – og aldrig den racismeramtes oplevelse af chok og vrede over pludselig at konfronteres med racisme?

Hvad ville der ske, hvis journalister åbnede for en diskussion af stereotypernes effekter på raciale minoritetsbørn, som ikke nødvendigvis har samme adgang til at identificere sig med Pippi, Tommy eller Annika, fordi de i stedet oplever at blive knyttet til repræsentationerne af den eksotiske, primitive, fremmede Anden? Hvad ville der ske, hvis artiklerne om Pippi også inddrog overvejelser om effekterne af at få vide, at man skal synes, at det er sjovt og uskyldigt at blive identificeret med disse repræsentationer?

4: Intention vs. virkning

Det fjerde, det er værd at spørge sig selv om, er hvad der ville ske, hvis vi kunne snakke om racisme som et sæt af virkninger i stedet for at blot gisne om intentioner og patologi? Det kan godt være, at en kunstner, der i ikke-racismens navn tilbyder hvide at optræde i blackface (se link i ovenstående afsnit) er fyldt med gode intentioner, men det bliver forestillingen ikke i sig selv mindre racistisk af. (Hvis man kender så tilpas lidt til racismens historie, at man ikke har hørt om blackfacing eller har nogen med i planlægningsgruppen, som kan fortælle om den historie – så er man måske ikke den rette til at sætte en antiracistisk forestilling op).

Racismens virkninger bliver ikke større eller mindre af (forestillede) intentioner.

På samme måde er det ikke nødvendigvis interessant at få klarlagt om Karen Blixen nu også var racist i sin tid som kaffefarmer. Eller om der mon boede en lille racist inde i Astrid Lindgren eller ej.  Spørgsmålet er, hvilke effekter racismen får og skaber – ikke om den eller hin kunstner/figur var eller er racist. Dette afsporer ofte diskussionen. Racismens virkninger bliver ikke større eller mindre af (forestillede) intentioner. Ligesom racistiske ord, praksisser og strukturer ikke bliver mindre racistiske af, at dem som udfører eller nyder godt af dem, ikke er racister eller ikke har racistiske intentioner.

5: Hvornår er ”NU”?

For det femte er det værd at reflektere over, hvad det er for et NU, der henvises til, når folk siger at: ”Gisp: NU er X også pludselig racistisk?!”.  Helt specifik henviser dette NU til to ting:

1) En ”den-som-fisen-lugte-kan”-logik, som tilsiger, at problemer (det kunne være racisme og sexisme) ikke eksisterer, før nogen påpeger dem. Argumentet er noget i retningen af: at hvis vi alle var blinde for racismen, ville den ikke virke. Denne logik fører paradoksalt nok til, at den som forsøger at gøre opmærksom på racismen, bliver fremstillet som den egentlige racist: ”When you expose a problem you pose a problem”. Men – surprise! – undertrykkelse virker faktisk, selvom den, der privilegeres af den, ikke ser den.

At racismen var naturliggjort er ikke det samme, som at den ikke fandtes.

2) For det andet henviser NU til en forståelse af den historiske kontekst, som paradoksalt nok påkaldes for at afvise racismens eksistens: Man påstår, at fordi en fortidig skildring ikke blev opfattet som racistisk i sin samtid, så er den det heller ikke nu. Men altså: Skildringen af den primitive, aggressive, sorte mammy i Tom & Jerry VAR også racistisk i sin samtid: nemlig 1950ernes USA! Det blev bare ikke opfattet som kontroversielt, at den var racistisk. At racismen var naturliggjort er ikke det samme, som at den ikke fandtes.

Det interessante er, hvordan det hvide blik i samtiden både forsøger at annullere fortidens racisme (hvilket i øvrigt er et godt argument for IKKE at redigere racismen ud af Pippi!) og samtidig forsøger at transportere racismens naturliggjorthed ind i vores egen samtid. Hvis jeg kan påstå, at X ikke var racistisk i sin samtid, så kan jeg samtidig få lov til at dyrke racismen og de privilegier, den giver mig i sin nutid.

6: Nostalgi

For det sjette er det værd at tænke over, hvad det er for en nostalgi, som den blanke racismeafvisning tilbyder os at alliere os med? Hvad er det ’vi’ drømmer os tilbage til med alle de bøger, film og madvarer fra vores barndom, som nogle voksne øje nu har det svært med? For er det, vi nostalgisk rømmer os tilbage til ikke en tid, hvor ’vi’ (dvs. vi, der aldrig var genstand for racismen) ikke kunne se racismen? Eller måske mere præcist: Til en tid, hvor racisme ikke var noget problem? Dette er spørgsmål, som peger på den hvide majoritets investeringer – ikke i racismen som sådan, men i racismens naturalisering og usynlighed.

Disse problemstillinger tager udgangspunkt i racismens nærvær og historie i dansk kultur og den måde, hvorpå racisme (ikke) tales om i Danmark. Men problemstillingerne kunne i princippet lige så vel dreje sig om, hvad vi skal stille op med homofobi, transfobi, ableisme og sexisme i en dansk kulturhistorie og samtid.

Eller: det kunne blive en diskussion, hvis der ikke var en drejebog, der hele tiden skulle overholdes. En drejebog, som i dag sikrer, at debatter om racismeanklager giver hvide meningsdannere og debattører carte blanche til at reproducere, recirkulere og cementere racistisk tankegods og stereotypier gennem affejningen af at diskutere racismens betydning.