Arvingerne behandler det svære, men også vigtige emne; klasse. Klasse er jo ellers et emne, som vi i Danmark oftest negligerer betydningen af eller ligefrem benægter som en relevant forskelssættende kategori.
Familien Grønnegaard repræsenterer en overklasse, der ikke bare har kapital, fast ejendom og uddannelse, men som også har god smag i kunst såvel som mad og vin. Det er den eksperimentelle kunst og kultur, der afprøves og hyldes samtidig med, at der spises østers og drikkes rigeligt med rødvin. Som en ægte kreativ overklasse bevæger Familien Grønnegaards medlemmer sig frit og ubesværet over geografiske landegrænser og imellem jobs, og de har kærester, elskere og kontakter i forskellige internationale byer. Horisonten er vid og udsynet stort: Geografiske såvel som intellektuelle grænser er til for at blive udforsket og udfordret.
Anderledes forholder det sig for familien Larsen – og ja, man kan jo næsten høre det af navnet: Familien Larsen tilhører den småborgerlige middelklasse, forankret i det nære og almindelige (lokalsamfundet, familien, håndbolden) og deres drømme holder sig også inden for landets/byens og normalitetens grænser. Deres ønsker centrerer sig om, at det lokale håndboldhold rykker op, at blive gift og at få børn. Familien Larsens livsverden skildres gennem blomsterhandleren (hvor Signe arbejder), rækkehuset (hvor Signe og Andreas bor), parcelhuset (hvor forældrene bor) og sportshallen. Her spiser man traditionel julemad og drikker gajolshots til festerne.
Det interessante i denne klasseskildring er, at klasse ikke bare handler om økonomisk formåen, men snarere fungerer som et socialt sæt af overleverede koder for, hvordan man agerer, hvad man interesserer sig for – og ikke mindst hvilke tanker/drømme, der bliver mulige og umulige. Og det går begge veje. Hos familien Grønnegaard er det almindeligheden, der umuliggøres som drøm og som livspraksis. Thomas og Veronika inkarnerer og promoverer således indædt den frie og eksperimenterende livsstil, mens Gro og Emil har vanskeligt ved at finde sig til rette i det faste, klassiske parforhold, og Frederik fejler igen og igen som far og som ægtemand. Hos familien Larsen er det det abstrakte og eksperimenterende, som ikke er mulige livsvalg. Her arbejdes der først og fremmest på at holde sammen på og (re)konstruere kernefamilien med mor, far og børn – og samtalerne er konkrete og jordnære.
Om end denne portrættering har fat i noget vigtigt i forhold til, hvordan klasse præger vores mentale maps, så er spørgsmålet dog, om ikke Arvingerne også reproducerer en velkendt hån over for den småborgerlige middelklasses livsstil, smag og intellektuelle formåenheder? Og om ikke den reproducerer forestillingen om, at overklassens (kerne)familie er præget af svigt og forkvaklede relationer?
Måske er begge dele på færde, altså både et forsøg på at behandle klasse i al dets kompleksitet og samtidig en reproduktion af (lidt for) velkendte repræsentationstroper om de forskellige klasser. Men der sker imidlertid et skifte i seriens portrættering af klasse. Som nævnt fremstår klasse i de første to tredjedele af serien som et socialt og kulturelt sæt af overleverede koder, som den enkelte indsocialiseres i og orienteres imod.
Dette billede skifter mod slutningen, hvor Signe ikke længere vil lade sig nøjes med og begrænse af småborgerligheden. Hun har andre og større drømme, der konkret manifesterer sig ved, at hun nu skildres i Grønnegårdens åbne vidder. Hun vil fysisk såvel som metaforisk leve i åbne rum og lader de vægge rive ned, som kæresten Andreas ellers møjsommeligt har været med til at sætte op. Også Andreas må derfor ofres på klasseopstigningens alter.
Årsagen til Signes skifte funderes i biologien; det er fordi hun er Veronikas datter, at hun viser sig at have evnerne og modet til andet og mere end at være blomsterhandler og håndboldstjernens kæreste. Og det er ikke mindst blodsbåndet til den kreative overklasse, der gør, at Signe har ”noget vildt i sig”, som adoptivmoderen Lise (og resten af Larsenfamilien) ikke har. Noget som Signe har fået af Veronika, som Lise siger i det sidste afsnit.
Med dens mange forskellige facetter ender klasse således med at forankres i biologien: Mulighedsbetingelser og livsindstilling går i arv fra slægt til slægt. Og dermed cementeres måske, at udsynet er forbeholdt den kreative overklasse.
Arvingerne føljeton #1: Hvad sker der for sorg, kærlighed og kernefamilie i Arvingerne?
Tobias Raun er adjunkt på Kommunikation ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier, RUC.