Før man beskriver faldende fertilitetsrater som en trussel mod samfundets eksistens, skylder man at forholde sig til den migrationsfjendtlige kontekst, som denne beskrivelse sker i.
I et stort opsat interview i Politiken (23. februar, 2020) optegner professorerne Ayo Wahlberg og Niels Erik Skakkebæk en dystopisk fremtid præget af faldende fertilitetsrater i industrialiserede lande. I følge forskerne står vi over for en trussel om underbefolkning og en deraf følgende social og kulturel forandring, der kan sammenlignes med Romerrigets fald. I alarmerende vendinger beskrives dette som en eksistentiel trussel mod selve den nationale overlevelse og derfor som noget, både civilsamfundet og politikerne må konfrontere sig med.
Forskerne understreger, at de ”ikke har personlige eller politiske holdninger til hverken indvandring til lande, der mangler arbejdsduelige hænder, eller de forandringer, der sker i samfundene som følge af lav fertilitet”. I stedet formulerer de deres ærinde, som at de bare fremlægger fakta, sådan at befolkningstilvæksten kan diskuteres på et informeret, neutralt grundlag: ”Vi skal kende konsekvenserne af, at vi ikke får børn nok”, bl.a. så vi kan diskutere, ”hvad der vil ske med vores kultur, hvis ikke vi føder børn nok”.
Viden skabes i kontekst
At undersøge udvikling og årsager til infertilitet er selvfølgelig ikke per definition forkert, men den bekymring, som de to forskere stiller sig i spidsen for, har både en lang ideologisk forhistorie og en politisk nutid, som betænkeligt forsvinder af syne i interviewets vinkling.
At den politiske kontekst forsvinder, er højest problematisk – dels fordi ingen vidensproduktion, som bekendt er neutral, men også fordi selve usynliggørelsen af den politiske kontekst øjensynlig fører til en række konklusioner, som interessant nok er præget af en stærk investering i en etnisk og racialiseret reproduktion af nationen.
Wahlberg og Skakkebæk udpeger således indirekte hvid fertilitet, dels som særligt truet og dels som den store nøgle til industrialiserede nationers overlevelse, samtidig med at de aktivt afviser at medtænke den allestedsnærværende politiske kontekst, hvor indvandring igen og igen fremstilles som et onde, der må bekæmpes. En kontekst, hvor mennesker deporteres eller efterlades til en langsom død i flygtningelejre både inden og uden for EUs grænser.
Hvid underbefolkning
Dette rejser spørgsmål, dels til investeringerne i hvid fertilitet, dels til de politiske projekter, som lægger sig i forlængelse af sådan en investering.
Interviewets illustration er i sig selv ganske sigende for Wahlberg og Skakkebæk ide om, hvordan faldende fertilitetsrater og det, der kaldes en forestående underbefolkning, vil få fatale konsekvenser for industrialiserede lande som Danmark: Hen over et stort foto af Wahlberg og Stakkebæks bekymrede ansigter er lagt et filter med forvildede sædceller, der ikke ser ud til at være på toppen. Det er med andre ord, den lave fertilitet, som Skakkebæk forudser, der vil føre til et totalt forandret Europa, hvor ”vores børn, børnebørn og deres børn vil opleve affolkning og underbefolkning”.
At det således er reproduktion af hvide europæere, der er målet, snarere end fx at sikre befolkningstilvækst som sådan, understreges af, at fokus for artiklen vedbliver at være de sløje sædceller. Hvis det alene var affolkning, der var bekymringen, hvorfor så ikke øge befolkningstilvæksten ved ganske enkelt at åbne grænserne til Europa?
Wahlberg og Skakkebæk benævner ikke selv deres bekymring som rettet mod hvid fertilitet. I stedet omskrives hvidhed (som racialiseret og økonomisk struktur) gennem betegnelsen ”industrialiserede” og ”udviklede” lande. Henvisningerne til faldende fertilitetsrater i Japan, Kina og Sydkorea gør derfor ikke interviewet mindre investeret i hvid fertilitet. Tværtimod kan man sige, at hvidhedens domæne ekspanderes gennem disse geografier samtidig med, at de fungerer som skræmmebilleder på, hvor galt det kan gå i ekstreme lavfertilitetslande.
Ved således at vinkle problemstillingen som underbefolkning undgår Wahlberg og Skakkebæk at gribe direkte ud efter en historisk racistisk forestilling om, hvordan hvid vestlig civilisation trues af brun overbefolkning fra det globale syd. At truslen i interviewets dystopi findes inden for nationens grænser, nærmere bestemt i den infertile krop som ikke kan eller vil reproducere den industrialiserede nation, gør ikke fantasien mere ideologisk spiselig.
Logikken er således, at industrialiserede landes overlevelse er betinget af, at befolkningen reproducerer sig selv. Fx afviser Wahlberg, at klimaudfordringerne kan mødes gennem, ”at vi i de industrialiserede lande ikke får nye borgere”. Tværtimod må befolkningstilvæksten i industrilandende netop øges, fordi det åbenbart kun er efterkommerne af netop disse borgere, som kan ”være med til at udvikle de teknologiske løsninger, der skal være med til at tackle klimakrisen”. På den måde bliver hvid fertilitet (og dermed hvid befolkningsvækst) iscenesat som et løfte om klimakrisens løsning, snarere end som dens udgangspunkt.
Racisme som præmis og kontekst
Det er svært at formulere det på en pæn måde, men hvid angst for at blive løbet over ende af brun overbefolkning er og bliver betinget af en racistisk forestillingsverden. Det samme gør sig gældende for hvid angst for egen udslettelse – især i en tid med ekstremt restriktiv immigrationspolitik og et racistisk deportationsregime, som i Danmark er blevet politisk normaliseret og mainstreamet bl.a. gennem det såkaldte paradigmeskifte.
Hvid angst for at blive løbet over ende af brun overbefolkning er og bliver betinget af en racistisk forestillingsverden.
I interviewet signalerer Wahlberg og Skakkebæk, at det er en mulighed at hæve befolkningstal og fertilitetsrater gennem indvandring, men de er ikke eksplicitte omkring dette som en reel politisk mulighed, og de rejser ikke et eneste kritisk spørgsmål til de racistiske logikker, som gør det meningsfuldt i et og samme åndedrag at kræve færre migranter i Danmark og flere børnefødsler per dansk kvinde.
Gennem disse tavsheder forsøger Wahlberg og Stakkebæk øjensynligt at holde sig på afstand af en betændt politisk diskussion. Problemet er, at de, ved at skøjte uden om hvordan racisme i fortid og nutid har formet sådanne logikker, kommer til at alliere deres projekt med selvsamme. Fx ved ukritisk at acceptere en racistisk præmis om, at kun en helt bestemt befolkningsgruppe kan videreføre en helt bestemt industrialiseret nation.
To blanke tavler
Et er, at Wahlberg og Skakkebæk således viderefører præmissen om, at nogle former for fertilitet (og ikke andre) skal bære industrialiserede lande ind i fremtiden. Noget andet og værre er, at de i deres iver efter at positionere sig selv som objektive og neutrale forskere ikke er tydelige om de valg og perspektiver, som deres forskning er et resultat af.
Med deres insisteren på at fremstå som to blanke tavler uden personlige politiske holdninger (til fx migration) tilsidesætter Wahlberg og Skakkebæk således helt nødvendige diskussioner. Det gælder fx de diskussioner, som handler om forskningens situerethed og politiske kontekst.
