Hvad sker der for Trine Dyrholm i Arvingerne?

Vi er i Peculiar enige om, at karakteren Gro er et interessant bekendtskab med power og kant. Dette skyldes ikke mindst, at hun på eminent vis spilles af Trine Dyrholm, der giver karakteren fylde, dybde og troværdighed.

Hvis vores øvrige minianalyser har fået folk til at tvivle på, om vi overhovedet har nydt at se Arvingerne, så lad mig slå fast, at dette er en uforbeholden kærlighedserklæring til Gro alias Trine Dyrholm. Som Mathias Danbolt har gjort på anden vis, skal jeg måske også indrømme, at jeg sætter pris på (og til og med begærer) at se repræsentationer af stærke kvindeskikkelser på mainstream TV. Dette har jeg heldigvis haft rig mulighed for med Sarah Lund i Forbrydelsen, Saga Norén i Broen, Rita i Rita og Carrie Mathison i Homeland.

Dog har jeg lidt et had/kærlighedsforhold til, at deres power altid ledsages af, ja næsten betinges af, at de har en psykiatrisk diagnose og/eller er følelsesmæssigt afstumpede. Gro er i forlængelse heraf en ekstrem ambitiøs kunsthistoriker, der kan spille kunstspillet bedre end nogle af sine mandlige kollegaer og chefer, men som også sætter karrieren over alt andet, hvorfor hun selvfølgelig ikke har børn eller et fast parforhold. Som førnævnte kvindelige karakterer er Gro endnu et befriende eksempel på en moderne kvindeskikkelse i mainstream TV, der ikke bare er pæn, sød og altid allerede til rådighed som opofrende omsorgsgiver.

Men samtidig er det netop dette, der implicit gives som forklaring på, hvorfor reproduktion og/eller nære relationer, i hvert fald til mænd, ikke er muligt. Altså bliver børn og parforhold for Gro i Arvingerne, såvel som for mange af de tidligere nævnte kvindekarakterer, ikke forenelig med at være stærk og ambitiøs. Et både-og figurerer aldrig i disse TV-skildringer, da kvinder nok kan have power, men mænd sjældent skildres i rollen som den opofrende omsorgsgivende partner, der påtager sig et hovedansvar for eventuelle børn, i hvert fald ikke uden at blive latterliggjort.

Personligt har jeg to favoritscener i Arvingerne med Trine Dyrholm, dels motorsavsepisoden og dels scenen, hvor Gro klapper sin gallerist-elsker/kæreste i røven.

Lad mig begynde med den første, hvor Gro ondulerer sin far Thomas’ hus, efter at han har stukket hende (dvs. han har røbet til Frederik, at hun har forfalsket sin mors underskrift på fondspapirerne). I denne scene udviser Gro en hidtil uset fandenivoldskhed, der bryder med det billede, vi som seere ellers har fået af hende som altid fattet. Efter at Gro resolut har fået tændt motorsaven og savet adskillige pæle over, zoomer kameraet ind på Trine Dyrholms ansigt, der udstråler en fantastisk blanding af stoisk ro midt i denne energi- og vredesexces.

Scenen markerer på sin vis et skifte i Gro, idet vi får et forvarsel om hendes midlertidige deroute. Samtidig er denne motorsavsmassakre selvfølgelig stærkt symbolsk, da den ellers altid voksne og ansvarlige ældste datter nægter endnu engang at bære over med sin hippiefar. For en gang skyld er det hende, der giver los og undlader at tænke i konsekvenser, sådan som man fornemmer, at både moren Veronika og faren Thomas så ofte har gjort det.

I det hele taget synes Gros relation til forældrene at være ambivalent, pendulerende mellem omsorg, kærlighed, irritation eller opgivende skuldertrækken. Karakteren Gro kondenserer således på mange måder nutidens reception af 68-generationen og dens redefinering af familieliv med dets gode og dårlige effekter i/på børnene (se Lene Myongs artikel). Forældrene Veronika, Thomas og Carls personlige og sociale projekter om frisættelse og oprør med autoriteter er ikke altid forenelige med forældreskabet – eller rettere deres frihed bliver delvis lig med Gros (og Frederiks) ufrihed.

I relationen mellem Veronika, Thomas og Gro er det voksenrollen, der ikke sådan lige lader sig helt afskaffe, men i stedet (må) påtages af Gro. Hun installeres/installerer sig selv som den voksne og ansvarsbevidste, der faciliterer og rydder op efter Veronikas og Thomas’ eksperimenter. Veronikas manglende underskrivelse af fondspapirerne bliver set igennem Gros karakter til endnu et eksempel på, at hun må sørge for at formalisere dét, som i Veronikas hænder bare forbliver abstrakte ideer. Samtidig lægger serien selvfølgelig også op til, at netop oprettelsen af et museum med Gro som museumsdirektør er hendes betaling for at have været den voksne i så mange år (se Michael Nebelings tekst).

M 18 Thomas har tydeligvis aldrig været andet end en hyggelig legeonkel, der var optaget af egne projekter, hvilket for alvor bliver et problem for Gro, idet hans manglende evne til at agere voksen (ved netop at sætte sig selv og sit eget behov for at kunne blive i sin hytte højest) står i vejen for hendes projekter.

At Gro tænder motorsaven synes således udløst af, at hun igen må være voksen overfor forældrenes barnlighed, samtidig med at hun straffes for at påtage sig selvsamme voksenhed (altså at underskrive fondspapirerne). Gro figurerer i det hele taget som den ansvarlige voksne, man kan gå til. Det er derfor symptomatisk, at det netop er Gro, som får Frederik og Solvejs datter Hannah til at fortælle om Emils forsøg på at få hende til at tie om hans og Solvejs knald.

M 30 Men med Trine Dyrholm i rollen som Gro er der altid sprækker i den voksne, ansvarlige, tjekkede og velklædte karrierekvinde. Det ses som små trækninger ved øjnene og mundvigene, der afslører en usikkerhed, følelsen af fortabthed, sorg, vrede, jalousi eller hvad vi seere nu end projicerer ind i disse.

Måske bliver det tydeligst i relationen mellem Gro og den norske gallerist Robert, at Gros karakter er sammensat. Han er således den eneste person, som hun lader være voksen (for sig), eller som hun kan være uansvarlig og barnlig overfor, hvad enten det er i form af at drikke sig plakatfuld, så Robert må lægge hende i seng eller løbe fra egne kunstarrangementer, så Robert må finde på undskyldninger for hende.

Det er i forlængelse af disse rolleomvendinger, at jeg læser det føromtalte klap i røven. Gro sidder fuldt påklædt på sengen, men rejser sig hurtigt og klapper Robert i røven, som står nøgen foran spejlet. Scenen varer kun ca. 3 sekunder, men står ikke desto mindre stærkt i min erindring. Måske fordi der her sker en omvending af en klassisk filmisk repræsentation af, hvilket køn, der afklædt begæres, og hvem der påklædt begærer. Måske fordi Gro her udviser en løssluppenhed og legende lethed, som vi ellers ikke ser meget til i serien.