Satiretegninger og kolonialvarer skal forstås i relation til deres kontekst. Men hvilken kontekst er det? Og hvilken magt ligger der i retten til, på forhånd at udråbe nogle bestemte kontekster som værende irrelevante? Hvad indebærer det, at erfaringer af racisme, sexisme og homofobi betragtes som altid allerede ligegyldige fortolkningskontekster?
På peculiar.dk har vi den seneste tid postet artikler, som har diskuteret mulige fortolkninger af ikonografien i kolonialvarer, børnelitteratur og Charlie Hebdos satiretegninger. Artiklerne skriver sig ind i en igangværende debat, som ikke bare omhandler diskussionen om, hvordan givne kulturprodukter evt. skal fortolkes, men om selve retten til og muligheden for at overhovedet at deltage i og bidrage til det fortolkende fællesskab.
Et eksempel er Michael Nebeling Petersens tekst ”Frygtens politik og konsekvenser” om Je Suis Charlie kampagnen, som senere blev genoptrykt i både Information og Klassekampen i Norge. Nebeling har i kølvandet på sin tekst modtaget mails, kommentarer og beskeder, der beskriver hans påståede mangel på intelligens, offerliggørelse, idioti, generelle klamhed og ”åndsløshed”. Ligeledes har utallige skribenter også følt sig kaldet til at gå i rette med Nebelings læsninger, blandt andet Dennis Meyhoff Brink i Information (20/1).
På peculiar.dk har vi fundet det interessant, at netop spørgsmålet om kontekst figurerer så centralt i disse forskellige afvisninger af legitimiteten af Nebelings tekst.
U/mulige kontekster
Lad os tage afsæt i Brinks artikel i Information. Brink mener nemlig, at Nebeling har ”fuldkommen misforstået” Charlie Hebdo-tegningerne, fordi han – ifølge Brink – ikke kender konteksten. Og netop konteksten er uhyre vigtig, som Brink skriver, da ”satire er en ualmindelig kontekstbundet kunstart”. Det er vi sådan set enige i – satire og billeder må altid forstås i en kontekst. Så langt så godt. Men Brink lægger op til, at den kontekst, som han finder relevant, er den eneste og den rigtige. Det er åbenbart her, vi kan finde svaret på ”hvad tegningerne egentlig refererer til”.
Der sker to ting her – dels opstår der en kamp om rettigheden til at definere (den rigtige) kontekst og dels en kamp om billedets sande betydning. Lad os begynde med det sidste. Her kan man jo anfægte, at en tegnings betydning skulle være noget a priori, på forhånd givet. Tegninger har ikke nogen sand betydning – det er trods alt blot streger på papir. Eller sagt anderledes, billeder er polysemantiske og får lige præcist betydning i mødet med læseren i en kontekst.
Det er derfor interessant, at Brink påtager sig retten til at definere, afgrænse og udelukke en række forskellige kontekster. Der lukkes umiddelbart ned for, at islamofobi, racisme og homofobi kan være relevante kontekster, i hvilke tegningerne får betydning. Netop det at definere, afgrænse og udelukke en kontekst er selvfølgelig et kløgtigt greb – eller om man vil: en herskerteknik – for at lancere sin egen læsning som den sande og den rigtige.
Men det er også værd at lægge mærke til, hvordan visse kontekster (islamofobi, racisme og homofobi) banaliseres som (alt for) personlige og dermed irrelevante. Når Brink antyder, at Nebeling ikke er berettiget til at skrive om Charlie Hebdo, fordi han ikke kender den kontekst, som Brink definerer som relevant, så fratager han Nebeling muligheden for at reagere på de måder, hvorpå homofobi virker, ud fra logikken: ”Dette er ikke homofobi, det ville du forstå, hvis du ikke var så dum”.
Racistiske og homofobiske kontekster
Men Nebelings tekst tager netop udgangspunkt i, at kontekst betyder noget. For det første fordi den retter fokus mod måden satirebilleder fra Charlie Hebdo har cirkuleret i alle mulige forskellige online og offline offentligheder, for eksempel på skilte og plakater i mindemarkeringer og demonstrationer i kølvandet på angrebet. Netop det faktum at tegningerne bevæger sig i og på tværs af forskellige kontekster og sammenhænge, i hænderne på alle mulige u/ønskelige allierede, peger på nødvendigheden af at være åbne for, at billederne får forskellige betydninger alt efter hvilken ramme, de sættes i.
For det andet trækker tegningernes billedsprog på en kontekst og en historie, hvor ikke-hvide mennesker fremstilles, karikeres, og fornedres gennem helt bestemte ikonografier. Hvor kombination mellem mørk hud og fuldskæg knyttes til fremmedhed, fare og terrorisme. Og hvor det at blive bollet i røven bliver iscenesat som den ultimative afmaskulinisering og latterliggørelse. At disse ikonografier ofte bliver brugt inden for rammen af satire gør dem ikke automatisk hverken harmløse eller subversive.
Disse kontekster er mere end blot historiske ikonografier. Det er kontekster, som fastholder bestemte magts- og priviligeringsstrukturer: Det er de kontekster, der gør, at bøsse fortsat er skældsord, og at homoer til stadighed oplever at blive grinet af, spyttet på og slået ned. Det er de kontekster, der gør, at unge mænd med minoritetsbaggrund risikerer at blive set som terrorister, før de bliver set som studerende, som det skete for engelskstuderende Alisiv Ceran i København i efteråret.
