Den 26. marts har filmen Skammerens datter premiere. Peculiar.dks Mons Bissenbakker har tidligere skrevet om, hvilke radikale potentialer, man kan finde i Kaaberbøls fantasy-univers. Den 18/3 var Mons gæst i AK Radio24syv og talte om hvordan skammeren Dina kan ses som en feministisk glædesdræber og om, hvorfor det kan være nødvendigt at forlade det lykkelige liv for det gode liv. I forbindelse med filmen bringer vi her en af Mons’ artikler om Skammerens datter der tidligere har vært bragt på KVINFOs Webmagasin.
Lene Kaaberbøls populære fantasy-serie om skammerens datter er noget så sjældent som en feministisk fortælling om vigtigheden af at turde skabe dårlig stemning. For Skammerbøgernes tilbyder læseren at tænke på den feministiske glædesdræber som en heroisk figur og på skam som en feministisk superkraft.
Gennem sin undersøgelse af negative følelser er serien også noget så sjældent som en feministisk fortælling om vigtigheden af at turde skabe dårlig stemning. Den burde derfor være oplagt læsning for de dele af feministiske og queerteoretiske studier, som de seneste år i stigende grad har interesseret sig for affekter (følelser) og deres forbindelser til køn og seksualitet.
Som fænomener, der hverken kan reduceres til det materielle eller det sociale, lover affekter nemlig en overskridelse af en række normative dikotomier og kan måske endda tilbyde nye forståelser af det situerede, kropsliggjorte og relationelle feministiske subjekt (Koivonen 2010).
Affektteori afnaturaliserer den måde affekter typisk værditilskrives på. Affektteoretikere undersøger gerne følelser, som traditionelt ses som ‘negative’ (sorg, depression, afsky, vrede, skam etc.). Hensigten er at forstå disse på måder, som rækker ud over vurderingen negativ/positiv.
Eve K. Sedgwick foreslår fx køns- og seksualitetsforskere at interessere sig for affekten skam som andet og mere end noget, det gælder om at komme af med og væk fra. Selvom de fleste oplever det som noget negativt at føle skam, og selvom man kan blive andetgjort og ekskluderet via skam, så er skam også, siger Sedgwick, helt uomgængelig for subjektets identitetsdannelse.
Oplevelsen af skam fanger subjektet på grænsen mellem det sociale og det individuelle i den forstand, at skam på én gang er stærkt personlig og samtidig fundamentalt socialt indlejret oplevelse af at blive ekskluderet fra sociale sammenhænge, som har betydning for én. Tænk fx på følelsen af at have sagt eller gjort noget dumt. Følelsen af skam isolerer én i ensom singularitet, men peger også på, hvor fundamentalt afhængig man er af andres genkendelse og accept. Man skammer sig med andre ord altid over for nogen, i hvis øjne, man ønsker anerkendelse. Skam er, som Sartre siger, at skamme sig over sig selv, som man fremstår for den anden. (Sartre 1969)
Selvom skam på den ene side kan kalde nogle subjekter til eksistens som altid-allerede skammelige og socialt underordnede (fx gennem nedværdigende betegnelser for den gruppe, man tilhører), så kan skam på den anden side også indebære oplevelsen af ikke at leve op til ens eget selvbillede og kan derfor inspirere til etisk transformation.
Idet skam øjensynligt er komplekst sammenvævet med spørgsmål om identitet, etik, eksklusion og genkendelse, foreslår Sedgwick, at køns- og seksualitetsforskere, snarere end at fordømme skam, forsøger at “stille gode spørgsmål om skam” (Sedgwick 2003). Skam kan nemlig vise sig at indeholde et kritisk potentiale, fordi denne affekt også repræsenterer alt det, som det normative andetgør og viser ud af det gode selskab.
En feministisk fabel?
Men hvordan skal vi konkret forestille os sådan et kritisk potentiale? Ja, man kan fx vende blikket mod det litterære forestillingsunivers som et kritisk tankeeksperimentarium. Her er det måske ikke så overraskende, at et særligt interessant potentiale kan findes i den feminiserede, marginaliserede og ofte litteraturvidenskabeligt nedvurderede fantasylitteratur. Der er nemlig et åbenlyst feministisk affektteoretisk forestillingsreservoir at finde i Lene Kaaberbøls ungdomsserie Skammerens børn – en tetralogi bestående af Skammerens Datter, Skammertegnet, Slangens Gave og Skammerkrigen (Kaaberbøl 2000-2003).
