For et par dage siden skrev jeg et tweet og en Facebookopdatering om reaktionerne på udrejsecenteret på Langeland. Jeg skrev, at reaktionerne er ude af proportioner og vidner om en normaliseret racisme. Reaktionerne på mit tweet/opdatering har mildest talt også været ude af proportioner. Jeg har fået besøg af troldehære, er blevet intimideret og retweetet mere end godt er. Selv Berlingske har ringet for at få et interview ”om mit tweet”. You can’t make this shit up. Samtidigt bliver mit arbejde som forsker og underviser mistænkeliggjort, latterliggjort og politiseret på diverse facebooksider, tweets og blogs.
Det er umuligt at italesætte racismen
Mit tweet blev opfattet som et ’hot take’ og som skingert, og både borgerlige politikere og journalister har kommenteret eller quote tweetet mig. Fælles for disse reaktioner er, at optagetheden af at ”frikende” langelændere (og danskere mere generelt) fra racisme er vigtigere end at undersøge og forholde sig til den racisme, som åbenlyst får et politisk udtryk med demonstrationerne.
Når Venstre-politikere forstår mit tweet som skingert, handler det om, at mit tweet insisterer på, at vi må forstå demonstrationerne i en analytisk kontekst af racisme. At der her er tale netop om de politikere, som sad i spidsen for VKO-samarbejdet og havde Støjberg som frontfigur, er desværre ikke overraskende.
Mit tweet insisterer på, at vi må forstå demonstrationerne i en analytisk kontekst af racisme.
Mere bekymrende er det, at både journalister og politikere rammesætter mit opslag til at passe ind i en allerede veletableret dramaturgi: Kritik af racismen afvises og i stedet iscenesættes en populistisk konflikt mellem by og land, mellem elite og folk. Denne populistiske iscenesættelse spærrer for to meget vigtige problematikker, som det bliver det umuligt at italesætte:
1: Vinklingen bidrager til, at det er udrejsecenteret, der bliver forstået som problemet, ikke de inhumane flygtningepolitikker, der har skabt centeret. Disse politikker bygger på en støjbergsk logik om, at folk skal deporteres, hvis de træder forkert og ikke har været danske i flere generationer. Det er i min bog racisme eller etno-nationalisme, men inden for den populistiske dramaturgi bliver det umuligt at rejse en sådan kritik; både at sige den højt og måske også at tænke den.
Det burde dog være indlysende, at det er dybt problematisk med udrejsecentre, hvis formål er at knække og nedbryde folk, så de forlader landet ”frivilligt”. Men hvad ville der ske, hvis vi oprettede systemer med fokus på rehabilitering og omsorg? Drevet af fagligt personale med forståelse for mennesker og interesse i at støtte alle til at leve meningsfulde liv. At vise folk en vej ind i meningsfyldte fællesskaber fremfor en vej ud i håbløshed.
2: Det bliver også umuligt at tale om, hvordan demonstrationen på Langeland kan analyseres og forstås i en kontekst af normaliseret racisme. I denne normalisering bliver vores skræmmebilleder og idéer om sikkerhed vedvarende etableret gennem en voldelig og racialiserende udpegning af bestemte befolkningsgrupper, f.eks. muslimer, som en trussel. Jeg tror ikke, at langelændere er racister, men det er klart for mig, at demonstrationen mimer og repeterer de racistiske troper og betydningssystemer, som medier og politikere har normaliseret og naturliggjort i de sidste årtier. Den tabloide mediedækning af demonstrationerne understøtter denne racisme i stedet for at udfordre den, f.eks. ved at anlægge andre vinkler.
Det politiske spin i en populistisk dramaturgi består dermed i, at vi forflytter problemet fra politikernes racistiske og asociale politikker til såkaldte kultursammenstød mellem danskere og udlændinge, der har afsonet en dom. En sådan optik lærer os, at udrejsecenteret ikke er en effekt af en asocial og umenneskelig politik, men en nødvendig og indiskutabel konsekvens af, at folk som er dømt til udvisning skal deporteres hurtigst muligt og med brug af alle midler. Denne sandhed etableres inden for og understøttes af en antimuslimsk racistisk ramme, hvor muslimskhed altid allerede er iscenesat som farlig og truende.
