DE SMÅ SYNGER
peculiar præsenter i denne artikelserie forskellige affekt-teoretiske læsninger af sange, der får redaktionen i affekt
Kan lydsporet til en 80 år gammel stumfilm lære os noget om, hvorfor det kan føles så tilintetgørende at blive bedt om at smile?
Smile though your heart is aching,
Smile even though it’s breaking,
When there are clouds in the sky you’ll get by,
If you smile though your fear and sorrow,
Smile and maybe tomorrow,
You’ll see the sun come shining through
for you
Light up your face with gladness,
Hide every trace of sadness,
Although a tear may be ever so near,
That’s the time you must keep on trying,
Smile, what’s the use of crying?
You’ll find that life is still worthwhile,
If you just smile.
Det overrasker mig altid, at en melodi, der er næsten præcis 80 år gammel kan røre og hjemsøge mig sådan som Charlie Chaplins Smile kan. Den melankolske melodi (der måske i dag er mest kendt for at have været Michael Jacksons yndlingssang) er skrevet helt tilbage 1936. Den spejles på enestående vis i Turner & Parsons bittersøde tekst (fra 1954) om, hvordan sorgen og tristheden kan overkommes med et smil, som optimistisk lover morgendagens glæde.
Musikhistoriske oversigter betegner ofte sangens budskab som ”simpelt og optimistisk”, men jeg tror, at når Smile svær at slippe, så er det, fordi den er alt andet end netop ”simpel og optimistisk”. Det er selvfølgelig oplagt at fortolke Smiles budskab som enten A) at ‘er man sur og trist, skal man bare skal smile gennem tårer, så går det nok alt sammen’, eller evt. lige modsat B) at ‘glæden nogle gange blot er et dække over sorgen, bag sin maske græder klovnen osv.’
Men ingen af de to fortolkninger fanger helt den unikke melankolske stemning, som melodi og tekst får til at gå op i en højre enhed. Jeg tror, man i stedet må forstå sangen på en lidt anden måde, der findes forskudt i forhold til både læsning A og B, og som tilsammen danner et lille lærestykke i glædens og sorgens gensidige mulighedsbetingelser.
For at pakke dette lærestykke ud, skal vi en tur omkring de dele af affekt-teori, som forsøger at sætte spørgsmålstegn ved de positive og negative værdier, de fleste af os automatisk forbinder med følelser. Kærlighed og glæde regnes fx normalt til de positive følelser, mens sorg og vrede typisk placeres i puljen af negative følelser.
Affektanalytikere forsøger i stedet at forstå de mere komplekse dynamikker, som følelseskulturer består af, og som ikke bare kan reduceres til ’godt’ eller ’ondt’.
Affektanalytikere forsøger i stedet at forstå de mere komplekse dynamikker, som følelseskulturer består af, og som ikke bare kan reduceres til ’godt’ eller ’ondt’. Affektforskeren Sara Ahmed har fx peget på lykke/glæde (”happiness”), som en kompleks styringsmekanisme, som det ikke er uproblmatisk at orientere sig imod og omkring (Ahmed 2010).
Lykkeorientering og performativ glæde
Måske kan netop Chaplins Smile lære os noget om glædens økonomi, som på flere måder illustrerer Ahmeds pointer. Smile lærer os om glædens natur, det vil sige: hvad glæden gør og forventes at gøre, og ikke mindst: hvad den koster.
For så vidt smilet kan ses som et symbol for eller tegn på glæde, så peger Smile på glæde dels som en orientering og dels som en praksis: ”Smile, and maby tomorrow/you will see the sun come shining throug, for you […] You’ll find that life is still worthwhile/If you just smile”.
Vi lærer for det første, at smilet udgør en følelsesmæssig indstilling til til livet: En indstilling, som går ud på at investere vore håb i en fremtidig lykke, som vi så at sige kan og bør orientere os efter og imod. Deraf den håbefulde tone i sangen: Glæden er ikke nu, men den kommer måske – og i morgen er altid kun en dag væk. Orienteringen mod glæden er ensbetydende med en orientering mod fremtiden (”tomorrow”) og livet – ja mod selve livets mening: den er det, der gør det hele ”worthwhile”.
