Peculiar bringer her et genoptryk af Mathias Danbolts tekst “Selvstudiekursus i queerfeministisk glædesdrab”, som tidligere været bragt i det feministiske tidsskrift Fett (2010) og Queerkraft (2011).
Selvstudiekursus I
Emne: Queerfeministisk glædesdrab
Kursusansvarlig: Mathias Danbolt
Baggrund: I 2010 begyndte jeg i lære som queerfeministisk glædesdræber. Efter et års målrettet arbejde med at skabe dårlig stemning på akademiske seminarer, aktivistmøder, vennefester og familiemiddage er selvstudiekurset blevet skabt for at inspirere andre queerfeminister til at rase ud over status quo. I arven efter feministiske bevidstgørelses-praktikker tager kurset afsæt i forfatteren Jamaica Kincaids postkoloniale feministiske diktum: »I feel it’s my business to make everyone a little less happy.«
Motivation og fokus: Nødvendigheden af at rette fokus mod queerfeministisk glædesdrab her og nu kan opsummeres i tre hovedpunkter:
1) Der er behov for en ordentlig dosis raseri som reaktion på bekymringerne over feminismen og kønsforskningens »imageproblem« i kølvandet på Hjernevask-debatten. Dette »imageproblemet« hænger både sammen med, at der pludselig er skabt konsensus i den norske offentlighed om, at queer- og feministisk tænkning og forskning er »ideologisk« og dårlig, og at den bliver udført af humørløse, sure og politisk fastlåste queerfeminister.
»Hjernevask« var en populærvidenskabelig dokumentarserie, som blev sendt på den norske TV-kanal NRK i foråret 2010. Med udgangspunkt i spørgsmålet »Født sådan eller blevet sådan?« søgte programmet at finde svar på, hvorfor mennesker er forskellige. Med komikeren Harald Eia som programleder satte »Hjernevask« fokus på tema som køn, homoseksualitet, transkønnethed, ligestilling og race gennem en forenklet og reduktiv »kamp« mellem naturvidenskab og kulturforskning. Programmet iscenesatte evolutionsbiologien som vinderen og »kønsforskning« og især queerteori som den store taber og bluffmager. Serien resulterede i en lang og ophedet debat.
Nu er det klart, at feminisme heldigvis altid har haft et imageproblem. Nærværende selvstudie i glædesdrab vil (igen) minde om at løsningen ikke er at erstatte rasende feminister med glitrende kusser. Hvis queerfeminismen har et imageproblem, består dette tværtimod i, at vi må gøre det mere attraktivt at skabe dårlig stemning i det konsensusorienterede racistiske heterohelvede, vi lever i.
2) Kurset i glædesdrab vil videreformidle og hylde den »ulykkelige arv« som er queerfeminismens vigtigste inspirationskilde. Som Sara Ahmed påpeger i den mest opdaterede lærebog på feltet, The Promise of Happiness (2010), er det afgørende at huske på problemmagerne før os. Ahmed giver queer-, feministisk- og antiracistisk ulykkelighed en historie og politisk betydning. Hun trækker på den viden, som ligger i de uudtømmelige arkiver af feministisk fortvivlelse og raseri, og udfordrer os til at se, hvordan angrebene på glædesdrab gør queerfeministisk politik usynlig:
“Feminists are read as being unhappy, such that situations of conflict, violence, and power are read as about the unhappiness of feminists, rather than being what feminists are unhappy about.”
Der er al mulig grund til at være ulykkelig i dagens samfund: Er raseri ikke den eneste fornuftige reaktionen på forholdene i verden i dag?
3) Den queerfeministiske glædesdræber bidrager i kampen mod lykkeindustrien og den stigende individualisering af kollektive problemer. Som Ole Jacob Madsen påpeger i bogen Den terapeutiske kultur (2010), er der sket en dramatisk stigning i antallet af personer med behov for psykologisk hjælp i Norge i dag, men en manglende interesse for at stille spørgsmål til, hvorfor folk bliver syge. Madsen kobler den terapeutiske kultur til den nyliberale politiks »frigørende« retorik om, at enhver er sin egen lykkes smed – et perspektiv, som afpolitiserer strukturelle og samfundsmæssige vanskeligheder og individualiserer problemerne.
