I anledning af udgivelsen af bogen SARA AHMED – ET ULYDIGT ARKIV bringer Peculiar her et uddrag af bogens danske forord, der er skrevet af Mons Bissenbakker og Michael Nebeling fra Peculiar.
Der kan være en radikal modstand i at nægte at gribe bolden eller i stædigt at forblive siddende. Det, som af magthaverne fortolkes som passiv ligegyldighed, kan også udgøre et forsvar for den almene boligform.
Gennem de sidste 15 år har Sara Ahmeds forfatterskab cementeret sig som uomgængeligt. Såvel i den humanistiske kulturforskning på universiteter verden over som i feministisk, antiracistisk og queer aktivistisk praksis hjælper Ahmeds begreber og analyser os med at tænke og formulere, hvordan følelser som glæde og frygt strukturerer vores politiske virkeligheder. Både når sådanne følelser indgår i undertrykkelse, og når de danner mulighed for radikale modstandsformer.
Som teksterne i Et ulydigt arkiv tydeligt illustrerer, er én af de mange årsager til Ahmeds appel hendes originale og inspirerende tankefigurer: Figurerne tilbyder forskelige måder, hvorpå vi kan begrebsliggøre de individuelle effekter af strukturel ulighed i krydsfeltet mellem køn, racialisering og seksualitet. Figurer som murstensvæggen, den klistrede følelse, bordet, den komfortable stol, den melankolske migrant og ikke mindst: den feministisk killjoy er blevet populære og uundværlige følgesvende for dekolonial queer-feministisk teori, politisk organisering og hverdagskamp.
Huller i følelsesfællesskabets danmarkskort
Som et illustrativt eksempel på, hvordan nogle af Ahmeds begreber og analysegreb er relevante i en dansk samtidspolitisk kontekst, vender vi os her os mod den såkaldte ”ghettolov”, som siden 2018 har haft til formål at afvikle en række almene boligområder gennem at omdanne deres beboersammensætning.
Ghettoloven blev fremsat i 2018 af den daværende VLAK-regering og vedtaget med stort folketingsflertal med støtte fra Dansk Folkeparti, SF og Socialdemokratiet. Den nuværende socialdemokratisk ledede regering har efter valgsejren i 2019 gjort det til en mærkesag at gennemføre VLAK-regeringens ghettoplan, hvis konsekvenser i form af bl.a. højere straffe og tvungen børnehavegang i de udpegede ghettoområder allerede er virkelighed. Mens vi skriver denne indledning udspilles de dramatiske konsekvenser af ghettoloven: Afviklingen af de almene boligområder sker bl.a. gennem privatisering af boligerne ved salg til både privat udleje og ejerlejligheder og gennem fysisk nedrivning af bygninger og tvangsudflytning af beboere.
Den tidligere regerings udspil Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030 (Økonomi- og Indenrigsministeriet 2018, herefter: Ét Danmark) er derfor stadig højaktuel og kan siges at fungere som en introduktion til såvel som drejebog for ghettolovens udførsel.
At genkende den fremmede
Der er selvsagt mange gode grunde til at forholde sig skeptisk over for selve betegnelsen ”ghetto”, som den danske lovgivning (som den eneste i verden) anvender som befolkningsmæssig styringsmekanisme. Men i stedet for enten at godtage betegnelsen eller at forkaste den som meningsløs kan vi med Ahmeds begreber blive klogere på, hvordan ghettoloven fungerer som en produktion af ghettoen og dens beboer som figurer, der bliver meningsfulde i lovens egen logik.
Vi kan tænke på ghettoloven som et eksempel på den måde, hvorpå den etnisk og racialiserede Anden aktuelt tager form i en dansk kontekst. Selvom en ghetto udgør et geografisk sted – en samling af bygninger – så defineres den først og fremmest som et klassemæssigt og etnisk (og dermed implicit racialt) sted, som udgør en modsætning til ”det almindelige Danmark” (s. 7).
Ghettoens beboer konfigureres i regeringsudspillet som en fremmed på flere måder: Han er fremmed, fordi hans familiemæssige baggrund er ”ikke-vestlig”. Men han er også fremmed, fordi han ikke er fremmed – men derimod hjemmevant – i et boligområde, som er ”den almindelige dansker” fremmed. Det er i sig selv et tegn på hans fremmedhed, at beboeren i boligområdet ikke er fremmed over for de samme geografier (”ghettoer”) som ”alle andre danskere” (7). Det er hans forkerte tilknytning til ghettoens fremmedhed, som fremstår som en trussel – ikke bare for ghettobeboerens tilknytning til ”det almindelige Danmark”, men for ”sammenhængskraften” i det danske samfund som helhed.
Som Ahmed forklarer i Den fremmede og det fremmede, så henviser forestillingen om ”den fremmede” sjældent til det, som faktisk er fremmed for os i betydningen ’noget ukendt’. Det fremmede henviser tværtimod oftest til det, vi har lært at genkende som fremmed. Læseren forventes fx uden videre at kunne afkode og sammenkoble udspillets eufemistiske henvisninger til ”fremmedkrigere” (s. 9), ”bander” (9), ”kvindeundertrykkelse” (7), “trossamfund uden for folkekirken” (35) med udspillets gennemgående og uspecificerede begreb ”ikke-vestlig”. Med et Ahmedsk udtryk kan man sige, at disse begreber klistrer sig metonymisk til hinanden, (Ahmed: I selskab med ’de fremmede’; Affektive økonomier). Med andre ord forventes læseren let at kunne identificere en fremmed som en bestemt og allerede velkendt fremmed.