Skammerens børn udspiller sig på “Skay-Sagis-halvøen”, som er en middelalderlig, halvrealistisk fantasiverden med enkelte indslag af fantasielementer i form af drager, søslanger, sortekunstnere med mere. Den tiårige Dina Tonerre og hendes to søskende bor i en lille landsby med deres mor Melussina, som er skammer, det vil sige en form for seer, som kan opklare forbrydelser ved at se ind i menneskers samvittighed. Som skammerens datter har Dina arvet sin mors særlige evne, og selvom hun er alt andet end begejstret for at have “skammerøjne”, som ingen kan se ind i uden at komme til at skamme sig helt ind i sjælen, lærer hun i løbet af de fire bøger at sætte pris på at kunne skamme.
Inden dette sker, er Dinas familie imidlertid blevet involveret i en række dramatiske magtkampe mellem de oprindelige Skay-Sagis-klaner og den nye totalitære “Dragens Orden”, som gennem vold, undertrykkelse og manipulation af befolkningen forsøger at overtage fyrstendømmet Dunark og dermed magten på halvøen. Sammen med deres ven Nico (som er den retmæssige arvtager til Dunark) står Dina og hendes familie over for en uafvendelig konfrontation med Dragens Orden, hvis ledere er blottede for evne til at føle skam over egne ugerninger.
Det er på mange måder oplagt at se skammerbøgerne som en feministisk fabel. De er fyldt med kvindelige protagonister, ledere og helte, som uden besvær kappes med mænd. Desuden idealiserer bøgerne kvindeligheder, som ikke er afhængige af mandlig anerkendelse.
Carmina, der klæder sig og slås som en mand, og Dinas veninde Rosa med den skarpe tunge og det trodsige temperament, fremstår langt mere respektafkrævende end piger som møllerens Cilla og drageordenens Sascha, som bruger deres kønne udseende til at få deres vilje. Tilsvarende undersøger og værdsætter skammerserien alternative maskuliniteter. I dén kategori finder vi fx Nico, som er en pacifistisk mand, der drømmer om at blive børnepædagog snarere end fyrste, Davin, der forsøger at kæmpe som en mand, men opdager at drab giver varige psykiske mén, og Tano, som vinder Dinas hjerte – ikke ved at være modig og mandig, men ved at lave et smukt spænde til hendes stridbare hår. En følsom dreng, som giver sin kæreste modetips (‘a queer eye for the straight girl’?), fremstår som en mere idealiseret maskulinitetsform end bøgernes machomænd, der generelt er nogle brutale bæster.
Selvom begær i skammerbøgerne må siges at være ensbetydende med heteroseksuelt begær (hvormed ikke-heteroseksualitet skildres som mindre realistisk end drager og troldmænd), så eksperimenterer de trods alt med et heteroseksuelt begær, som bevæger sig af andre akser end dem, der indebærer, at mænd og kvinder betragtes som dikotomisk forskellige.
Med sine alternative bud på normer for køn, lægger Kaaberbøls serie således op til en queerfeministisk fortolkning. Men den skriver sig samtidig ind i en forskelsfeministisk tradition, som ligger i forlængelse af fx tænkere som Luce Irigaray eller Hélène Cixous. Det ses i den måde, hvorpå serien idealiserer ikke-patriarkalske bånd mellem kvinder og især mellem mødre og døtre.
