Ironiens Bush-doktrin

Copyright: rgbstock.com

VICE har interviewet Rune Lykkeberg om Politikens definitive baromenter over sorte ikoner, som blev bragt sidste weekend. Det har afstedkommet debat og efterfølgende forklaringer fra Rune Lykkeberg og Tarek Omar, som har udtænkt barometeret.

Men hvorfor, som i VICE, strander diskussioner om racisme ofte i om noget er (tænkt) racistisk eller ikke-racistisk? Eller hvad Politiken mon kunne have gjort, så alle læsere i udgangspunktet havde opfattet ironien korrekt? Hvorfor er der så få – og især barometerets ophavsmænd – som stiller kritiske spørgsmål til selve det greb, det er overhovedet at lave sådan et barometer?

Hvorfor er det så populært at udstille racisme (ironisk som her, eller kunstnerisk som i Guldkysten) på racismens egne præmisser? Hvem har i det hele taget glæde af denne frem- og udstilling? Hvem er det, Politiken forestiller sig at barometeret skal forklare noget for? – og hvad er det, man forestiller sig, at disse nogen, skal lære af det?

Og hvilke effekter får fremstillingen i en hvid offentlighed – hvor det i øvrigt er hvide anmeldere og hvide kommentatorer, som skriver om Ta-Nehishi Coates’ bog og amerikansk racisme?

Spørgsmålet er også, hvorfor ironiske fremstillinger/udstillinger af race og racisme er så populære i den danske offentlighed? Handler det fx om ironiens særstatus i Danmark, der *sjovt* nok minder om en jovial version af Bush-doktrinen: Le med os eller vær firkantet i hovedet.

You can’t have your racism and eat it, too.