Det er ikke let at diskutere spørgsmål om strukturel racisme. Dels fordi danske medier prioriterer hovedsagelig at trykke tekster, som afviser relevansen af at tale om strukturel racisme. Dels fordi debatten forvirres af misforståelser om, hvad begrebet strukturel racisme overhovedet dækker over.
I Politiken 23/2 kalder Peer Bundgaard og Niels Lyngsø (B&L) beskrivelsen af Danmark som et strukturelt racistisk samfund for ”en skandaløs påstand”. B&L mener ikke at kunne se nogen spor af racistisk tankegods i Danmarks lovgivning og institutioner, og affejer derfor forfatteren Athena Farrokhzad (Aftonbladet, 22/1) og forskeren Lene Myongs (Modkraft, 5/2) diskussioner af strukturel racisme som en ubegrundet ”voldsom diagnose”. En diagnose, der ifølge B&L ville indebære, at racismen måtte betragtes som ”et uudryddeligt vilkår”, der er indlejret i ”samfundets DNA”.
B&Ls begrundelse for afvisningen er mærkværdig, for hvem har fremført, at det strukturelle er uforanderligt? Hvem trækker biologien og determinismen ind i debatten? Ikke Farrokhzad eller Myong. Når de diskuterer racismens virkelighed og virkninger, så er det vel netop motiveret af en tro på, at vi faktisk kan forhindre og forandre strukturel racisme?
Vi mener ikke, at det er skandaløst at pege på strukturel racisme. Når vi insisterer på at diskutere spørgsmål om race og racisme, er det ikke ensbetydende med at vende tilbage til biologien. Det er snarere motiveret af, at racialiserede forskelle stadig præger og former det danske samfund. I lyset af debatten kan det derfor være nødvendigt at tydeliggøre, hvad begreber som race, racisme og strukturel racisme betegner.
Selvom ordet ”race” giver ubehagelige minder om (vedvarende) grusomme regimer og selvom naturvidenskaben længe har påvist, at der ikke findes et videnskabeligt holdbart grundlag for at dele verdens befolkning ind i racer, så viser dansk og international forskning også, at racisme ikke blot hører fortiden til.
Det er netop racisme, som gør, at ”race” kommer til at blive en betydningsbærende kategori – ikke omvendt. Når vi bruger ordet race, så taler vi ikke om et biologisk faktum. Race betegner derimod et historisk og foranderligt system, som præger, hvordan vi forholder os til og organiserer forskelligheder. At tale om race giver derfor kun mening i relation til begrebet ”racialisering”.
Racialisering betegner, hvordan race bliver gjort til en betydningsfuld kategori. Dette sker bl.a. gennem processer, som indebærer, at nogle mennesker bliver forstået som tilhørende en homogen gruppe af ”Andre” med specifikke (negativt ladede) karaktertræk. Racialiseringsprocesser er ikke nødvendigvis motiveret af biologiske forestillinger om forskellighed. I de senere år har racialiseringen af specifikke grupper snarere været funderet i forståelser af religion og kultur som statiske og uovervindelige forskelle.
Rammerne for, hvem der kan tælle som en værdig borger i Danmark, er fx blevet formet af logikker, der udpeger enkelte befolkningsgrupper som mere eller mindre ”assimilations-/integrationsvillige” eller ”bekostelige”. Sådanne karakteristika får konkrete negative betydninger for personer, som på et hverdagsplan bliver set på som medlemmer af gruppen. Sådan et gruppemedlemskab får man bl.a. trukket ned over hovedet hvis éns navn, hårfarve, hudfarve, bosted eller lignende associeres med gruppen.
Racialisering har racistiske effekter i form af marginalisering og andetgørelse. Det er sådanne racialiserende logikker, som ”strukturel racisme” sigter på at bearbejde og bekæmpe. Begrebet kan hjælpe os til at forstå og beskrive sammenhængen mellem enkeltpersoners individuelle erfaringer af racialiseret marginalisering, og de overordnede systemer og tankegange, som muliggør og understøtter marginalisering.
