I denne tid annonceres der mange arrangementer, som i et eller andet omfang handler om strukturel undertrykkelse og hvordan det danske samfund skal forholde sig til dette spørgsmål. Som eksempler kan nævnes Selskabet for Børnelitteratur, der afholder arrangementet ”At vaske børnebøger – om politisk korrekthed og mærkning af børnebøger” den 19. maj 2015 og Center for Advanced Migration Studies (AMIS), der afholder arrangementet ”Værdikampe” den 21. maj 2015.
Særligt i forhold til sidstnævnte arrangement er der blevet rejst kritik af, at det næsten udelukkende er hvide mænd, der skal tale med sig selv og hinanden. Repræsentationsproblemet er allerede blevet påpeget i de mange kommentarer til eventet på Facebook, og arrangørerne skriver, at de har diskuteret det internt og vil tage det op i forhold til fremtidige arrangementer.
Problemet eksisterer dog ikke i fremtiden. Problemet er her og nu og den 21. maj, hvor en række akademiske og ikke-akademiske ‘eksperter’ skal gøre sig kloge på, hvordan diskrimination virker, føles og rammer.
Kritikken af hvilke stemmer og kroppe der bliver inviteret til at sige noget – og hvilke stemmer og kroppe der er fraværende – er vigtig. Men endnu vigtigere end at få to racialiserede minoriteter eller tre kvinder sat ind i panelet er spørgsmålet om, hvordan disse problemstillinger rammesættes.
For hvad indebærer det at skulle diskutere strukturel undertrykkelse og marginalisering inden for en ramme af et overdetermineret ord som ”værdikamp”, der ofte er blevet brugt til at betegne diskussioner om den indædte anti-immigrationspolitiske dagsorden, der har kendetegnet skiftende danske regeringer gennem de sidste femten år? Og hvad indebærer det, at spørgsmålet om racistiske repræsentationer i børnebøger skal diskuteres under udskældte betegnelser som ”politisk korrekthed” og ”censur”?
Hvis man vil invitere minoriteter til diskussion og dialog, så handler det ikke kun om at sende dem en mail og venligt spørge, om de vil møde op. Diskussionens præmisser kan i sig selv fungere så ekskluderende og udslettende, at kun de mest hårdføre kan stille op.
I forhold til ”Værdikampe” må man også spørge til den oppositionelle tænkning, der præger planlægningen af arrangementet, hvor man har castet en taler ‘for’ og ‘imod’ til hver session. Man forstår, der er to sider af en sag – og så kan debattørerne ellers få lov til at rive hovedet af hinanden.
Selv i det omfang man måtte ønske at høre ”begge sider af sagen”, så afspejler arrangementet en blindhed for, at synspunkter omkring strukturel undertrykkelse ikke er ligestillede i den offentlige debat. De synspunkter der måtte argumentere for at Danmark ikke har et problem med strukturel undertrykkelse, og at kvinder for længst har opnået ligestilling er mainstream synspunkter. De møder ikke den samme modstand og skal ikke oversættes og forklares i samme grad som synspunkter, der genkendes som ”identitetspolitiske”.
Det er ekstremt begrænset hvor meget ny og interessant viden, der vil komme ud af arrangementer, der lægger op til ”for” og ”imod” tænkning, og som i det hele taget forbliver inden for en ramme, som på forhånd privilegerer mainstreamsynspunkter.
Disse problematikker bliver ikke løst ved alene at invitere flere racialiserede, kønnede og seksuelle minoriteter til at deltage ved alskens paneler. Og slet ikke hvis de – som det ofte også er tilfældet – først og fremmest skal tale om ”egne erfaringer” med undertrykkelse. Hvis man ønsker en bredere debat er det nødvendigt at starte med at omdefinere præmisserne for selve debatten.
Lene Myong og Michael Nebeling er med i peculiar.dks redaktion. De arbejder som forskere i henholdsvis Norge og Danmark, og forsker i emner, der tematiserer og undersøger køn, seksualitet, racialicering og affekt.