Hele efterspillet omkring Black Lives Matter demonstrationerne i København giver stof til eftertanke i forhold til de måder, hvorpå nogle hvide allierer sig med anti-racismen gennem at iværksætte en anti-sort diskurs, der udråber en sort person, som den egentlige årsag til anti-sort racisme i Danmark.
Danske medier har flittigt rapporteret om den (internationale) opstand og mobilisering omkring Black Lives Matter, som er vokset i styrke efter en hvid betjent brutalt myrdede George Floyd i Minneapolis i slutningen af maj. Den 7. juni havde Black Lives Matter Danmark indkaldt til demonstration i København, hvor mere end 15.000 demonstranter mødte frem.
Efter mordet på George Floyd har danske medier bragt mange vidnesbyrd om anti-sort racisme i Danmark: en racisme som eksisterer i familien, på arbejdspladsen, på uddannelsesinstitutioner og i det offentlige rum. Efter demonstrationen i København har medierne dog haft allermest travlt med at begå karaktermord på Bwalya Sørensen, forkvinde for Black Lives Matter Danmarks. Kapløbet om at underminere Bwalya Sørensen har blandt andet søgt sin begrundelse i de retningslinjer, som demonstranterne blev bedt om at efterleve, fx at sorte deltagere skulle stå forrest og hvide deltagere ikke burde deltage i at råbe “I Can’t Breathe”.
Karaktermordets logikker
Efterspørgslen på såvel vidnesbyrd som karaktermord fortæller noget om hvid dansk anti-racisme, og måske især hvordan dette (identitets)projekt både er investeret i empatisk indlevelse og forbrug af sort lidelse og samtidig insisterer på at spille hovedrollen i den politiske kamp for sort frigørelse og retfærdighed.
Et ud af mange eksempler, på hvordan medierne har lagt kræfter i at begå karaktermord på Bwalya Sørensen, er Søren Villemoes’ kommentar “Uværdigt” (Weekendavisen 12.6). I kommentaren lægger Villemoes ud med at argumentere for vigtigheden af at belyse og markere afstand til anti-sort racisme, men at denne unikke mulighed, der blev skabt af Black Lives Matter, nu er blevet “formøblet” i Danmark, alene på grund af Bwalya Sørensen.
Villemoes karakteriserer herefter Bwalya Sørensen som rablende, kriminel, ude af kontrol, aggressiv megaloman, overfusende, en selvudråbt dronning og drevet af vanvittig adfærd. Ja, hun fremmer ligefrem “fordomme mod sorte”. Kommentaren ender med opfordringen: “[d]et er på tide, nogen tager ansvar og skaber et troværdigt alternativ, får hevet denne rablende person væk fra megafonen og finder en værdig repræsentant for det sorte Danmark”.
Med disse beskrivelser bevæger Villemoes sig langt forbi det at rejse spørgsmål til Black Lives Matter Danmarks aktivistiske strategier og lederskab. Som dokumenteret gang på gang af sorte forskere, kunstnere og aktivister har patologiserende, racistiske beskrivelser af sorte mennesker en lang og blodig forhistorie. Man kan også sige det på den måde, at rammesætningen af Bwalya Sørensen har afhumaniseringen som sin effekt. Dette er en systematik, som eksponerer sorte mennesker til forskellige former for eliminering gennem at gøre dem ‘eliminerbare’.
Dette ses med al tydelighed i opfordringen til at “hive” Bwalya Sørensen væk, så hun kan blive erstattet af et “værdigt” alternativ. Ikke alene er det en opfordring til (symbolsk og fysisk) fjernelse af Bwalya Sørensen. Det er en opfordring, som accelererer en allerede eksisterende anti-sort racisme og hvis konsekvenser med al tydelighed dokumenteres af statistikker og vidnesbyrd.
Anstændighedens politik
Set i et bredere perspektiv giver hele efterspillet omkring Black Lives Matter demonstrationen i København og mediernes håndtering af selvsamme stof til eftertanke i forhold til de måder, hvorpå nogle hvide allierer sig med anti-racismen. En måde, der øjensynlig går direkte gennem en anti-sort diskurs, der udråber en sort person, som den egentlige årsag til anti-sort racisme i Danmark.
Villemoes er blot en ud af alt for mange hvide journalister og meningsdannere, som i de seneste uger har gjort det til deres projekt at redde sorte mennesker fra den danske afdeling af Black Lives Matter – eller ”apartheid”, som det også er blevet kaldt i en allerede uendelig række af artikler.
Disse scenarier udgør kvintessensen af, hvordan visse former for hvid anti-racisme kan benyttes som scene for nye racistiske overgreb. En scene, hvorfra hvide danskere paternalistisk kan forklare sorte danskere, hvordan de skal føre anti-racistisk kamp, så den lever op til hvide æstetiske standarder for politisk mobilisering. En scene, hvorfra hvidheden endnu engang kan sætte sig selv i centrum og ikke mindst kalde den sorte anti-racisme på plads i en anstændighedspolitik, som bestyrker, og ikke forstyrrer, hvide fornemmelser og følelser.
