Arvingerne er blevet rost for sin portrættering af 68-generationen og dens ommøbleringer af familieliv på både godt og ondt. I denne ommøblering udgør adoption er et centralt tema. For Arvingerne tager over dér, hvor Sporløs, slutter: Det vil sige efter genforeningen. Mens jagten på selve genforeningen er det plot, som driver Sporløs, digter Arvingerne videre på alt dét, der sker bagefter.
I Danmark forbindes adoption oftest med transnational adoption, hvor ikke-hvide børn fra det globale syd adopteres ind i hvide danske familier – en praksis om i disse år diskuteres heftigt i offentligheden. I Arvingerne er det dog ikke transnational/racial adoption, som tematiseres. I stedet er der tale slags halv-hemmelig stedbarnsadoption fra Fyn.
Som unge får John og Veronika datteren Signe. I de første år har Signe kontakt til Veronika og hendes børn, men herefter afstår Veronika forældreskabet, så Signe formelt kan adopteres af Johns kone, Lise. I et velmenende forsøg på at beskytte Signe, fortæller John og Lise hende aldrig om Veronika og livet før adoptionen.
Især i de første afsnit formår Arvingerne på fin vis at problematisere, hvordan fortielse og brud med den adopteredes første familie mest af alt tjener til at beskytte de voksnes relationer og selvopfattelser, selvom de forsøger at overbevise sig selv og hinanden om, at det sker for barnets skyld.
I Arvingerne må Veronika som den første mor vige pladsen for, at Lise kan indtage sit moderskab. Inden for rammerne af den heteroseksuelle kernefamilie er det svært at forestille sig to eller flere moderskaber, som er ligestillede og samtidige. Konkurrenceforholdet mellem de to moderskaber forstærkes af, at kampen også handler om John. Selvom han bliver gift med Lise, holder han aldrig op med at luske rundt hos Veronika på godset.
I Arvingerne bliver moderskabets ’rigtighed’ således ikke kun defineret af mor-barn-relationens kvalitet og indhold, men også af hvem far elsker og begærer på den mest autentiske måde: Lise eller Veronika? Eksklusivitet og monogami fungerer som pejlemærker i både voksen-voksen og voksen-barn relationerne.
Den amerikanske forsker David L. Eng har formuleret et grundlæggende spørgsmål til transnational adoption, som lyder noget i retning af: ”Hvordan bliver det muligt for den adopterede at skabe psykisk plads til to mødre?”. Det er denne problemstilling, som Arvingerne er inde og røre ved med kronologiseringen af Veronika og Lises moderskaber.
En dybere bearbejdning eller tematisering af spændingsforholdet mellem de to moderskaber kommer Arvingerne dog aldrig i nærheden af. Nok omtales Veronika konsekvent som den ’rigtige’ mor, men hun kommer aldrig for alvor til at udgøre en trussel mod Lises moderskab. Hen mod slutningen af serien er det Lise, som hjælper Signe, og hun er også den person, som i sidste ende ’ser’ og forstår, at Signe skal rejse væk eller bare gøre det, hun har allermest lyst til.
Med Lises feministiske interpellation af Signe som moderne, selvstændig kvinde, der nødvendigvis må flytte ud af dukkehjemmet, optegnes Lise som en moderne moderfigur og en sympatisk adoptant – en der tilsyneladende ikke kræver eneret over Signe, men som derimod formår at rumme og anerkende, at Signes ’rigtige’ mor er Veronika, og at Signe derfor har ’arvet’ visse karaktertræk fra netop Veronika (se også Tobias Rauns tekst).
Spørgsmålet om biologi (hvad vi så end forstår med det begreb?) falder dog ikke nødvendigvis ud til Veronikas fordel. For selvom hun giver Signe et helt gods og et par nedarvede karaktertræk [som adopteret er det sidste altså ligesom at blive bedt om at æde en gammel marcipangris fra 1863], så er det ultimativt Lise, som giver Signe til ’sig selv’. Med Lises anerkendelse får Signe et andet og mere ’autentisk’ blik på sit liv og sine potentialer.
Kan man forestille sig en større og mere tidssvarende gave end sidstnævnte? Jeg tror det ikke.
Afsløringen af Veronika som Signes første mor leder med andre ord ikke til en underminering af Lises moderskab og for så vidt heller ikke Johns faderskab. Da Signe i retten må kæmpe for Grønnegaard, vælger John – for netop at hjælpe Signe – at afsløre sit forhold til Veronika. En afsløring som på en og samme gang atomiserer hans relation til Lise og bekræfter hans evne til at elske Signe.
Konstruktionen af forældreskab som det ultimative alter, hvor man som forælder bliver givet en mulighed for at forstå sig selv som én der er villig til at ofre alt for andre end sig selv (nemlig sine børn), er hverken ny eller et overstået kapitel. Den er nærmere aktuel og levende. Men hvad stiller ’ofringen’ i udsigt til den, som er villig til at ofre?