Melussina Tonerre beskytter og inspirerer sin datter, antager hende som sin lærling, og de to deler et mentalt bånd, som rækker ud over selv dødens grænser. Hun er i sandhed en mor, som: “gør alting godt, som nærer, og som modsætter sig separation” (Cixous 1997 [1975]). Da Dina kortvarigt mister skammerevnen, føler hun sig “i stykker” (Slangens Gave: 25), fordi hun dermed også mister den særlige forbindelsen til moderen. Patriarkatets arveregler og disses indbyggede skelnen mellem ægte og uægte børn, forekommer til gengæld Dina absurd. Vennen Mester Magnus forsikrer hende heldigvis om, at skammerens moderlov er hævet over patriarkatets faderlov: “Dét, du har arvet fra din mor, kan man jo ikke sådan lige tage fra dig, vel?” (Skammerens datter: 112)
Kvindelighed og skam: Det andetgjortes muligheder
Hvor en queerfeministisk tænkning sætter sin lid til afnaturalisering og dekonstruktion af kønskategorierne som sådan, satser forskelsfeminismen snarere på en opvurdering af Det Kvindelige (om end dette selvfølgelig ikke betyder, at den ikke derved dekonstruerer det). Ligesom queerfeminismen er forskelsfeminismen dog interesseret i det udgrænsede ‘andet’ pga. de underminerende muligheder, som dette andet indeholder. Det, som normen nedvurderer og andetgør, kan således vise sig at tilbyde en platform, hvorfra det normative kan kritiseres.
I skammerserien møder vi skam som en andetgjort, kvindelig evne, der generobres og fejres. Dels trækker skammeren som figur på kendte kvindelige mytologier: heksen, oraklet og den kloge kone. Dels er fænomenet skam i sig selv nært forbundet til en række kulturelle forestillinger om kvindelighed.
Jack Halberstam kalder skam “en kønnet form for seksuel abjektion. Den tilhører det feminine” (Halberstam 2005), og Sally Munt minder os om, at “inden for klassisk tænkning er skam en kvinde” (Munt 2007). I herskende samtidsmytologier er moderskab og skam som bekendt også nært sammenvævede via (ofte små-misogyne) fortællinger om mødres særlige evne til og begær efter at manipulere børn gennem skam: “Mor er ikke vred, hun er skuffet”, som en populær frase lyder.
Snarere end at modsætte sig disse populære mytologier forsøger skammerbøgerne imidlertid at tage deres subversive potentiale alvorligt. Bøgerne portrætterer skam som en socialt nødvendig følelse, og evnen til “at skamme” fremstår derfor som en særlig superheltekraft, det er udvalgte kvindeligt kønnede helte forundt at besidde:
Mor sukkede. “Når nogen har stjålet noget. Eller har gjort andre mennesker ondt. Eller måske ligefrem har slået nogen ihjel. Så sender man bud efter Skammeren. For der er mennesker, der kan gøre onde ting uden at føle skam. Og der er mennesker, der kan skjule deres egen skam for sig selv og finde på en hel masse gode undskyldninger, indtil de tror, at de har været i deres gode ret til at gøre andre ondt. Men når jeg kommer … så kan de ikke længere gemme sig. Så kan de ikke længere skjule, hvad de har gjort, hverken for sig selv eller andre. De allerfleste har skam i livet. Og møder jeg en af de ganske få, der næsten ikke har det … så sørger jeg for, at de får det. For jeg har en gave, jeg har lært at bruge. En temmelig ualmindelig gave. Som du også har.” (Skammerens datter: 18)
Når en skammer ser et andet menneske i øjnene, ser hun alle de handlinger, som personen bevidst eller ubevidst skammer sig over. Hun kan således bladre gennem en mistænkts skam og på den måde få adgang til den eventuelle skyld, som måtte ligge bag skammen. I sit blik tvinger skammeren den skyldige til at genopleve handlingerne i al deres skamfuldhed, hvad der selvsagt er højest ubehageligt for den, det går ud over. Det er denne evne, som betinger skammerens status som æret og værdsat i Skay-Sagis-universets juridiske system. Når skammeren ser nogen i øjnene, deler de to i dét øjeblik et fælles socialt blik på den skammedes handlinger. I skammens “nådesløse spejl” (Skammerens Datter: 63) løber den skammede tør for undskyldninger, kaldes til etisk ansvarlighed og kan (hvis han vælger det) gøre sig selv til genstand for forandring.
