Den 19. december offentliggjorde Sundhedsstyrelsen den endelige udgave af deres vejledning til behandling af transkønnede. Udkastet til vejledningen er siden publiceringen i juni 2014 blevet mødt af kritik fra en bred vifte af politiske partier, NGO’ere, aktivister og transkønnede personer.
Den nu endelige vejledning er ikke upåvirket af kritikken. Enkelte formuleringer peger på, at der tages større hensyn til den enkelte transpersons kønsidentitet, udredningsforløbet er (lidt) mere gennemsigtigt, end det hidtil har været, og man har nu krav på en tentativ behandlingsplan, når man starter på Sexologisk Klinik. Og der er nu også mulighed for, at man kan starte i behandling, før man fylder 18 år.
Når det er sagt, er behandlingsvejledningen stadig dybt kritisabel. Udkastet fra juni blev kritiseret for at have en ulige magtfordeling mellem behandlingssystemet og transpersonen – sådan er det stadig. Retten til definition og bestemmelse over kroppe og (eventuelt) behandlingsforløb ligger stadig hos Sexologisk Klinik og ikke hos den transkønnede person. Og den hovedkritik, der blev rettet mod udkastet, er nu endeligt vedtaget: Sexologisk Klinik har i dag monopol på behandlingen af transpersoner.
For den enkelte transperson betyder dette, at man er afhængig af Sexologisk Kliniks accept af ens oplevede kønsidentitet, og man kan se frem til et udredningsforløb, der kan tage år. Ventetiden fra man opsøger hjælp og behandling til man måske bliver ”godkendt” til hormonbehandling og eventuelle operationer kan have fatale konsekvenser, fordi det netop er hormonbehandlingen, der er afgørende for den enkelte transpersons livskvalitet og psykiske sundhed, hvis det er det man ønsker. Årelange udredningsforløb og psykologsamtaler – som snarere er et udtryk for kontrol og mistænkeliggørelse end reel hjælp – hjælper ikke personer, der står i en i forvejen sårbar situation.
Som eksempel på den ydmygende tilgang Sexologisk Klinik har til transpersoner, kan man se de spørgeskemaer, som er blevet lækket.
Efter kritik fra Enhedslisten, SF og Liberal Alliance, der alle ser behandlingsvejledningen som udtryk for unødvendig kontrol, udtalte Socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen d. 22. januar til Jyllandsposten, at:
”Når man har offentlige behandlingstilbud, stilles der meget strenge krav til patientsikkerheden, kvalitet og faglighed. Det her er ene og alene af hensyn til patientsikkerheden og kvalitet. Det er jo netop for at beskytte vores borgere mod kvaksalvere og alt muligt andet”
Socialdemokratiet ser altså behandlingsvejledningen som et udtryk for ”patientsikkerhed, kvalitet og faglighed”, men når de borgere, som behandlingsvejledningen er rettet mod, kritiserer – og hele tiden har kritiseret – behandlingen for at være lige præcis det modsatte, så undrer vi os over, hvor de får deres argumenter fra.
I forbindelse med vejledningsudkastet blev der stillet spørgsmål direkte henvendt til Sundhedsminister Nick Hækkerup fra Enhedslisten, Alternativet og SF – alle med direkte opbakning fra transmiljøet i Danmark. Sundhedsministeren valgte i alle tilfælde at afvise kritikken og blot at henvise til argumenterne i vejledningsudkastet – de argumenter, som jo netop blev kritiseret.
Vi er enige i, at det at skifte køn er en stor beslutning med store og livsændrende konsekvenser. Hvad vi derimod ikke er enige i, at dette betyder er, at man som transperson skal udsættes for den ydmygelse, en udredning på Sexologisk Klinik er. Selvfølgelig skal behandleren sikre, at den enkelte person ved, hvad denne går ind til, og at vedkommende har overvejet konsekvenserne af et kønsskifte. Men man skal ikke mistænkeliggøres og fratages sin selvbestemmelse.
Før den nye behandlingsvejledning trådte i kraft, var det muligt at starte i hormonbehandling hos fagligt kompetente gynækologer. Den mulighed vil vi have tilbage. Det vil give os ret til selv at vælge en behandler, vi føler os trygge ved. Det vil betyde kortere ventetider på en hormonbehandling, der for mange af os er livsafgørende, da det betyder et liv i en krop, vi kan holde ud.
Det vil betyde en anerkendelse af, at de gynækologer, der før har behandlet transpersoner i årevis, ikke er, hvad Flemming Møller Mortensen kalder ”kvaksalvere og alt muligt andet”, men kompetente, ansvarsfulde og vellidte behandlere, som mange af os har været utroligt glade for. Og vigtigst af alt, det vil betyde en anerkendelse af, at transpersoner er fuldt ud i stand til at vælge og tage ansvar for eget behandlingsforløb og at vælge en behandler de stoler på – ligesom det er tilfældet med langt de fleste andre patientgrupper i Danmark.
Der har aldrig været mere kritik af, hvordan man som transperson bliver (mis)behandlet af det danske sundhedssystem. Informeret samtykke som procedure i forbindelse med behandling af transpersoner er støttet af tre politiske partier, samt Amnesty, Sex & Samfund, AIDS-fondet og flere NGO-organisationer.
Hvordan kan det stadig være muligt for Sundhedsministeren at ignorere kritikken og ignorere, hvad den manglende adgang til behandling betyder for transpersoners vilkår og liv? Hvad mere skal der til, før vi kan trænge igennem med et budskab, der burde være givet på forhånd: At man som transperson har retten til at bestemme over sin egen krop.
Med støtte fra Warehouse9, Transpolitisk Forum, Transpolitisk Front, LGBT Danmark, LGBT Ungdom, Stop Had og Øjne i natten.
Elvin Pedersen-Nielsen og Chris Magnild er talspersoner for kampagnen ”Til Kamp for Informeret Samtykke”.