I dag er det 1. maj og i den anledning vil vi gerne takke alle, der har arbejdet for at holde os i live gennem pandemien. Og nu vi taler om arbejde, vil vi også tale om hvad der bliver anerkendt og værdsat som arbejde, et emne der kun er blevet mere akut i lyset af den seneste tids nedlukning. De omfattende ændringer COVID-19 pandemien har sat i værk, har vist at omsorgsarbejde i og udenfor hjemmet er centralt for vores overlevelse. Derfor må vi omtænke det økonomiske system og centrere det omkring omsorg. Det er ikke noget der sker af sig selv, men en kamp vi må tage sammen.
Det reproduktive arbejde
I dag er den gængse forståelse af arbejde, det arbejde der finder sted på arbejdsmarkedet, som er lønnet og en del af den såkaldte produktive sektor, hvilket traditionelt har overset og stadig overser det reproduktive arbejde.
Indenfor social reproduktiv teori skelnes der mellem det produktive arbejde og det reproduktive arbejde. Det reproduktive arbejde består i opretholdsen af sociale bånd og at skabe arbejderen, så denne kan komme ud på arbejde og udføre det produktive arbejde, altså vedligeholdelse af produktionsniveauet i kapitalismen. At skabe arbejderen indeholder aktiviteter såsom varetagelse af helbred, mad og husly. Derudover består det af de aktiviteter der skaber ikke-arbejderen, i form af kommende og tidligere arbejdere, såsom pasning af ældre, børn og syge. Sidst men ikke mindst består det af reproduktion af nye arbejdere – altså fødsel.
Det reproduktive arbejde har historisk været kønnet, racialiseret og klasseopdelt. Det er en form for arbejde der ikke er blevet anerkendt som arbejde, men som snarere har været opfattet som en uudtømmelig ressource til fri afbenyttelse, hvilket blandt andet kan ses i kraft af at de der udfører dette arbejde ikke bliver lønnet i en traditionel liberal økonomi. Adskillelsen mellem hvad der forstås som produktivt og reproduktivt arbejde er både en konsekvens af og en forudsætning for et kapitalistisk produktionssystem. I denne adskillelse er fænomener som kernefamilien og husmoren opstået, som funktioner der ‘naturligt’ varetager de reproduktive opgaver i hjemmet. Selvom social reproduktion er kernen i den økonomiske mølle – uden reproduktion ville vi slet ikke være her i dag – anerkendes dette arbejde end ikke som en del af den.
Den amerikanske teoretiker Nancy Fraser har kaldt det vi oplever indenfor det nuværende kapitalistiske system for en krise i omsorg, idet vi lever i et system, der er afhængigt af det reproduktive arbejde, men ikke prioriterer det. Under nedlukningen er denne krise blevet endnu mere synlig, dels idet der er sket en intensivering af det arbejde der forgår i hjemmet, dels i kraft af at omsorgsarbejdere udenfor hjemmet har vist sig at være uundværlige og har måttet fortsætte deres lavtlønnede omsorgsarbejde, selv under pandemien.
Når arbejdet bliver lagt over på ‘hjemmet’
Intensiveringen af det arbejde der foregår i ‘hjemmet’ har radikalt forskellige konsekvenser for forskellige samfundsgrupper og har sat allerede eksisterende uligheder på spidsen. Krisen understreger klassespørgsmålet – dem med hus, sommerhus og sikret løn kan let trække sig tilbage og nyde tid med familien, mens dem som allerede var udsatte får intensiveret bekymringer såsom: Hvordan skal jeg betale husleje når jeg ikke har en indkomst? Hvem skal passe mine børn, mens jeg skal gøre rent på de danske sygehuse som enlig forælder?
En konsekvens af dette er at den kønslige skævhed der allerede er i hvem der tager mængden af omsorgsarbejde i hjemmet, forstærkes. Dette leder os til en bekymring for at nedlukningen på sigt vil medføre en styrkning af konservative kønsroller og en tilbagegang i kampen for ligestilling.
Under regeringens nedlukning af offentlige institutioner er det blevet det anset som en selvfølge at reproduktivt arbejde, der normalt er lønnet-som for eksempel børnepasning – kan blive lagt over på hjemmet uden kompensation, hvilket synes at understrege forståelsen af det reproduktive arbejde som en uudtømmelig ressource til fri afbenyttelse (ligesom vi behandler jordens ressourcer som evige). Havde der været tale om andre former for arbejde, ville samme bevægelse formentligt ikke have været mulig, da det ville have krævet lønforhandlinger og forhandling af overenskomster for de arbejdende. Det fortælle siger i sig selv meget om værdisættelsen de reproduktive arbejde og må nødvendigt tvinge os til at reevaluere den type arbejde.
Det essentielle arbejde
Under krisen er det blevet synligt at omsorgsarbejdere er essentielle. På sociale medier deles statusopdateringer med tak og ros til de trætte sygeplejersker og kasseassistenter – er det utænkeligt at denne nye anerkendelse kunne blive afspejlet i lønindkomster? Og hvad med det usynlige arbejde der også bliver udført under pandemien? Hvad med renovationsarbejderen? Hvad med cykelbudet? Hvad med lagerarbejderen? Hvad med rengøringsmedarbejderen? Hvad med alle de mennesker, der udfører det reproduktive arbejde i hjemmene?