Sådanne strukturer er ikke statiske eller entydige. De er komplekse, ambivalente og ofte sammenblandede med andre typer af social forskellighed som fx klasse, køn, seksualitet, religion osv.
Begrebet ”strukturel racisme” kan med andre ord fungere som et redskab, som bringer racismediskussionen ud over fokusset på personlige racistiske intentioner. Ikke fordi det personlige ansvar er irrelevant, men fordi udpegningen af, hvem der er eller ikke er racist, ofte fjerner fokus fra både racismens virkningsmåder og effekter.
Når boligsøgende med arabisk klingende navne konsekvent bliver sorteret fra af udlejere, sådan som Tarek Hussein beskrev det i Politiken (22/3) – eller når avisen Metroxpress (26/3) kan hævde, at Tovshøjskolen i Aarhus er “uden en eneste dansk elev”, øjensynligt fordi eleverne er tosprogede og ikke-hvide – så er netop dette eksempler på, at diskrimination ikke behøver at bunde i racistiske intentioner for at have racistiske effekter.
At karakterisere et samfund som “strukturelt racistisk” betyder med andre ord ikke, at det juridisk eller ideologisk behøver at være baseret på en eksplicit racistisk ideologi, eller at magthaverne er ”racister”. I stedet indebærer det, at det pågældende samfunds indretning har konkrete diskriminerende effekter, som rammer i forhold til race og etnicitet. Sådanne effekter behøver ikke at være funderet i loven for at virke. Tværtimod.
At beskrive den strukturelle racisme som ”naturliggjort” betyder heller ikke, at racismen er iboende i os, men at dens politiske logikker og resultater er blevet så almindelige, at de fremstår usynlige eller naturlige – i hvert fald for de af os, som ikke rammes af dem.
At disse logikker er racialiserende kan fx ses ved at ord som ”indvandrer” sjældent bliver brugt om folk fra Sverige eller Norge, men derimod om folk med anden hudfarve fra såkaldte ”ikke-vestlige” lande. Og ved at ordet ”dansker” i offentligheden betegner hvide etniske danskere, mens ikke-hvide (etniske) danskere bliver fremstillet som ”indvandrere”, uafhængigt af om de har boet i Danmark i generationer.
Sådanne marginaliserende strukturer har vidtrækkende konsekvenser, som konkret påvirker menneskers livsmuligheder. Fx kan de være afgørende for, hvorvidt man bliver stoppet af politiet i en visitationszone, bliver indkaldt til jobinterview, kan gå på gaden uden at blive udsat for tilråb, kan rejse på tværs af landegrænser, kan få permanent ophold i Danmark osv.
Når ikke-hvide beskriver, hvordan racisme opleves, så er det selvsagt ikke et udtryk for en endelig sandhed. Men det er bemærkelsesværdigt, hvordan sådanne stemmer fremstilles i den kulturelle og politiske offentlighed som enkeltstående og subjektive, mens (hvide) kritikeres afvisning af strukturel racisme fremstilles som universelle og objektive.
Den strukturelle racisme er ikke uovervindelig. Men hvis vi ikke anerkender vidnesbyrd om racismens effekter, kan den blive det. Hvis vi vil ændre på de strukturer, som privilegerer nogle af os på bekostning af andre, må første skridt være, at vi holder en pause med automatisk at afvise racismens eksistens. Og at også folk der – som undertegnede – befinder sig i en hvid majoritetsposition lærer at stoppe op, lytte og tænke os om i mødet med kritiske stemmer: Stemmer, som forsøger at ændre nogle af de handlinger og systemer, som opretholder racisme som et naturligt og uforanderligt vilkår.
Indlægget er først bragt i Politiken og bringes her i uredigeret form med forfatternes tilladelse.
Mons Bissenbakker er lektor på Center for Kønsforskning, Københavns Universitet. Mathias Danbolt er adjunkt på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Michael Nebeling Petersen er adjunkt på Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet.