Hvad sker der for sorg, kærlighed og kernefamilie i Arvingerne?

Credit: dr.dk

Credit: dr.dk

I den kommende uge bringer peculiar.dk en føljeton med udgangspunkt i DRs dramaserie ”Arvingerne”. Peculiar ser på, hvad der sker for sorg, kærlighed og en række andre fænomener i Arvingerne. Føljetonens første indlæg tegner her en række tematiske anslag.

 

På Christian Kampann’sk vis tager DRs dramaserie Arvingerne os ind i den borgerlige kernefamilie. Gennem deres komplicerede relationer skildres især kernefamilien, dens funktion og forbindelse til samfundet.

Vi møder de fire søskende Frederik, Emil, Gro og Signe i kølvandet på deres fælles mors død. Seriens plot er bygget op omkring arven efter moderen, som var en berømt kunstner. Arven består primært af en herregård og en samling af moderens kunstværker, men det er ikke blot disse objekter, som går i arv. Det samme gør en række problematikker.

Signe, den yngste søster, er blevet adopteret af sin fars nye kone. Signe har ingen erindring om sin biologiske mor, som tager kontakt til hende kort inden sin død. Et centralt tema i serien er, hvordan Signe (gen)opdager sin tabte familie og søskende. Vi følger de komplicerede og smertefulde forhold Signe får til sine adoptivforældre, nye søskende og døde førstemor, som udfoldes i takt med, at Signe rekonstruerer sin livshistorie.

På samme måde, som Signe rekonstruerer sin livshistorie, bliver afsløringen af adoptionen også en smertefuld rekonstruktion af hendes adoptivforældres fortælling om deres eget liv. Signes far er aldrig ophørt med at elske Signes biologiske mor og har gennem de sidste tyve savnet (og til dels haft en affære med) hende. Signes adoptivmor Lise må således på smertefuld vis give slip på sin mand, som hun langsom opdager ikke har haft samme forhold til hende, som hun til ham.

At give slip på Signe bliver derfor også at give efter for den vrede og sorg, hun gennem sit liv har skjult.

Samtidigt bliver Lises relation til adoptivdatteren Signe udfoldet. Lise har båret på en vedvarende jalousi over manden Johns insisterende kærlighed til Signe og indirekte til Signes biologiske mor. At give slip på Signe bliver derfor også at give efter for den vrede og sorg, hun gennem sit liv har skjult.

Men også de øvrige søskende må rekonstruere deres livshistorie. De to brødre deler den samme far, som begik selvmord i laden, da børnene var små. Især den ældste bror Frederik har idylliseret historien om faderen, og gennem sit voksne liv bebrejder han sin mor for faderens død. Gennem retssagen om morens arv afsløres det, at faderens død skyldes, at han var homoseksuel og AIDS-syg og derfor på skamfuld vis måtte tage sit eget liv. En oplysning, som tvinger Frederik til at revurdere sit forhold til begge sine afdøde forældre.

For Gro bliver morens død således i mindre grad en sorg end den bliver en mulighed for at tage kontrol over og slippe ud af den dominerende mors skygge.

Den ældste søster Gro er den af de fire søskende, som på den mest direkte måde tager hånd om konstruktionen af sin relation til moderen. Gro har bygget sit liv og sin karriere op om sin mors kunstneriske virke. Serien igennem kæmper hun for at finde sine egne ben og for at realisere sin selvstændige kunstkarriere. For Gro bliver morens død således i mindre grad en sorg end den bliver en mulighed for at tage kontrol over og slippe ud af den dominerende mors skygge.

Når Gro rekonstruerer de dokumenter og underskrifter, som skal til for at oprette et museum med moderens kunst, er det således også en handling, som sigter på at gøre det muligt for hende at ændre sit forhold til moderen: Ved at tage kontrol over moderens kunst, kæmper hun en indædt kamp for at blive den, som kaster skygge i deres forhold. Sigende sørger hun ikke over moderens død, men over at forsøget på at etablere et museum på herregården slår fejl.

Kernefamiliens relationer er præget af svigt, mislykkede ambitioner og forkvaklede følelser, men stadig bundet samen af en melankolsk gensidig kærlighed. En kærlighed (cruel optimism?), der fastholder dem i den familie, som på én gang definerer og langsomt ødelægger dem.

 

Arvingerne – Instruktion & manuskript