John beviser sig i hvert fald som en ’rigtig’ far, fordi han prioriterer datteren over hustruen. Man kan bl.a. læse ’ofringen’ som aflad for hans svigt. Men man kan også overveje, om den romantiske kærlighedsrelation (hvor idealiseret den end fremstår) overhovedet bliver investeret med det samme potentiale for kærlighedsduelighed, som forældre-barn-relationen gør?
I Arvingerne er der forskellige slags forælderskaber på spil, men visse udgaver af dette forældreskab fremstilles – som i tilfældet med John – som det reneste og stærkeste bevis for den enkeltes kærlighedsevne. Spørgsmålet er, hvad sådanne fremstillinger kommer til at indebære ikke bare for voksne, men også for de børn, hvis opgave det bliver at fuldende denne kærlighedsøkonomi?
Rækkevidden af det spørgsmål peger ud over adoption, fordi det siger noget om de mere generelle investeringer i forældreskab anno 2014. Men samtidig peger det også tilbage på de helt ufattelig stærke investeringer i at opretholde adoption som en mulighed for mennesker, der ønsker at blive forældre.
Man kan i den forbindelse diskutere om serien ender i en idealisering af den moderne, fejlbarlige kernefamilie, jf. sentimentaliseringen af Frederik og Solvejs genforening i sidste afsnit? Eller om det nærmere forholder sig sådan, at det er forældreskabet – nu sirligt skåret fri af den romantiske relation – men med alle dets løfter om ubetinget og opofrende kærlighed intakt, som bliver genstand for idealisering? Noget lignende synes i hvert fald at gøre sig gældende for John og Lises forældreskaber, der først for alvor træder i karakter post-skilsmisse.
Og hvad så med Veronika? Som adopteret må jeg erkende, det er ambivalent at se Veronika dø allerede inden serien er kommet rigtigt i gang. Ikke fordi Veronika derved fremstilles som et offer. Tværtimod forstår man, at hun har kørt butikken på egenrådig vis. Hun er heller ikke uden agens: Det er hendes spetakulære nødtestamente, som igangsætter alle de følgende omvæltninger for de øvrige karakterer.
Ambivalensen består nærmere i, at Arvingernes repræsentation af dét at afgive børn til adoption skriver sig ind i en lang tradition for politisk usynliggørelse og kollektiv fortrængning af de erfaringer, som netop knytter sig til afgivelsen. I Arvingerne er det ikke Veronika selv, som fortæller sin historie om at bortadoptere. Hendes motiver stykkes sammen gennem andres fortællinger om Veronika og deres forsøg på at rekonstruere hende som mor, kunstner, ikon, arbejdsgiver, elskerinde, etc.
Rekonstruktionerne giver dog aldrig adgang til en dybere forståelse af hendes valg. Disse valg forbliver underforklarede og mystiske, mens hun selv bliver til et spøgelse, der hjemsøger Frederik. I den forstand kan man sige, at repræsentationen af Veronika betinges af, at hun fastholdes som allerede død. Hun bliver aldrig en levende figur.
I en kritisk læsning vil man måske kunne fremlæse et politisk slægtskab mellem den første mor som figur og så den homoseksuelle mand som figur. I Arvingerne er sidstnævnte så godt og grundigt død, at han – hjulpet på vej af sønnen Frederik – blev nødt til at begå selvmord i en fjern fortid (se Mathias Danbolts kommende tekst).
Hvis man vil forstå noget om de aktuelle slægtskabsforståelser, som Arvingerne skriver sig ind og ud af, er det disse figurer, som bliver interessante. De er helt centrale, fordi deres død fungerer som livsbetingelsen for den moderne familie.
Og så en sidste tanke om adoption. I Arvingerne er adoptionsfamiliens problematikker hevet ud af en global og transracial ramme. Man bliver dermed givet en mulighed for at forstå og fantasere over adoption uden racialiseringens strukturelle og besværlige problematikker – og det kan jo være en lettelse for nogle. Alligevel er racialiseringen til stede (se Michael Nebelings tekst) – og læser man ud over det filmiske univers, er det både paradoksalt og tankevækkende, at racialiseringen ender med at rette sig mod en adopteret krop. Nemlig i form af den koreansk adopterede skuespiller Solvej K. Christiansen, der spiller den unavngivne og korrupte ’thaikvinde’, som truer Emil med tæsk.
Derfor ønsker jeg mig, at DR til næste år satser på en lang dramaserie med en højere grad af racial diversitet på skuespillersiden. Og at disse karakterer endda får et navn. Så begynder det at ligne noget.
Arvingerne føljeton #1: Hvad sker der for sorg, kærlighed og kernefamilie i Arvingerne?
Arvingerne føljeton #2: Hvad sker der for klasse i Arvingerne?
Arvingerne føljeton #3: Hvad sker der for hvidheden i Arvingerne?
Lene Myong er professor ved Universitet i Stavanger