Skammerblikket fremstilles som et analyseinstrument, som formidler de etiske konsekvenser af en handling, sådan som skammeren forstår dem. Når skammeren skammer, beder hun andre om at bære vidnesbyrd til det, hun ser, hvormed hun så at sige videregiver sit blik til de omkringstående. At skamme er desuden forbundet til endnu en kropsligt situeret evne, nemlig Dinas og hendes mors særlige skammerstemmer, som tvinger de lyttende til at tøve eller helt at stoppe med det, de er i færd med. Skammerens stemme aktiveres især gennem kraftfulde imperativer, som “se på mig!”, “lad ham være!” eller simpelthen: “Stop! ” – et enkelt ord, hvormed Dina på slagmarken afværger en hel krig. At kunne se, give stemme til det sete og handle på baggrund af det, er skammerens fremmeste opgave.
Den feministiske glædesdræber: Livet på bekostning af lykken
For at forstå de former for skam, som skammerserien idealiserer, er det oplagt at skele til Sara Ahmeds “feministiske glædesdræber”. Den feministiske glædesdræber er en figur, som Ahmed tænker frem i forlængelse af en kritisk analyse af begrebet lykke. I en dekonstruktion af det naturaliserede sammenfald mellem ‘lykken’ og ‘det gode liv’ foreslår Ahmed, at lykke (blandt andet) må forstås som del af et normativt krav. Lykke kan ikke ukritisk forstås som det, alle levende væsner med nødvendighed stræber imod, siger Ahmed, for lykke tager også form af sociale lykke-forpligtelser, som gør den enkelte ansvarlig for at identificere lykke med bestemte normative livsformer og med en forpligtelse på at opretholde andres lykke ved selv at ‘blive lykkelig’. I nogle situationer kan vi dog være tvunget til at vælge livet over lykken – selv hvor lykken er en mulighed. Nogle livsvalg forudsætter, at vi fravælger en lykke, der ville gøre andre tilfredse (Ahmed 2010: 218).
Vælger man fx en livsvej eller verdensfortolkning, der er besværlig, fordi flertallet er imod den, kan man opleve at blive mødt med et krav om at vælge noget andet, fordi ens valg vil gøre en selv og dermed også ens nærmeste ulykkelige. At insistere på, at ulykkeligheden ikke stammer fra livsvalget, men fra andres misbilligelse, er således ikke nødvendigvis nok til at undslippe anklager om, at man ‘selv har valgt at være ulykkelig’, hvis man har været så uansvarlig ikke at vælge ‘lykkens vej’. Feminister kan fx hurtigt opleve at blive stemplet som “sure” (snarere end som “sure over noget”), hvorved feminisme (snarere end fx patriarkatet) fortolkes som det, der gør feminister utilfredse.
Snarere end at afvise, at feminister er “sure”, foreslår Ahmed derfor at holde fast i feministen som en ‘glædesdræber’. Hun fastholder vigtigheden af at påpege, når den glæde eller nydelse er bygget på ulighed, uretfærdighed eller andres ulykkelighed: “Mit forslag er, at vi kan læse denne figurs negativitet i form af dens udfordring af antagelsen om, at lykke følger med en relativ nærhed til et socialt ideal” (Ahmed 2010: 53). Den feministiske glædesdræber er med andre ord ikke bange for den dårlig stemning, det kan medføre at fremføre en social kritik. Andetsteds sammenligner Ahmed normen med en behagelig lænestol: Når stolen passer til én, lægger man end ikke mærke til, at man sidder godt i den, men når éns krop ikke passer ind i stolen/normen, føler man sig konstant ukomfortabel (Ahmed 2004). En queerfeministisk glædesdræberstrategi kan derfor tage sit udgangspunkt i at gøre normen momentant ukomfortabel for de, som ellers ikke lægger mærke til, hvilke privilegier de så at sige sidder på.
Eller som Mathias Danbolt siger: “Hvis queerfeminismen har et imageproblem, består dette i, at vi må gøre det mere attraktivt at skabe dårlig stemning i det konsensusorienterede racistiske heterohelvede, vi lever i” (Danbolt 2011).
Skammeren som heroisk feministisk glædesdræber
Vi kan forstå skammeren som en sådan feministisk glædesdræber og endda som en mulighed for at forestille sig denne som en heroisk identifikationsfigur for en ‘tween’ læser. Skammeren er en glædesdræber, som med sine negative affekter ødelægger festen for de andre for at opnå etisk og social retfærdighed. Det er da også skammerens evne, som til sidst formår at vinde over Dragens Orden, selvom dens ledere er ude af stand til at føle skam over den vold og undertykkelse, deres ‘orden’ bygger på. I Skammerens børn fremstilles feministisk glædesdrab således som en nødvendig betingelse for et etisk samfund.
