At indrømme at man sætter pris på (og til og med begærer) at se repræsentationer af homoseksualitet i mainstream TV kan være intellektuelt selvmord i disse karnevalsglade post-identitets-tider. Blot det at vise interessere for spørgsmål om identitet, repræsentation og marginalisering kan være nok til at blive smidt på historiens losseplads som en allerede død kritiker. “Identitetspolitik” og “repræsentationskritik” omtales som uhyggelige vinde fra fortiden, og betegnes typisk som regressiv politisk korrekthed, total-egalitarisme, og paranoide tvangsforestillinger skabt af et lighedsspoliti.
Når man bliver behandlet som allerede død, kan det være fristende at insistere på sin berettigede plads blandt de levende. Det kan være tillokkende højt og tydelig at gøre det klart, at det at interessere sig for spørgsmål, som vedrører identitet og repræsentation, ikke nødvendigvis er ensbetydende med at være uddateret, irrelevant, dum og naiv, eftersom de færreste af os – selv i dag – er upåvirket af repræsentationers effekter og identifikationers forunderlige og overraskende affekter. Men i længden kan man blive træt af at kæmpe om plads blandt de levende – even temporal drag can be a drag. Når man alligevel er henvist til historiens skraldespand som en anakronisme kan det jo være fristende at benytte lejligheden til at undersøge de identifikationsmuligheder, som positionen som allerede død tilbyder. Og her kommer Tv-serien Arvingerne ind i billedet.
I sin tekst om, hvad der sker med adoption i Arvingerne, er Lene Myong inde på, hvordan de allerede døde tildeles en central (om end ambivalent) agens i serien. Tag for eksempel spøgelset af den allerede døde Veronika, som hjemsøger karaktererne i seriens nutid ikke bare i form af testamenter, breve og andre (forfalskede) dokumenter, men også som genfærd (for Frederik), kærlighedsobjekt (for John) og (dis)identifikationsobjekt (for Gro og Signe).
Men også andre døde spøger i kulisserne. Heriblandt Carl Grønnegaard, Veronikas eksmand og far til Frederik og Emil. Carl er også seriens (foreløbig) eneste udtalte homoseksuelle karakter. En karakter, som altså kun fremtræder gennem sit fravær, eftersom han begik selvmord før seriens nutid, fordi han var døende af AIDS. For mig, som både nærer et begær efter flere homoseksuelle karakterer på TV og samtidig er interesseret i at udforske mulighederne i positionen som allerede død, er Carl med andre ord et oplagt identifikationspunkt.
Da jeg så de første episoder af Arvingerne, tænkte jeg ikke over, hvad der sker med homoseksualitet i serien. Som så ofte før i public service fjernsyn var der ikke meget action på den front. Men selv om jeg kan savne større diversitet på TV, og sætter pris på at (dis)identificere mig med forskellige fremstillinger af homoseksuelle, er jeg jo mildt sagt vant til at leve mig ind fremstillinger af for eksempel (dysfunktionelle) heteroseksuelle familier og parforhold, så jeg blev hurtig draget ind i serien. Det kom derfor som en stor overraskelse, da homoseksualiteten pludselig gjorde entre på scenen i Arvingerne – og til og med på den gode gammeldags måde, gennem et rygte: Carl var homo og begik selvmord fordi han havde AIDS.
Nu burde min gaydar jo nok have opsnappet dette tidligere: En styrtrig, flamboyant antikvitetshandler (for at parafrasere DRs pressemateriale) forlader sin kone og barn for at slå sig ned i San Francisco… kunne det betyde andet? Men det er ikke altid lige let at se spøgelser før de selv giver sig til kende (Spøgelser er jo, som de fleste hauntologer minder os om, ikke så meget en død person som en social figur, der træder frem på baggrund af undertrykt eller uforløst social uretfærdighed). Og selv om Carl allerede fra seriens start spøgte i kulisserne i kraft af sin rolle som den (af Frederik), idealiserede Faderfigur så var jeg ikke alene om at blive overrasket over, hvordan dette homoseksuelle genfærd kom ind i serien som en game changer.