For det andet, tilbyder Smile os at se smilet som en praksis, som frembringer en bestemt glædesstilstand. Det er altså ikke så meget glæden, der får én til at smile, som det er smilet, der fremkalder ens glæde. Her er følelsen noget, man gør, snarere end nogen man har. Glæde fremstår med andre ord som en socialt situeret kropslig praksis: Ved at gøre glæde (at smile), bliver man (genkendelig for andre og sig selv som) glad.
Glædesforpligtelse
Smile fortæller altså, man bliver glad indeni af at gøre glæde udenpå. Men når sangens budskab ikke bare er ”er du sur og trist så klap i hænderne”, er det bl.a. fordi Smile samtidig peger det normative rammeværk, som glæden kommer til syne indenfor. Sigende fungerer titlen og omkvædet på én gang som en beskrivelse og som et påbud: ”Smil!” Glæden præsenteres altså ikke bare som noget, der forelægger som en spontan tilstand, men også som et socialt påbud, den enkelte mødes af. Ahmed kalder sådan noget for et lykkekrav (”a happines duty”, Ahmed 2010: 7ff).
Ved at signalere glædesarbejdet som et must peger Smile netop på glæden som sådan et socialt krav: ”you must keep on trying”. Glæden er ikke bare spontant forelæggende , men omvendt udgør den paradoksalt nok heller ikke et reelt frit valg. Glæden er det, som Du-et i sangen må være orienteret imod. Eller – med en Ahmedsk pointe – glæden er det, man ikke IKKE kan ønske sig.
Når Smile peger på løftet om et sammenfald mellem glæden, fremtiden, livet og meningsfuldheden, peger den også på de implicitte trusler om, at det Ikke at være orienteret mod glæden indebærer at sige nej til fremtiden, livet og meningsfuldheden. Når det er et must at blive ved med at stræbe mod glæden, er det således bl.a. under truslen om at blive fremtidsløs, livløs og meningsløs, hvis man ikke gør det.
Hide every trace of sadness
For så vidt Smiles budskab vitterligt er ”optimistisk”, så skal det nok mest ses som det, Berlant kalder ”Cruel optimism”. Optimismen bliver grusom, forklarer Berlant, i det øjeblik, hvor ens håbefulde tilknytning til et objekt begynder at forhindre ens trivsel. I Smile er det bl.a. orienteringen mod morgendagen, der hele tiden skubber målet (glæden) ud i en fremtid, som altid er ”tomorrow”, men aldrig nu og her.
Men det som især betinger ”grusomheden” i Smiles optimisme er måske, at tilknytningen til den kommende glæde sker under et krav om en overkommelse af – eller reelt: et drab på – de andre følelser, som også optræder i sangen, nemlig dem, som tårerne vidner om: frygten, sorgen, det knuste hjerte, tristheden. Dermed siger Smile også noget om, hvad glæden koster, og hvad der må opgives, for at glæden kan opnå dominans. Selvom vi i første del af sangen ser smilet følges med de triste følelser, så ender den med et løfte om, at glæden vil erstatte de triste følelser. Glædens triumf er altså som lig med det, at tristheden overvindes og dermed forsvinder.
Der er således mere andet på spil, end at ’sorgen er glædens forudsætning’, fordi det reelt afvises, at sorgen kan få lov at sameksistere med glæden. Smile antyder at dette bl.a. sker, fordi følelser indskrives i en ramme af nytteværdi: ”Smile, whats the use of crying?” spørges der retorisk, hvormed det antydes, at kun de følelser, som et utilitarismefikseret samfund kan finde anvendelse for (dvs. som kan bruges til noget), får lov til at få anerkendelse og eksistens.
