Selvom Arvingerne gør en dyd ud af, at alle karakterer og roller i serien er hvide, så dukker både thailandske og russiske figurer også op.
Gennem seriens første 10 afsnit præsenteres vi for én ikke-hvid karakter i de scener, der udspiller sig i Danmark: nemlig den thailandske mafiosa, der truer Emil. Hun har selvsagt ikke noget navn, men krediteres i rulleteksterne alene som ”thai-kvinde”. What’s in a name, anyway?
Når Emil drager til Thailand, møder vi dog andre ikke-hvide karakterer. Thailand præsenteres som Peter Pans Neverland, hvor hvide subjekter kan forblive og fastholdes i umoden infantilitet. Emil er dog ikke mere umoden, end at han qua sin hvidhed er master of the house i sit thailandske legeland, hvor de thailandske karakterer fremstilles som enten totalafhængige af den hvide neokolonistiske entreprenør eller mistænkeligt korrupte og farlige.
Identifikationen løber selvfølgelig gennem Emil, og de ikke-hvide karakterer tjener alene til Emils karakteropbygning. I sidste afsnit åbnes dog for en lillebitte sprække i den gennemført hvide fortælling om Emils thailandske eventyr. Da han har solgt resortet og forrådt sin gode ven og bestyrer Hirun, fremstilles Emil kortvarigt som en neokolonisator, der køber og sælger firmaer i Thailand uden hensynstagen til de brutale effekter, disse transaktioner har for de Thailandske ansatte. Vi får med andre ord mulighed for en kortvarig identifikation med Hirun.
Sprækken åbner dog ikke for en kritik af neokolonistiske strukturer, men derimod for en kritik af Emil, der er så umoden, at han ikke kan tage sit ansvar på sig. Han burde selvfølgelig ikke have solgt resortet, men burde have opført sig som en moden kolonial patriark, der tager ansvar for sine thailandske børn. Så ville alle have det bedst!
Den tavse Hirun griber selvfølgelig, som thailændere gør, til beskidte tricks. Han stikker Emils til det korrupte thailandske politi, som arresterer Emil for besiddelse af to joints. Da Emil ankommer til sin fængselscelle, sidder der en række thailændere i cellen. Også disse er selvfølgelig helt tavse, og Emil haster hen til den eneste hvide fange i cellen, som jo klart er den eneste, Emil og vi seere kan identificere os med.
Den hvide medfange fortæller, at han ikke regner med at komme ud, da det thailandske system er korrupt og grådigt. Oh skræk! En hvid mand i et thailandsk fængsel! Er der tale om hvid slavehandel? Og så er sympatien trygt tilbage på Emils hvide krop, og den thailandske bestyrer allerede glemt. Han var jo alligevel en stikker.
Og hvad sker der lige med fremstillingen af russere? Vi må også forstå, at der er forskel på hvidhed: Russerne er hvide på den helt ufede måde. Når russere – drikfældige og udannede, som de er – køber stor, skandinavistisk og modernistisk kunst, reducerer de det respektløst til pyntegenstande. Er der noget værre, end når fattigfolk uden stil og klasse kommer til penge?
Arvingerne føljeton #1: Hvad sker der for sorg, kærlighed og kernefamilie i Arvingerne?
Arvingerne føljeton #2: Hvad sker der for klasse i Arvingerne?
Michael Nebeling Petersen er ansat som adjunkt på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.