For Frederik, for eksempel, satte den (gamle) nyhed om den allerede døde Carls homoseksualitet gang i en perlerække af genforhandlinger af Faderens rolle som midtpunkt i såvel familiehistorien som sønnens selvforståelse. Carl træder i karakter, men hans rolle er ændret: fra patriarken til svansen, fra martyren til forræderen, fra offeret til synderen. Og pludselig vender Frederiks kamp for faderarven sig til at blive en kamp om at undslippe den. Da Frederik forlader retssalen, efter at Carl er blevet outet af Signe, synes det at være homoseksualitetens spøgelse, han forsøger at løbe fra (eller komme i møde?) – et spøgelse, som får hele hans sårbare maskuline bygningsværk til at krakelere…
At fremstillingen af Carls homoseksualitet er gennemsyret af homofobiske logikker, er ikke til at komme uden om: Ikke nok med, at den eneste homo i serien allerede er død. Han fremstilles også som en egoistisk, ansvarsløs boheme, som selvfølgelig fik AIDS, og derfor endte med at begå selvmord på mest dramatiske vis med sønnen Frederik som uvidende hjælper.
Men selv om Arvingerne formår at klæbe næsten alle klassiske stereotype forestillinger om homoseksualitet på karakteren Carl, så kan man vel også sige, at serien tematiserer homofobi, om end på subtile måder. Den måde hvorpå ord som “homoseksuel” og “AIDS” bliver brugt som skældsord, der totalt ændrer handlingsforløbet i serien siger vel noget i sig selv. Og fremstillingen af Frederiks maskulinitets- og identitetskrise i kølvandet af, at “sandheden” om hans idealiserede far er kommet på banen, giver også rigelig med plads til at reflektere over, hvordan homoseksualitet altid synes at spille en central rolle i konstitueringen af konventionelle heteroseksuelle maskulinitetsformer som det, man(d) hele tiden må holde afstand fra.
Oprulningen af konteksten omkring Carls selvmord indeholder også nogle få glimt af de vanskelige forhold, som Aids-syge levede (og fortsat ofte lever) under. Som for eksempel fortællingen om, hvordan Veronika smed Carl ud af huset den aften, han begik selvmord, fordi hun ikke kunne klare, at Carl udover at ville leve sine sidste dage i sit barndomshjem, også insisterede på at have sin kæreste ved sin side…
Eftersom det er så utrolig sjældent at den særdeles underbelyste historie om den fortsat pågående Aids epidemi i det hele taget nævnes og diskuteres i dansk offentlighed, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvilke muligheder der kunne have ligget i fortællingen om Carl, hvis dette spøgelse havde fået mere plads til at boltre sig på. Men alt i alt er det jo ikke til at komme udenom at den homoseksuelle karakter i Arvingerne, sin død til trods, indtager en temmelig kraftfuld position i serien. Carls spøgelse hjælper jo trods alt både Signe til at få gården og Frederik til at forholde sig til alle sine undertrykte traumer og følelser i forhold til sin egen far, og sig selv som far og ægtemand.
Alt i alt viser Carl, at der kan være meget narrativ kraft i positionen som allerede død. Om den kraft kan overføres på positionen som en allerede død kritiker er måske noget andet. Men måske er det værd at blive set på som allerede død, om ikke andet så fordi, man så får mere tid til at hygge sig med de andre allerede døde. Og her er det meget at hente i fjernsyns- og filmhistorien, som trods alt er fyldt af fortællinger, hvor homoerne altid dør til slut. Men som filmforskeren Patricia White viser i Uninvited: Classical Hollywood Cinema and Lesbian Representability (1999), har død sjældent været en forhindring for begærlige identifikationer og queer læsestrategier. Sådanne strategier lader sig ikke stoppe af lidt død og fordærvelse, og kan let se forbi dødbringende scener for at finde andre, mere spændende undertoner på spil.
Arvingerne føljeton #1: Hvad sker der for sorg, kærlighed og kernefamilie i Arvingerne?
Arvingerne føljeton #2: Hvad sker der for klasse i Arvingerne?
Arvingerne føljeton #3: Hvad sker der for hvidheden i Arvingerne?
Arvingerne føljeton #4: Hvad sker der for adoption i Arvingerne?
Mathias Danbolt er lektor i kunsthistorie på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, København Universitet