I morgen er der indkaldt til demonstrationer i en række danske byer for at markere utilfredshed med den danske asylpolitik og byde flygtninge velkommen i Danmark. Peculiar.dk opfordrer alle til at gå med i demonstrationerne og til at protestere over for den asylpolitik, som den nuværende og tidligere regeringer har iværksat.
Problematikken rækker dog langt ud over den akutte situation for de flygtninge, som kommer til Danmark i disse dage. Situationen kalder derfor på en politisk organisering, som er i stand til at formulere og fastholde krav om langsigtet politisk forandring. Et første skridt kan være at mødes under paroler, der optegner politiske horisonter, som rækker ud over at byde velkommen.
Velkomstretorikken er forståelig og på mange måder sympatisk. Men den opretholder samtidig en ide om danskere som værter ved en fest, som vi efter forgodtbefindende kan vælge at enten byde flygtninge velkomne til eller bede dem om at skride fra.
Problemet er, at man kan ikke bare kan skifte ”skrid” ud med ”velkommen” og så regne med strukturel forandring. Man er nødt til på mere grundlæggende vis at være villig til at ændre på ideen om danskeren som den nådige vært og den migrerende flygtning som den ydmyge gæst, hvis ophold altid allerede kun er tålt.
Det aktuelle billede i medierne og civilsamfundet er præget af en intensiv affektiv stemning mellem dem, der er ”for” eller ”imod” flygtninge. Den voksende tilslutning til behovet for at ønske flygtninge velkommen synes at være motiveret af en mængde affektive investeringer: Det kan være investeringen i at massere hvide danskeres empati og evne til at blive rørt over den Anden (og i nogen grad: rørt over egen rørelse). Eller investeringen i at genetablere et ”anstændigt Danmark, man kan være stolt af”.
Det er vigtigt at huske, at selvom disse investeringer kan forstås som et modsvar til den racistiske politiske udvikling og offentlighed, så rykker disse investeringer ikke synderligt ved opdelingen mellem hvem, der forstås som ”borgere” og ”gæster”, og mellem hvem, som ”tåles”, og hvem, som ”tåler”. I disse investeringer forbliver nationen og nationalismen derfor uberørt.
Hvis en ny slagkraftig politisk bevægelse skal vokse frem, må den være investeret i at kæmpe for at forandre de racistiske præmisser, der videreføres i dagens danske asyl-, migrations- og udenrigspolitik. En sådan bevægelse må arbejde aktivt for at etablere, understøtte, og videreudvikle de solidariteter, der kan opstå i organiseringen mod den politiske orden, fx mellem migrerende flygtninge, flygtninge med opholdstilladelse, racialiserede personer med dansk pas og hvide personer med dansk pas. Mellem ’provinsen’ og København. Mellem Danmark og resten af Europa.
Forhåbentlig kan sådanne solidariteter give anledning til at rejse politiske dagsordner og krav, der ikke sigter på at genoprette nationens ære og Danmarks selvforestillede humanistiske storhedstid – men som tør diskutere og sætte på spil, hvad nationen overhovedet skal være.
For der er behov for en bevægelse, der insisterer på at spørge til effekten af, at menneskers ret til liv bliver gjort ligefrem proportional med deres nytteværdi og omsættelighed til kapital af den ene eller den anden slags. De økonomiske krav om overensstemmelse mellem menneskers udgifter og indtjening er af skiftende regeringer blevet ophøjet til princip, og de ligger som en undertone selv i antiracistiske kampagner som ’Engang var jeg flygtning’.
Det er behov for en bevægelse, der tør sætte en dagsorden, som insisterer på, at menneskers ret til eksistens ikke bør måles ud fra, hvorvidt de kan omsættes, hvad de bidrager med eller hvilken funktion de kan udfylde for nogen.
Samfundet eksisterer ikke uafhængigt af os – som noget vi skal gøre os fortjent til at deltage i. Vi – herunder migrerende flygtninge – ER samfundet. Et liv behøver ingen eksistensberettigelse.
Vi ønsker ikke at forklejne betydningen af tøjindsamlinger og glædesringe, men langsigtet forandring vil kræve helt andre indsatser. Som initiativet ”Welcome to Denmark” her meldt ud efter onsdagens indledende møde, så er det vigtigt at udvikle sig fra ”ren akut aktivisme til en politisk bevægelse, som kan stille nogle krav”. De kommende demonstrationer er et vigtigt skridt i den retning.
#Solidaritetmedflygtninge
#Retfærdighedforflygtninge
#Nejtilracisme
Deltag og støt demonstrationen i København eller andre byer
Michael Nebeling Petersen, Lene Myong, Mathias Danbolt og Mons Bissenbakker er med i peculiar.dks redaktion. De arbejder alle som forskere på forskellige universiteter i Danmark, og de forsker i emner, der tematiserer og undersøger køn, race, seksualitet, affekt, nation, identitet mm.