Vi forflytter problemet fra politikernes racistiske og asociale politikker til såkaldte kultursammenstød mellem danskere og udlændinge
Normaliseret racisme
Når debatten udspilles i denne dramaturgi, burde det ikke være nogen overraskelse, at langelændere eller alle mulige andre reagerer på placeringen af et center i deres lokalområde. Mange folk har kommenteret mit tweet med netop den pointe: At de lokale langelængeres reaktioner bør forstås ikke som racistiske i og for sig selv, men også inden for en politisk kontekst af årtiers normalisering af racisme mod især asylansøgere, flygtninge og racialiserede personer generelt.
Politikere og medier har i mange år portrætteret asylansøgere generelt og folk på tålt ophold i særdeleshed stærkt mistænkeliggørende og dehumaniserende. Snarere end at være interesserede i at finde løsninger, har politikere lukreret på den racistiske iscenesættelse af asylansøgere og til dels også flygtninge som særligt kriminelle, farlige eller radikaliserede. I denne racialisering fungerer asylansøgeres og flygtninges baggrund, religion, etnicitet eller kultur som forklaringsmodel alt imens politikernes asociale, dehumaniserende og konflikteskalerende politikker iscenesættes som den eneste og logiske løsning.
Når asylansøgere alene forstås som skadelig for nationens sammenhængskraft, er det logisk nok, at folk bliver bange for netop asylansøgere. Det kan ikke overraske at denne angst fortælles i racistiske troper. Mens den allestedsnærværende racistiske iscenesættelse af asylansøgere, flygtninge og racialiserede personer hjælper med at forstå den politiske kontekst om de lokale udtryk på Langeland, så fritager det ikke langelænderne, demonstranter eller os andre for ansvaret for den racisme, som demonstrationerne og diskussionerne gentager, skaber og formerer.
Når udrejsecenteret diskuteres inden for samme racistiske troper, så muliggøres bestemte politiske interventioner (deportation, fængsel og udelukkelse), mens andre politiske interventioner umuliggøres (rehabilitering, fællesskab og forståelse). Dette er en normalisering af racisme, som virker til at usynliggøre racismens virkemåder.
Intimideringens og truslernes politik
Den populistiske dramaturgi har helte og skurke. Kombineret med de digitale platformes indre logikker, så fodrer dramaturgien troldene. Samtidig har meningsdannere i ledtog med borgerlige politikere og borgelige aviser gennem længere tid gjort en dyd ud af at mistænkeliggøre og politisere kønsforskningen, som er det felt, jeg underviser og forsker indenfor. Trolde-angrebene på de sociale medier fletter sig dermed sammen med at borgerlige kommentatorer og meningsdannere bruger denne anledning til at skrive om mit arbejde, hvor både min forskning og undervisning bliver fordrejet, latterliggjort og politiseret.
Disse intimideringsstrategier har til formål at udmatte mig, så jeg tier stille. Det er klart, at man ikke kan holde til at være i ”krig” på de sociale medier ret længe, at få sin adresse nævnt, sine billederne delt og bare svinet godt og grundigt til. Og det er klart, at det voldsomt ubehageligt at blive truet på sit job (trusler om fyring og sabotage af undervisning) og få sin faglighed hudflettet af folk, som ikke er interesserede i hverken forskning eller undervisning, men alene at vise at du er the bad guy.
Intimideringer og trusler vidner om, at det, som udspillede sig omkring mit tweet og facebook-opdatering, ikke er en debat, som skal oplyse eller gøre os klogere.
Intimideringer og trusler vidner om, at det, som udspillede sig omkring mit tweet og facebook-opdatering, ikke er en debat, som skal oplyse eller gøre os klogere. Det bør snarere forstås som en populistisk dramaturgi, som medvirker til normaliseringen af racisme og etablerer entydige helte og skurke. Enten danser du med og bidrager til en racistisk dehumanisering af flygtninge og migranter eller også tier du stille.
Vi ved, hvor du bor, og vi ved, hvor du arbejder.
Photo credit: Gwen King
Michael Nebeling Petersen er lektor på Center for Køn, Seksualitet og Forskellighed på Københavns Universitet.