De, der under nedlukningen forstås som essentielle medarbejdere, er i høj grad kvinder og migranter. Uden rengøringsmedarbejderen, uden renovationsarbejderen, uden sundhedspersonalet, uden sosu-assistenten ville vi have set det danske sygehusvæsen kollapse for længst, alligevel er dette essentielle arbejde stadig lavtlønnet. Det er på tide at der gives ordentlige lønninger til essentielle medarbejdere og at det reproduktive arbejde i hjemmet kompenseres.
I stedet har vi den seneste måned set hvordan regeringen har “tilbudt” folk uden dansk opholdstilladelse at arbejde ulønnet indenfor sundhedssystemet, hvilket tydeliggør en diskurs som er herskende i det neoliberale Danmark. Når Udlændinge- og Integrationsminister Mathias Tesfaye(S) siger at udlændinge med sundhedsfaglig baggrund roligt kan gå ud og tage frivilligt arbejde i det danske sygehusvæsen uden at det vil have konsekvenser for deres sag, udstiller han netop den racialiserede tilgang vi har til ulønnet arbejde. For de der har dansk statsborgerskab vil selvfølgelig få udbetalt løn for dette arbejde. Spørgsmålet om reproduktivt arbejder handler således ikke kun om hvilket arbejde der anerkendes, men også hvis arbejde der anerkendes og hvem der kan forventes at udføre reproduktivt arbejde ulønnet. Hertil må vi ikke glemme at Danmark i mange år har opretholdt sin økonomiske vækstrate ved at basere sin økonomi på migrantarbejdere fra det globale syd. Den velfærd og de goder danskerne nyder godt af, eksisterer blandt andet på bekostning af alle de mennesker, der er en del af det globale syd.
Omsorg i vores fællesskaber
Hvordan vi værdsætter omsorgsarbejde, synliggøres ikke kun i det statslige apperaturs prioriteringer, men også i de sociale relationer der udfolder sig mellem os blandt venner, i fællesskaber og familiekonstellationer. Hvem er det blandt venner, i fællesskaber og i familiekonstellationer, der tager store dele af omsorgsarbejdet i en krise? Hvem ringer og tjekker op på hvordan det går med bekendte i isolation og laver indkøb for dem der ikke selv kan gå ud? Det er solidaritet med vores medmennesker, når vi skriver ud i facebookgruppen for vores nabolag, at de endelig må sige til hvis de mangler noget, men det er også ulønnet omsorgsarbejde. Når nabolag organiserer grupper til at støtte dem der må blive inde og derfor har brug for hjælp til indkøb, må vi igen huske os selv på at det reproduktive arbejde historisk har været kønnet, racialiseret og klasseopdelt.
Vi kræver reproduktiv retfærdighed
I adskillige artikler kan vi i øjeblikket læse, at det ser dystert ud når det gælder økonomien, at vi skal forvente nedgang i BNP og dårlige vækstrater i fremtiden. Økonomer advarer os om de økonomiske konsekvenser af en langvarig nedlukning. Regeringen holder hænderne under bankerne, så de ikke kollapser, samtidig med vi opfordres til at optage mere i lån og gældsætte os. Når regningen for hjælpepakkerne skal betales og økonomien formentligt går i recession, må vi kræve at dette ikke betyder nedskæringer på omsorgs- og sundhedsområderne, men tværtimod at reproduktivt arbejde bliver centralt i kommende økonomiske prioriteringer. Det økonomiske system er indrettet af mennesker og kan omorganiseres og omstruktureres af mennesker.
COVID-19 pandemien synliggør hvor essentielt reproduktivt arbejde er for vores samfund og hvorfor det må været centralt i vores kampe for retfærdighed. Dette kræver at vi ophæver det nuværende skel mellem faglært og ufaglært arbejdskraft i forhold til værdisættelse og fastsættelse af løn. På en dag som 1. maj må kampen for reproduktive rettigheder være omdrejningspunkt.
Når vi siger, at vi vil have et andet system, er det et hvor børsmæglere og investeringsbankmænd ikke bliver lønnet højere end rengøringspersonale, sygeplejersker, renovationsarbejdere og andre, der udfører essentielle opgaver i og for samfundet. Et økonomisk system hvor menneskeliv bliver sat over profit. Hvor alle har adgang til sundhed og sundhed ikke er et marked for spekulation og profit. En demokratisering af økonomien hvor den ikke tilgodeser de få, men os alle. Hvor det ikke er muligt at profittere på en krise som denne pandemi og spekulere i tab af liv. Det er på høje tid at gentænke det politiske økonomiske system radikalt og sætte reproduktiv retfærdighed som omdrejningspunkt.
Vi vil ikke tilbage til normalen, for som sloganet lyder internationalt: Corona er virussen, men kapitalismen er krisen!
Krav fra en Pandemis arbejde og aktioner kan følges fra deres Facebook-side