Regeringens plan om at ’nedbryde’ bestemte boligområder er heldigvis blevet mødt med kritik og modstand. En del af kritikken har rammesat retsstaten som lovpakkens egentlige offer, men hvilke perspektiver glider i baggrunden, når kritikken samler sig om retsstaten som lykkeobjekt? Lovpakken sætter endnu engang strukturel racisme og statssanktioneret vold på den politiske dagsorden.
I sidste uge lancerede regeringen sin plan for at ’afvikle’ en række boligområder i Danmark. Planen ”Ét Danmark uden parallelsamfund. Ingen ghettoer i 2030” fik allerede stor opmærksomhed inden lanceringen, særligt på grund af forslaget om særlige strafzoner, der vil indføre automatisk dobbelt takst på strafudmåling for ulovligheder begået i særligt udpegede områder. Forslaget affødte hurtigt en ganske omfattende kritik, som især hæftede sig ved, at princippet om lighed for loven nu falder, og at forslaget derfor ”ikke [er] en retsstat værdigt”.
Selvom dette er en vigtig og rigtig pointe, er det tankevækkende, at meget kritik af lovpakken samler sig om retsstaten som objekt. Der kan selvfølgelig være strategiske grunde til at gøre retsstaten til hovedaktør – fx fordi den åbenbart påkalder sig mere indlevelse og bekymring end de mennesker og områder, som lovpakken sigter på at styre og underordne.
Vi ønsker heller ikke at undvære retsstaten eller se den svækket, men samtidig er det ikke uproblematisk at tildele den pladsen som det egentlige offer, og dermed som det idealiserede lykkeobjekt, alle bør samle sig omkring. Det er vigtigt at huske, at retsstaten ikke forhindrer, at flygtninge bliver deporteret, eller at migranter bliver nægtet familiesammenføring.
Retsstaten forhindrer heller ikke, at afviste asylansøgere bliver interneret i lejre og henvist til forskellige former for død, som Jose Arce, Julia Suárez-Krabbe og Annika Lindberg skriver.
Er vi – egentlig – lige for loven?
At indsætte ”retsstaten” som bolværk mod ”racismestaten” – udgør med andre ord en tænkt, idealiseret modsætning. Selvom der er gode grunde til at være foruroliget over udsigten til dobbeltstraf, må man også spørge hvad der bliver implikationerne af at rammesætte dobbeltstraf som et exceptionelt ’brud’ med princippet om lighed for loven. Sådan en udlægning kræver blandt andet, at man ser bort fra, hvordan ulighed for loven allerede er indbygget i dens praksis.
En norsk undersøgelse af Marit Eliabeth Klemetsen og Anne Bitsch viser eksempelvis, at strafudmåling i voldtægtssager varierer afhængig af overgriberens etnicitet. Hvis voldtægtsudøveren er hvid og norsk slipper han med 20 procent lavere straf end de voldtægtsudøvere, der har etnisk minoritetsbaggrund. Det er ikke usandsynligt, at samme mønster gør sig gældende i Danmark.
Det er derfor værd at overveje, om det vigtigste spørgsmål i relation til lovpakken vitterligt er, hvorvidt retsstatens lighedsprincip nu står over for afvikling? For retsstaten fungerer allerede til fordel for den hvide, middelklasse-majoritet – så mon ikke den nok skal klare sig. Måske vil det være mere oplagt at spørge til, hvordan retsstaten allerede bliver brugt imod bestemte befolkningsgrupper, og hvordan ulighed bliver operationaliseret og legitimeret gennem retsstatens institutioner – nu også i den lovgivende magt.
Strukturel racisme som politisk dagsorden
Der er med andre ord grund til ikke at løbe med på den afledningsmanøvre, som forslaget om dobbeltstraf åbenlyst udgør. Netop fordi retsstaten kalder på enorme affektive investeringer, kan regeringen forlade sig på, at dens kritikere nu samler sig om at redde denne fra afvikling. På den måde bliver der mindre energi til rent faktisk at forstå og modsætte sig de ekstreme former for overvågning og ikke mindst forslag om tvangsspredning og intern deportation af folk fra deres boligområder. Det der er på spil her er både, at mange minoriteter samlet på samme sted i sig selv anses som en samfundstrussel – fx i skoler, daginstitutioner og boligområder – men også om, at visse boligområder i nogle tilfælde er blevet så attraktive, at den hvide middelklasse ønsker førsteret til dem.
Set i det lys er det markant, at lovpakken forskyder fokus fra individ til lokalitet. ’Ghetto’ gør boligområdernes mangfoldighed styrbar gennem dæmonisering og homogenisering af beboerne.
Men det at lokaliteten bliver gjort til lovpakkens genstand viser også noget om, at det er den – og ikke dens beboere – som er eftertragtet. I den forstand må vi også forstå ’ghetto’ som en benævnelse for områder, som magthaverne ønsker at gentrificere gennem at give hvide, middleklasse-beboere privilegeret adgang.
Som det allerede er blevet fremhævet af Hanne Schmidt må udskiftning af ’ghettoens’ beboere, forstås som en klassekamp. Men det er samtidig vigtigt at forstå, at regeringens nyeste forslag ikke blot er en gentagelse af en tidligere klassekamp, nu med ”racistiske undertoner”. Det vi står over for er, at regeringens klassekamp bliver gennemført via tiltag, som racialiserer befolkningsgrupper for at få dem ud af de attraktive områder, fx ved at gøre deres kroppe til straffens og overvågningens naturlige genstand. Eller for at parafrasere Alexander Weheliye: det er gennem at gøre visse befolkningsgrupper til genstand for overvågning, straf og deportation, at de kommer til at fremstå som en racialiseret, etnisk gruppe.
Det mest alarmerende ved regeringens plan er, at politikere fra DF til Socialdemokratiet endnu engang stiller sig bag et forslag, der forsøger at implementere (endnu mere) strukturel racisme i samfundet. Det ’nye’ handler derfor mindre om, at vi nu står over for retsstatens endelige afvikling og mere om, at racistisk og klassebetinget ulighed bliver operationaliseret og videreført gennem nye tiltag. Fra visitationszonens kriminalisering og mistænkeliggørelse af den racialiserede krop – til dobbeltstrafzonens effektuering af den racialiserede krop som en, der fortjener (og bliver til gennem) dobbelt afstraffelse og mikroregulering.
I den forstand er der brug for kritikker, som ikke tager for givet, at retsstaten står hævet over ulighed og racisme, men som tværtimod har blik for, hvordan det, der er retsstat for nogle, produceres gennem ulighed og racisme for andre.
Litteratur
Ahmed, Sara (2010): Happy Objects, i The Affect Theory Reader, Melissa Gregg and Gregory J. Seigworth (eds.). Duke University Press.
Weheliye, A. G. (2014): Habeas Viscus: Racializing Assemblages, Biopolitics, and Black Feminist Theories of the Human. Durham: Duke University Press.
Lene Myong og Mons Bissenbakker er med i peculiar.dks redaktion. De arbejder som forskere i henholdsvis Norge og Danmark, og forsker i emner, der tematiserer og undersøger køn, seksualitet, racialicering og affekt.