At tage smittefaren, dens mulige effekter og coronakrisen i sin helhed alvorligt og seriøst, står ikke i modsætning til at forholde sig kritisk over for en regering, der gennem meget omfangsrige foranstaltninger, love og nu grænselukninger fører politik med totalitært islæt.
Både Mette Frederiksen og andre ministre bruger systematisk fraser som “Pas på jer selv og pas på hinanden”, “jeg må ærligt sige” og lignende, der skaber et narrativ om det nationale som en familie med statsministeren som den samlende mor, der altid har ret og altid ivaretager familiens tarv først. At vaske hænder, undgå at samles i større grupper og følge myndighedernes anvisninger rammesættes som en støtte til regeringen og Mette Frederiksen. Gennem den visuelle framing af ‘Mette’ i centrum som al-moderlig samling af myndighederne og borgernes kroppe, orienteres vi narrativt, retorisk og visuelt mod ’Mette’.
Den fælles nationale orientering mod statsministeren framer og iscenesætter krisen og dens mulige løsninger på helt bestemte måder, som ikke er ufordelagtige for regeringen, og som ved nærmere eftertanke fremstår hvis ikke kynisk så kalkuleret. Som Yannick Nehemiah Antonio Harrison argumenterer for, så skaber en fælles national orientering mod statsministeren og regeringen en loyalitet over for de førte politikker, besværliggør kritik af dem og skaber en klasseløs illusion om, at vi alle har samme interesser, som regeringen varetager. Needless to say, det er ikke tilfældet.
Jeg tror, den der grænselukning, som eksperter, sundhedsmyndigheder i Danmark, Sverige og Europa-Kommissionen ikke anbefaler, men snarere betvivler virkningen af, alene tjener til en politisk framing og iscenesættelse af krisen og den samlede nation, ikke under Gud, men under kropsliggørelsen af Socialdemokratiet og nu også Danmark, i skikkelse af Mette Frederiksen. Eller som Lars Trier Mogensen har formuleret det: en slags commander-in-chief.
Den generelle framing af krisen inden for nationen og grænselukningen territorialiserer Coronakrisen i en bestemt national form, hvor handlinger og tiltag formes og begrænses af nationens form og vidde. Ligesom framingen og grænselukningen muliggør tiltagende racialisering af Coronakrisen, hvor smittefaren og det epidemiske knyttes til migration, asyl og indvandring. Og ikke alene til fænomenerne migration, asyl og indvandring (som jo i udgangspunktet er effekter af nationallogikkernes brutalitet), men til deres konkrete kroppe i racialiserende diskurser og affekter. DF, Nye Borgelige og Inger Støjberg iscenesætter smittefaren forbundet til migration, asyl og indvandring til trods for at alle tal viser, at smitten er rejst til Danmark med de danske ski-turister, der har været på ferie i Italien og Østrig. På nuværende tidspunkt er ingen registreret smitte kommet til Danmark gennem folk, der søger om asyl.
Det er interessant, at framingen af krisen og grænselukningen brolægger den affektive og diskursive sammenhæng mellem corona og migration, asyl og indvandring gennem en frygtens økonomi: Fra starten har dækningen af Coronavirussen i Kina været præget af racisme, som fået store konsekvenser for kinesere og andre østasiater. Og frygten for smitte sættes yderligere i sammenhæng med en historisk frygt for ikke-hvide kroppe med rødder i kolonialismen, slaveriet og utallige segregationspolitikker verden over, der blev remobiliseret gennem ’war on terror’ og antimigrationspolitikker i de seneste årtier. Frygtens politikker danner med andre ord et af fundamenterne for racistiske politikker på makro- og mikroniveau, som både Frantz Fanon, Judith Butler og Sara Ahmed har beskrevet i detaljer.
Dette er en tid, hvor vi skal tage den generelle sundhedssituation alvorligt. Hvor vi skal tage fælles forholdsregler, personligt og kollektivt ansvar og sikre foranstaltninger, der kan beskytte de af os, for hvem smitte betyder liv eller død og medfører omfattende behov for medicinsk behandling. Men det er også nu, vi skal være kritiske over for den politiske framing og de politiske reaktioner på krisen.
Framingen muliggør og begrænser, hvordan vi overhovedet kan reagere på krisen
Framingen muliggør og begrænser, hvordan vi overhovedet kan reagere på krisen og ikke mindst hvem, der ses som i fare og i ret til beskyttelse og omsorg. Vi bør være kritiske over for nationen som ramme og grænse for krisen og dens mulige løsninger. Mit hjerte går i stykker, når jeg tænker på de mennesker, der er fanget mellem nationer og uden borgerrettigheder fx i flygtningelejre i Grækenland eller Tyrkiet eller andre folk, der er nationalt, økonomisk og på andre måder prekære og uden for beskyttelse. Framingen gør, at vores kollektive affekter rettes mod det nationale fællesskab, mens mennesker, der ikke genkendes som en del af fællesskabet, ikke beskyttes på samme måde.
Man kan tænke, at disse tiltag er udtryk for en nødssituation og ikke for ’normalpolitik’. Men det er vigtigt at huske, at den politiske framing og de politiske og statslige reaktioner bidrager til at skabe den virkelighed, som kommer efter krisen. En ny politisk virkelighed, hvor nedlukning af institutioner, tvangslukninger, grænselukninger, begrænsning i muligheden for at samles og andre semi-totalitære politiske værktøjer nu kan anvendes, ikke for første gang, men igen. Disse værktøjer er allerede kodet gennem nationens territorium og racegørelse. Stoler vi virkelig på Socialdemokratiet og andre politikere til, at dette skal være politiske muligheder også i andre kriser i fremtiden?
Michael Nebeling er lektor i kulturstudier på Sydddansk Universitet og medlem af peculiar.dks redaktion.