Udspillets billede af fremmedhed virker gennem at det på én gang trækker på kendte troper, der allerede er etablerede som etniske og racialt markerede, og samtidig geninstallerer denne betydningsskabende figuration af etnisk og racial fremmedhed.
#ViFlytterIkke – et ulydigt arkiv
Vi kan forstå ghettoloven som en ”afretningsanordning”, som skal få det almene boligområde tilbage på sporet gennem et pålæg om, at dens beboere skal orientere sig mod andre og mere ”lykkebringende objekter” (Ahmed: Et egenrådigt arkiv; Hvidhedens Fænomenologi; Multikulturalisme og lykkens løfte). Beboeren skal vende sig væk fra det almene boligområde og i stedet orientere sig mod lykkeligere objekter som ”den lokale sportsklub, vores mange foreninger og det danske samfund i øvrigt” (Ét Danmark, s. 4).
Denne orientering billedligøres gennem hele regeringsudspillet som en grundlæggende forskel mellem aktivitet og passivitet. Ét Danmark påbyder således, at ghettoens beboer skal være aktiv ved at arbejde og tage del i et danske lokalsamfund hinsides det sociale boligområde. Derfor er den også omvendt nødt til at fortolke beboerens aktive deltagelse i ghettoens lokalsamfund som lig passivitet. At være aktiv i ghettoen bliver her fortolket som ensbetydende med at være passiv – ja som en nærmet passivt aggressiv modstand mod at deltage i idealiseringen af Danmark som lighedens og demokratiets sted.
Man må selvfølgelig være kritisk over for karakteristikken af beboeren i det almennyttige boligområde som passiv og over for begrebsliggørelsen af lønarbejde og foreningsliv som lig samfundsmæssig aktivitet og værdi. Men vi kan også vælge at tage karakteristikken på ordet: Hvad betyder det at læse den almene beboer i ghettoområdet netop som stædigt passiv? Som en egenrådig figur i Ahmeds ulydige arkiv?
Hvis vi tænker passiviteten i disse baner, mindes vi om de mange politiske modstandsformer, som har taget form af netop denne form for stædige passivitet. Sit-down-strejken er et kendt eksempel på en protestform, der baserer sig på aktiv, konfrontativ passivitet, som anvender passiviteten som blokade. Blokaden kan, som Ahmed skriver, fungere som en radikal modstandsform:
Når ulydighed bliver en politisk strategi, betyder det ikke kun at være villig til ikke at gå med strømmen, men også̊ at være villig til at spærre for den. (Ahmed: Et ulydigt arkiv).
I Ahmeds karakteristik er ulydighed netop ikke det samme som at være passivt viljeløs, men netop at være fyldt med en vilje, der i det normative blik fortolkes som ’forkert’. En vilje, der går i den gale retning, fordi den er vendt mod de ’forkerte’ veje og objekter. Det er således fristende at læse Ét Danmarks beskrivelse af ghettobeboerne som nogle, der ikke har ”grebet de muligheder, som Danmark tilbyder” (Ét Danmark, s. 5) i forlængelse af én af Ahmeds yndlingsfigurer, den trodsige arm: Vi ser her ghettoens arm, der nægter at gribe regeringens normativt definerede lykkeobjekter, og som måske også modsætter sig at gribe dens fortolkning af samfundet som et lotteri med en række gode chancer snarere end som et aftalt spil af strukturel racistisk ulighed.
Der kan med andre ord være en radikal modstand i at nægte at gribe bolden eller i stædigt at forblive siddende – i at fungere som en sten i det maskineri, som på forhånd udpeger ”borgere af ikke-vestlig herkomst” som en gruppe, hvis rettigheder og boligforhold bør være til konstant forhandling. Det, som af magthaverne fortolkes som passiv ligegyldighed, kan netop udgøre en form for radikal aktivitet, der alene gennem dét at nægte at flytte sig, kan udgøre et forsvar for den almene boligform.
Beboerbevægelsen Almen Modstand, som faciliterer et omfattende arsenal af politisk modmagt i form af juridisk modstand, sociale netværk og kulturelle tilbud (med andre ord, mange af de lokale og samfundsrettede aktiviteter, som Et Danmark beskylder ghettoen for at mangle), organiserer sig således bl.a. under parolen #ViFlytterIkke. Almen Modstand er et godt eksempel på, at en aktiv passiv modstandkan bestå i at afstå fra bestemte aktiviteter – fx i ikke at flytte. At insistere på at blive boende kan udgøre en trodsig modtandsform. En modstand, som kan lære os noget om nødvendigheden af at forblive den stædige del, som truer reproduktionen af helhedens orden, når helhedens orden er urimelig og racistisk.
SARA AHMED – ET ULYDIGT ARKIV udkommer på forlaget Nemo d. 19.10.2020 og kan bl.a. købes fra forlaget.
Almen Modstands arbejde kan støttes her: http://almenmodstand.dk/
Mons Bissenbakker er lektor på Center for Køn, Seksualitet og Forskel, Københavns Universitet. Michael Nebeling er lektor på Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet. De er begge medlemmer af Peculiars redaktion.