Det er værd at bemærke, at den film, hvor Smile første gang optræder er Chaplins Moderne Tider (1936), der bl.a. handler om 30ernes depression og industriarbejdets maskinisering af arbejderens krop. Vi hører den instrumentelle version af sangen i slutscenen, hvor heltinden efter filmens mange prøvelser er ved at give op. Helten (vagabonden) opfordrer hende dog til at smile, hvorefter de begge går med halv-anstrenge smil ud af landevejen til tonerne af Smile:
Det ligner for så vidt en happy end, men eftersom så meget af Moderne Tider handler om maskinisering af menneskekroppen og dens tilpasning til arbejdsmarkedets krav, er det svært ikke at læse heltens og heltindens stive smil sammen med de øvrige maskiner, som vagabondens krop har været udsat for filmen igennem.
Det er selvsagt en mere Brinkmann-agtig pointe, at et neoliberalt arbejdsmarked afkræver arbejderen et positiv sindelag, men den er værd at nævne, fordi smilet i Moderne Tider fremstår som et så klartskuende forvarsel om de affektive formgivninger af den arbejdende krop, som arbejdsmarkedet efterhånden kommer til at indebære.
Sikkert er det i hvert fald, at glæden i sangen Smile fremstår som et krav om en følelsesmæssig indstilling, der kun kan opnås på bekostning af tristhedens mulighed for eksistens: “Light up your face with gladness/Hide every trace of sadness/Although a tear may be ever so near”. Gladness bliver ikke bare et dække over, men også (mere grundlæggende) en tilsidesættelse af sadness. Glæden indtræder med andre ord på bekostning af sorgen.
Melankoli
Og måske er det essensen af den melankolske dobbelthed man finder i Smile: Sangens sørgmodighed fanger sorgen over, at sorgen ikke må få lov at eksistere sideløbende med (eller evt. i stedet for) glæden. I psykoanalysen er melankoli den tilstand man hensættes i, når man ikke kan få lov til at sørge. Det kan fx være, fordi man ikke må få lov til at indrømme sin kærlighed til det tabte objekt. Hvis jeg fx elsker, men ikke kan eller må indrømme, at jeg gør det, og derpå mister objektet for min ikke-indrømmede kærlighed (fx fordi vedkommende dør), så bliver min sorg over tabet uitalesætteligt og forskydes i stedet til melankoli (Judith Butler 1993).
Set i det lys er Smile en sang, som udtrykker den uudtrykkelige sorg over at miste muligheden for at sørge i det hele taget.
I Smile er det paradoksalt sorgen (melankolien) over at miste sorgen som mulighed, der (ikke kan) sørges. Set i det lys er Smile en sang, som udtrykker den uudtrykkelige sorg over at miste muligheden for at sørge i det hele taget. Muligheden for – også – at være knyttet til sorgen.
Som sådan kan man se Smile som en melankoliens kendingsmelodi. Melankolien ligger fra begyndelsen i selve kompositionen, der begynder i muntre dur- og maj-akkorder, men tilbagevendende forstyrres af overraskende, pludselige skift til de triste mol-akkorder (fx på ”by”/”near”). Det er mol-akkordernes forstyrrende modstemme i en sang ellers domineret af dur, der bærer den glad-triste melankolske stemning, som gør melodien så genial. I spænd med teksten får sangen en sær stemning af uafgørlighed: Siger Smile, at det er godt at tristhedens overvidnes? Eller siger den det netop ikke?
Ved på én gang at citere glædeskravet og samtidig lade et væld af andre ikke-glade følelser skinne igennem, insisterer Smile på uafgørligheden – på at fastholde affekternes komplekse sammenvævning, snarere end at optrække skarpe grænser mellem dem. Jeg tror, det er denne uafgørlighed, som gør, at Smile bliver ved med at forfølge mig. Fordi Chaplins melodi og Turner & Parsons tekst udgør et så præcist affektivt billede af, hvordan melankoliens modstridende følelser føles.
Mons Bissenbakker er lektor på Center for Kønsforskning, KU.