Med udstillingen Safe Conduct bekræfter den britiske samtidskunstner Ed Atkins sin position som en af de mest interessante aktører på kunstscenen lige nu. Kunstnerens burleske version af lufthavnes sikkerhedsvideoer er skræmmende rettidig og udstiller frygtens koreografering af det offentlige rum
“Det bliver aldrig det samme at gå gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen igen”, sagde min kammerat, da vi gik ud af den britiske samtidskunstner Ed Atkins’ nye video- og lydinstallation Safe Conduct (2016) skabt til x-rummet på Statens Museum for Kunst.
Atkins’ værk tager afsæt i de animerede instruktionsvideoer i fly og lufthavne, der blidt forsøger at lede os gennem de omsiggribende og overgribende sikkerhedsrutiner, som indrammer flyrejser i dag. Atkins’ otte minutter lange computergenererede ’instruktionsvideo’ folder sig ud over tre store skærmvægge, der i stil med lufthavnens informationstavler og reklameskærme hænger i taget i midten af det ellers tomme gallerirum.
Den hvide mandlige figur, vi møder i videoens kaotiske, men folketomme lufthavnsrum, lægger ikke bare sin computer i bakken, der skal gennemlyses af scanneren. Han lægger også en pistol fra sig efterfulgt af fingre, arme, tarme, lever, nyre, øjne, ører, tænder, hjerne, næse, penis, blod, lort … og en kylling og en ananas. Til sidst sender han hele kroppen gennem maskinen, mens han nynner lystigt med på Maurice Ravels insisterende orkesterværk Boléro, der som værkets lydspor binder videoernes forskellige billedsekvenser sammen.
Evig undtagelsestilstand
Det er svært at se Safe Conducts iscenesættelse af sikkerhedskontrollens brutale afklædning og opdeling af kroppen uden at tænke på det tragiske bombeangreb i lufthavnen i Bruxelles for nogle uger siden. Angrebet har, ikke overraskende, rejst nye spørgsmål til, hvorledes vi kan sikre os mod nye terrorangreb, og det har fået politikere til igen at kræve en intensivering af overvågning og screening af rejsende.
Hvis angrebet præger læsningen af Atkins’ værk, gør de politiske omstændigheder ikke hans burleske sikkerhedsvideo mindre passende eller presserende. Snarere tværtimod. For er det ikke på tidspunkter, hvor den permanente undtagelsestilstand bekræftes, at det er nødvendigt at stille skarpt på udfordringerne ved sikkerhedsteknologiernes grænseløse indgriben i det private? Er det ikke netop, når angsten melder sig, at det er vigtig at undersøge frygtens koreografering af det offentlige rum?
“Always remember that you are absolutely unique. Just like everyone else”, lyder et citat af den amerikanske antropolog Margaret Mead i en af reklameskærmene på bagagebåndet, der kører rundt i Atkins’ video. Fokusset på standardiseringen af individualitet indrammer præcist Atkins’ brug af computergenererede billeder (CGI) i sin praksis. Atkins har i de seneste år arbejdet videre på CGI-industriens ’stock images’ – færdigskabte billeder og figurer, man køber og bruger efter ønske. Standardversionerne af menneskefigurer ligner efter sigende altid pletfrie hvide mænd i 30’erne, ikke ulig kunstneren selv. Atkins’ videoværker har længe været befolket af disse mandlige karakterer, som han animerer ved hjælp af et kamera, der overfører kunstnerens ansigtsudtryk og bevægelser til de digitale ’surrogatfigurer’, som han kalder dem. I Safe Conduct har Atkins, som tidligere, givet den hvide mand en ordentlig runde bank i redigeringsrummet, så han ligner en forslået frankensteinfigur, ulækker realistisk og unægtelig kunstig på samme tid.