Selvom skammeren fremstår som en heltemodig konfliktløser, fastholder bøgerne dog også, at det at være skammer er smerte- og konfliktfyldt og til tider ganske ensomt. Selvom klanerne og landsbyboerne respekterer og sætter pris på skammerens evne, så skyr de hende også af frygt for det ubehag, det medfører, uforvarende at komme til at se ind i hendes skammerøjne.
Hertil kommer, at skammeren må bevidne mange grusomme og deprimerende begivenheder, som hun ikke desto mindre er forpligtet på at granske og overbringe verden sandheden om, selvom denne sandhed ofte gør andre nedtrykte eller vrede. Det at være skammer indebærer at have øjne, der ser alverdens dårligdomme og forpligter én til at viderebringe sandheden om disse dårligdomme til folk, som helst ville slippe for at høre om dem. Parallellerne til feministens prøvelser synes rimelig klare.
Socialt set må skammere investere deres tillid i de udvalgte få, som kan bære at se dem i øjnene. Men samtidig understreger fortællingen, at skammere er nødt til at vælge skammens vej trods den relative mindre grad af lykke, som det at være skammer medfører. Dina må med andre ord “forlade lykken til fordel for livet” (Ahmed 2010). På den måde bliver Dina del af et “ulykkeligt arkiv” over de “affekt aliens”, som er orienteret mod skam på bekostning af social lykke, og som insisterer på, at Lykken ikke er det samme som Det Gode Liv. Seriens ‘lykkelige slutning’ løser da heller ikke alle Dinas problemer. Skammerens børn antyder på ingen måde, at det er nemmere eller lykkeligere at være skammer end ikke at være det. Dens budskab til alverdens skammere er vanskeligt og krævende, men netop derfor også inspirerende: Skammerens forpligtelse er ikke en lykke-forpligtelse. I stedet er den en forpligtelse på at vedblive at skabe ukomfortabelhed for at sikre et mere retfærdigt liv for flere.
*
Alle oversættelser af citater er forfatterens. Artiklen har tidligere været bragt på KVINFO’s Webmagasin.
Litteratur:
Ahmed, Sara (2004) The Cultural Politics of Emotion (Routledge).
Ahmed, Sara (2010) The Promise of Happiness (Duke University Press).
Bissenbakker, Mons (2014): ”How to bring your daughter up to be a feminist killjoy: Shame, accountability and the necessity of paranoid reading in Lene Kaaberbøl’s The Shamer Chronicles”, European Journal of Women’s Studies, vol.21. nr.2, s. 1-14.
Cixous, Hélène (1997) “The Laugh of the Medusa” [1975], in: Robyn R. Warhol and Diane Price Herndl (eds.) Feminisms. An Anthology of Literary Theory and Criticism (Rutgers University Press).
Danbolt, Mathias (2011) “Queerfeministisk glædesdrab“, Modkraft.
Halberstam, J. (2005) “Shame and White Gay Masculinity”, Social Text 84-85(23), pp. 219-33.
Koivunen, Anu (2010) “An affective turn?”, in: Liljeström, Marianne & Paasonen, Susanna (eds.) Working with Affect in Feminist Readings: Disturbing Differences, pp. 8-28 (Routledge).
Kaaberbøl, Lene (2000) Skammerens Datter (Forum)
Kaaberbøl, Lene (2001) Skammertegnet (Forum)
Kaaberbøl, Lene (2001) Slangens gave (Forum)
Kaaberbøl, Lene (2003) Skammerkrigen (Phabel)
Munt, Sally R. (2007) Queer Attachments: The Cultural Politics of Shame (Ashgate).
Sartre, Jean-Paul (1969) Being and Nothingness: An Essay on Phenomenological Ontology (Routledge).
Sedgwick, Eve Kosofsky (2003) Touching Feeling: Affect, Pedagogy, Performativity (Duke University Press).
Mons Bissenbakker er lektor på Center for Kønsforskning, KU.