Vores pointe er ikke at beskylde de to forskere for at sidde inde med en skjult racistisk agenda. Pointen er, at når man som forsker ikke anerkender nødvendigheden af at undersøge, hvordan ens forskningsspørgsmål både stilles på en historisk baggrund og indgår i en aktuel politisk kontekst, så løber man en stor risiko for at gøre sin forskning til medløber for lige præcis de ideologier, man påstår ikke at have en holdning til. Holdninger ligger som bekendt ikke alene i de svar, man tilbyder, men også i den måde spørgsmålene stilles på.
Man kan også sige, at Wahlberg og Skakkebæks holdning om ikke at have nogen politisk holdning til migration får den konsekvens, at de risikerer at levere argumenter til racistiske konspirationsteorier, fx ”Den store udskiftning”. Den fortælling er som bekendt ikke et politisk neutralt synspunkt, men del af en eksplicit fascistisk ideologi.
Problemet er således ikke kun, at Wahlberg og Skakkebæk afkobler spørgsmålet om hvid fertilitet fra migrationsspørgsmålet. Problemet er også, at de fremstiller selve afkoblingen som bevis på neutralitet og objektiv forskning. Det er med andre ord markant, at forskningsmæssig politisk neutralitet i dette tilfælde opnås lige præcis igennem at ignorere en stigende xenofobisk kontekst og omvendt fremstille racistisk propaganda som en neutral holdning.
Prisen for relevans
Som forskere er vi selv udmærket bekendt med den situation, at den kritiske grundforskning i dag er underlagt og presset af alskens former for styring, som fx udmønter sig i meget i snævre opfattelser af, hvordan og hvornår forskning bliver relevant for samfundet. Vi forstår først og fremmest Wahlberg og Skakkebæks interview i den retning: som et forsøg på at gøre forskning i fertilitet og demografi relevant og genkendelig for bevillingsgivere og for en bredere offentlighed. Som sådan er interviewet et godt eksempel på nødvendigheden af at diskutere, til hvilken pris sådanne relevanskrav mødes.
Det kan måske lyde voldsomt at kræve, at den enkelte forsker skal tage mere håndfast stilling til sin egen rolle i migrationsdebatten i konteksten af en revitaliseret (stats)racisme. Men omvendt tegner der sig også et uhyggeligt velkendt billede: at en naturaliseret politisk diskurs om ’indvandringens trussel’ suppleres af ’videnskabelige’ argumentationer for ”den store udskiftning”, såvel som for den hvide races intelligensmæssige overlegenhed, som ikke lader eugenistiske logikker noget efter.[i]
Det virker som et mærkeligt tidspunkt at iværksætte sin neutralitet på?
Forsømte spørgsmål
Det storstilede forskningsprojekt, som interviewet tegner op, forsømmer med andre ord at stille grundlæggende spørgsmål, som: Hvor trækkes grænsen mellem bekymringer om hvid fertilitet og racistiske fantasier om hvid udslettelse? Hvad bliver implikationerne af at forholde sig tavst og passivt til migrationsspørgsmålet, alt imens man investerer sig i hvid reproduktion? Og hvorfor skal den industrialiserede nations overlevelse overhovedet kobles sammen med hvid fertilitet? Hvorfor operere så trofast inden for nationalstatens racialiserende logikker?
Måske kan den kritiske grundforskning begynde fra et andet sted. Nemlig med at diskutere, hvilken rolle bekymringer for både høj og lav fertilitet spiller i velfærdsstatens stærke pronatalisme og racistiske migrationspolitikker – både i fortiden og nutiden.
[i] Et aktuelt eksempel er den kronik om IQ og race, skrevet af to tilhængere af videnskabelig racisme, som Information valgte at bringe den 27. februar, 2020.
En kortere udgave af denne kommentar har været bragt i Politiken, den 1. marts 2020.
Photo credit: Marcio Henrique
Lene Myong, Mons Bissenbakker og Michael Nebeling er medlemmer af peculiar.dks redaktion, og de forsker og underviser i spørgsmål omkring identitet, magt og kultur med fokus på race, køn, seksualitet og andre betydningsskabende forskelle i temaer som adoption, reproduktion, migration mm.