Atkins er bevidst ingen CGI-ekspert, og hans videoværker både leger med og nedbryder det digitale billedmedies perfektionistiske fernis i undersøgelsen af mediets formsprog. Denne strukturalistiske tilgang til CGI-teknologien er også synlig i Safe Conducts brug af digitale effekter og filtre. Men i modsætning til Atkins’ tidligere teksttunge og langt mere abstraherede værker som Warm Warm Warm Spring Mouths (2013), der vises på Moderna Museet Malmö nu, og Lousianas nyindkøbte Happy Birth-day!!! (2015), synes Safe Conduct at pege på en udvikling i Atkins arbejde mod en mere narrativ og umiddelbar tilgang til mediet, hvor brugen af CGI-teknologi er tydeligere politisk situeret i en kritik af magtapparatets ideologiske billedproduktion.
I Safe Conduct fremstår Atkins’ brug af den hvide standardfigur for eksempel som en tydelig kommentar til det faktum, at ikke alle kroppe behandles efter samme standarder i mødet med grænseinstanser som lufthavnens sikkerhedskontrol. Personer, der ikke fremstår ’neutrale’ (læs: hvide), bliver i stigende grad mistænkeliggjort, stoppet og anholdt som følge af den såkaldte ’statistiske diskrimination’.
Sådanne pludselige og uforudsigelige detentioner spøger også i Safe Conduct, der i flimrende glimt viser den hvide figur poserende som anholdt, knælende eller hængende med armene bagbundet. Atkins påpeger i et interview på Kunstkritikk.dk, at lufthavnen tit er det eneste sted, hvor hvide mænd for alvor møder sikkerhedssystemernes granskende blik. Dog ofte uden større konsekvenser end det lille ubehag, det medfører.
Overvågningsmaskineri
Selv om Safe Conducts fokus på krigen mod terrors billedteknologiske aspekter giver associationer til videokunstnere som Harun Farockis Serious Games-film og Hito Steyerls »How Not to be Seen« (2015), er det vanskeligt ikke også at tænke på Laurie Andersons multimedieperformances i mødet med Atkins’ værk. Fra debutalbummet Big Science (1982) til sidste års Heart of a Dog (2015), har Andersons nænsomt-humoristiske spoken-word performances undersøgt, hvordan lyd- og billedteknologier udviklet af det militær-industrielle kompleks præger vores forståelse af os selv og virkeligheden.
Safe Conducts absurde iscenesættelse af den måde, vi blindt følger instrukserne om at lade vores ting og kroppe gennemlyse i mistænkelighedens navn, bringer tankerne mod Andersons sange som “From the Air” (1982), hvor en flykaptajn forbereder sine passagerer på, at flyet er ved at styrte, gennem en grotesk ’Simon says’-leg af en sikkerhedsmanøvre:
Your Captain says: Put your head on your knees.
Your Captain says: Put your head in your hands.
Put your hands on your hips. Heh heh.
This is your Captain – and we are going down.
We are all going down, together.
En af Safe Conducts tre dele afsluttes med en sådan sikkerhedsøvelse på flyet, hvor manden sætter hænderne bag hovedet, bøjer sig forover og falder ud af sædet og billedet. Denne tørre slapstickgestus er karakteristisk for Atkins’ dramatisering af den onde optimisme, som præger den sikkerhedskultur, vi lever i, hvor vi ikke kan undgå at klamre os håbefuldt til de samme sikkerhedsskabende teknologier, som kaster os ud af trygge positioner og ind i et konstant overvågningsmaskineri.
Det er måske denne insisterende dvælen ved og udspillelse af paradokserne i kontrolsamfundets frihedsidealer, der gør Safe Conduct til sådan et fængslende værk, som det er vanskeligt at give slip på. Det er opmuntrende og imponerende at møde nye produktioner som denne i København.
Atkins’ udstilling demonstrerer således ikke bare hans position som en af de mest interessante yngre kunstnere lige nu, men også, at x-rummet på sekstende år forbliver et af landets vigtigste produktions- og visningssteder for international samtidskunst.
Ed Atkins. ’Safe Conduct’. x-rummet, Statens Museum for Kunst. Indtil den 4. september. Anmeldelsen har tidligere været på tryk i Information, 8. april, 2016.
Mathias Danbolt er lektor i kunsthistorie på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, København Universitet