Hvidhedens strukturelle magt
Der er en helt særlig form for hvid arrogance forbundet med først at undertrykke mennesker gennem anti-sort racisme og dernæst belære de undertrykte om, hvordan de skal demonstrere med ”værdighed’’, og at de i øvrigt behøver en ny frontfigur. Den form for værdighed, som Villemos og mange andre forlanger, er interessant nok vigtigere, end at en sort afrikansk-dansk kvinde som Bwalya Sørensen bliver mødt og behandlet med værdighed af fx presse, politi og hvide medborgere i det danske samfund.
Det er sigende, at det “uværdige” i Villemoes’ kommentar klistrer sig til Bwalya Sørensens optræden til demonstrationerne, men åbenbart ikke til den forhistorie af racistisk chikane og belejring, hun gennem en årrække har været udsat for. Samtidig har Villemoes travlt med at forklare, at han til fulde har forstået racismen på alle leder og kanter og dermed også, “hvad vi bør diskutere”: Det er mest noget med personlige fordomme, N-ordet og at blive spurgt hvor man kommet fra.
Villemoes repræsenterer dermed en meget udbredt racisme-forståelse, hvor den strukturelle hverdagsracisme i et vist omfang anerkendes, men samtidig aktivt benyttes til at usynliggøre andre former for strukturel racisme. Det gælder fx den systematiske vold og chikane, som sorte medborgere er udsat for i Danmark. Eller den danske migrations- og flygtningelovgivning, deportations- og indespærringspolitikker, visitationszoner eller de statslige tiltag for at rydde boligområder, hvor der fortrinsvis bor brune og sorte medborgere.
Mediernes karaktermord på Bwalya Sørensen – hvor Villemoes som sagt bare udgør et eksempel – fortæller noget vigtigt om hvidhedens strukturelle magt: nemlig at Bwalya Sørensens optræden umiddelbart kan betragtes som en hysterisk og patologisk overreaktion, uden at der på noget tidspunkt bliver tilkendegivet et minimum af forståelse for, hvad den optræden kan være en reaktion på eller siger fra overfor.
Fraværet af kontekstualiseringer og perspektiveringer, som ikke falder tilbage i anti-sort racisme, vidner om et helt grundlæggende fravær af omsorg og omtanke for sorte mennesker, og sorte kvinder i særdeleshed, i en hvid dansk offentlighed.
At gøre det bedre
Der eksisterer ikke en ’korrekt’ eller ’ren’ anti-racisme, hvis opgave det er at stå klar til hvide og ikke-sorte mennesker, som vil være solidarisk med kampen for sort frigørelse. Det kræver arbejde at forstå, at den altid parate vilje til at handle voldeligt mod en sort person (her: opfordringen til at hive Bwalya Sørensen væk) er en del af problemet. At det altid parate raseri over som hvid eller ikke-sort at skulle modtage retningslinjer fra en sort person er en del af problemet. At den altid parate forventning om at hvide menneskers holdninger, fornemmelser og æstetiske kvababbelser bør være den anti-racistiske kamps centrum, er en del af problemet.
Det er vigtigt at overveje betydningen af det kollektive raseri, som har rejst sig i forlængelse af den separatistiske strategi, som instruerer hvide mennesker i at støtte op frem for at gå forrest. Hvad fortæller raseriet om hvid dansk anti-racisme, og at det bliver opfattet som helt uacceptabelt (og ja, apartheid!) at hvide anti-racister i et kort øjeblik må opleve det, som mange sorte og brune minoriteter i Danmark er udsat for hver dag. Nemlig at få sin opførsel dikteret med henvisning til race. Hvis man som hvid person vitterligt føler sig ”fremmedgjort” af at blive instrueret i, hvad brugbar solidaritet (ikke) er til en Black Lives Matter-demonstration, er det på tide at overveje, hvor dybt solidariteten egentlig stikker.
Som hvid forsker og ikke-sort racialiseret forsker er det ikke vores ret at diktere, hvordan kampen for sort frigørelse og retfærdighed skal foregå. Men vi opfordrer den hvide danske offentlighed – og medierne i særdeleshed – til at gøre det bedre.
Overvej hvilke anti-sorte kræfter og traditioner, der bliver sat i spil, når man orkestrerer og viderefører et karaktermord, som det Bwalya Sørensen må lægge krop og sjæl til. Overvej implikationerne af at udpege sorte mennesker som den anti-sorte racismes egentlige årsag.
Allermest: Overvej hvorfor der pludselig – i den hvide anti-racismes navn – sker en intensivering af anti-sort racisme i en tid, hvor Black Lives Matter og sorte aktivister kæmper for at skabe en anden verden.
LYT:
Tale og tale fra Black Lives Matter demo i København.
LÆS:
Facebook-update om karaktermordet på Bwalya Sørensen af Yancé-Myah Antonio Harrison
NEDTRYKT, UNDERTRYKT – OP, OP, OPTØJER! af Mikas Lang
Kronik af Jamal Abdi
Når journalistisk logik møder hvid undren af Nina Trige Andersen
STØT:
Der er mange organisationer og initiativer, som kan støttes, heriblandt:
Borgerforslag mod “Ghettolister”
Lene Myong og Mons Bissenbakker er med i peculiar.dks redaktion. De arbejder som forskere i henholdsvis Norge og Danmark, og forsker i emner, der tematiserer og undersøger køn, seksualitet, racialicering og affekt.