Det at definere sådanne kontekster som irrelevante, er ikke bare et udtryk for en blindhed for, at verden ser anderledes ud fra andre positioner end ens egen. Det fjerner også den eneste mulighed, man som minoritet har for at gøre opmærksom på og dermed potentielt forandre sine vilkår. Når en homo ikke må benævne, hvordan homofobi virker, føles og rammer, og når ikke-hvide ikke må benævne, hvordan racisme virker, føles og rammer, så mister disse minoritetsgrupper netop mulighederne for at ytre og forsvare sig.
Præmisserne for fortolkningsfællesskabet
Det virker som om, at vilkårene for at deltage i det offentlige debatrums fortolkningsfællesskab pt. indebærer, at ens legitimitet pr. definition sættes under pres, hvis man ønsker at inddrage tilstedeværelsen af strukturel undertrykkelse som fortolkningsperspektiv. Det er i hvert fald vanskeligt at få formidlet en analyse af strukturel diskrimination – og måske især racisme – fordi diskussionen koncentrerer sig et andet sted: i en kamp om hvorvidt det overhovedet er legitimt at diskutere den strukturelle undertrykkelses effekter.
Måske har det ikke været Charlie Hebdo-tegnernes intention at reproducere racistiske og homofobiske stereotyper. Men det er ikke desto mindre en af de effekter, nogle af tegningerne kan have. Det er også disse kontekster, de virker i.
Vi mener derfor ikke, at fortolkningen af tegningerne kan reduceres til et spørgsmål om, hvorvidt de objektiv set ”er” eller ”ikke er” problematiske. Det er derimod vigtigt at stille spørgsmålstegn ved, hvem der skal leve med de homofobiske og racistiske virkninger af de tegninger, der i Brinks læsning udfolder Charlie Hebdos antiracisme og anti-homofobi? For hvem fungerer sådanne tegninger som underholdende bekræftelser på, at man ikke er del af undertrykkelsen? Og for hvem indebærer de endnu en trussel, endnu en ydmygelse, endnu et argument for ens mindreværd som menneske?
Minoriteternes catch-22
På peculiar.dk har vi tidligere skrevet om, at den danske debat om undertrykkende ikonografi generelt er organiseret gennem en forskydning af de undertrykkelsesstrukturer, der italesættes: Den som problematiserer racisme, bliver selv til den egentlige racist. Den som kritiserer identifikationens voldelige effekter, bliver fremstillet som identitetsfundamentalisten. Den som benævner homofobi, ’opfordres’ til at tage sig sammen, tørre øjnene og stoppe med klynkeriet.
Denne teknik med at udpege budbringeren som årsagen til selve problemet er særligt virkningsfuld, fordi den individualiserer undertrykkelsen og omdirigerer den til en anklage om minoriteternes medskyldighed i sin egen undertrykkelse. Forsøget på at italesætte levede erfaringer med fx homofobi, sexisme og racisme, bliver aflæst som et forsøg på at omsætte lidelse til en form for ”krænkelseskultur”, som Søren K. Villemoes og andre kalder det.
Der er en sindrig logik på spil her, hvor minoriteter – i det omfang man oplever uligestilling og eksklusion – afkræves at leve værdigt og stoisk med denne, frem for at blive vred og indigneret og protestere. Billedet af en ”krænkelseskultur” blandt minoriteter fungerer som en magtfuld afvisning, fordi det konstruerer minoriteterne som lystfyldt rettet mod egen undertrykkelse. Krænkelsen bliver forstået som noget, man dyrker eller ligefrem begærer, og derfor ultimativt noget, man selv er ansvarlig for eller indbyder til.
”Krænkelseskultur”-anklagens logik om at ”du-kan-jo-godt-lide-det” indebærer med andre ord en ganske smart catch-22: At tale om undertrykkelsen gøres ensbetydende med at ønske den. At tie om den er at bekræfte, at den ikke eksisterer.
Nebeling foreslog i sin tekst, at medoverveje racisme og homofobi som relevante kontekster for en diskussion af den rolle, som satiretegninger har fået i produktionen af affektive og politiske fælleskaber i kølvandet af angrebet på Charlie Hebdo. Det er i bedste fald paradoksalt, at sådan et forslag afvises og latterliggøres: Kritikerne påkalder kendskabet til den eneste rigtige kontekst, som afgørende for billedernes betydning, mens de i samme åndedræt fremstiller dem, som vil åbne billederne op i mod andre forståelser, som dogmatiske. Men hvorfor er det mere dogmatisk at lukke fortolkningskontekster op end at lukke dem ned?
Kampen om at definere kontekst i det offentlige fortolkningsfællesskab må forstås som en af del af den debat om strukturel diskrimination, som har bølget i de sidste år. Det kommer derfor måske ikke som nogen overraskelse, at der investeres så massivt i at afvise diskriminationens relevans såvel som dens eksistens. For med anerkendelse af den strukturelle diskrimination følger også en forpligtelse til at forholde sig til magt- og priviligeringsstrukturer – og til at forandre dem. Det er også i dén kontekst, diskussionen om tegningernes betydning finder sted.
Lene Myong, Tobias Raun, Mons Bissenbakker, Mathias Danbolt og Michael Nebeling Petersen er alle forskere og danner til sammen peculiar.dks redaktion.