Her kan kritikken fra queerfeministiske glædesdræbere som Ahmed fungere som et korrektiv. Når folk bliver syge og ulykkelige af ikke at leve op til idealer om det perfekte ægteskab eller effektivisering på jobbet, minder glædesdræberne os om, at løsningen måske ikke er at gå til behandling for at takle parforholdet eller at overleve stres på jobbet. Det, man virkelig behøver hjælp til, er at ændre på de normer og rammer, som organiserer kærligheden og arbejdslivet på måder, som begrænser vore mulighedsrum her i verden.
Den queerfeministiske glædesdræber er derfor ikke en, som dyrker depressionen og fortvivlelsen, men en som ser disse som en ofte uundgåelig reaktion på, hvordan samfundet er sat sammen her og nu. Men glædesdræberen også er bevidst om den energi, som skabes ved at være rasende sammen med andre, hvad enten dette tager form af demonstrationer, aktivistgrupper eller andre modstandsfællesskaber, som fx feministiske tidsskrifter som Fett og netsteder som Queerkraft.
Målsætning: At give selvtillid og motivation til at sætte en stopper for folk, der kommer med racistiske bemærkninger på jobbet, som presser heteronormative rammer ned over dig i hverdagen, eller som fremmer sexistiske holdninger under den hyggelige vennemiddag. Når man raser ud i sådanne situationer, bliver man ofte betragtet som den, der »ødelægger den gode stemning«, selv om udbruddet kun er en naturlig og vigtig reaktion på, at nogen andre med deres utålelige handlinger og kommentarer allerede har ødelagt din mulighed for at have det hyggeligt. Selvstudiet i queerfeministisk raseri ønsker at bidrage til, at glædesdrab igen bliver en attraktiv politisk strategi – og anerkendt overlevelsesmekanisme. Målet med queerfeministisk glædesdrab er, som Ahmed har formuleret det, at åbne mulighedsrum for andre tanker og livsformer, at give plads til nye muligheder og tilfældigheder. Men der er også et etisk imperativ i glædesdrabet, da det med Ahmeds ord minder os om, at »we must stay unhappy with this world«.
Kurset i queerfeministisk glædesdrab vil forhåbentlig ændre din måde at se og agere i verden på, eftersom det både fremmer solidaritet og gør én ydmyg i mødet med andres raseri og ulykkelighed. Få har formuleret dette klarere end Jamaica Kincaid, som i et interview giver følgende beskrivelse af nødvendigheden af at dræbe glæde, hvis vi skal begynde at forestille os en anden verden:
“It’s nice to know that when you sit down to enjoy a plate of strawberries, somebody got paid very little so that you could have your strawberries. It doesn’t mean the strawberries will taste different, but it’s nice to enjoy things less than we do. We enjoy things far too much, and it leads to incredible pain and suffering.”
Arbejdsform: Øvelse gør mester. Men husk at selv om det ikke er vanskelig at dræbe glæde, er det ofte et tungt og krævende arbejde. At have et netværk af andre glædesdræbere i baghånden anbefales. Selvstudiet bør indeholde både praksis og teori, og her er der et stort arkiv at tage for sig af. Her er en oversigt over væsentlige tekster at begynde med, hvis du vil starte eller genopfriske den livslange læringsproces som queerfeministisk glædesdræber:
- Sara Ahmed: The Promise of Happiness (2010). Kursets bibel, som ikke kunne have været skrevet uden Audre Lordes tekster.
- Audre Lorde: »The Uses of Anger: Women Responding to Racism«, i Sister Outsider (1984) og Zami: A New Spelling of My Name (1983). Tjek også hendes digte ud!
- Jamaica Kincaid: Alt hvad hun har skrevet, men romanerne Lucy (1990) og The Autobiography of My Mother (1995) er gode steder at starte.
- Valerie Solanas: SCUM Manifesto (1968). Behøver ingen introduktion.
- Birdie Solanas: Society for Cutting Up Couples (2010). Performancekunstner og aktivist Bird la Birds inkarnation som Solanas’ datter er rasende inspirerende.
- Jack Halberstam: »The Anti-Social Turn in Queer Theory«, Graduate Journal of Social Science (5:2, 2008). Viser nødvendigheden af at rase ud – indimellem også mod andre feminister og queerteoretikere.
- Lauren Berlant: The Female Complaint: The Unfinished Business of Sentimentality in American Culture (2008). En stærk analyse af folks kærlighedsforhold til det konventionelle og normale.
- Ole Jacob Madsen: Den terapeutiske kultur (2010). Giver en god baggrund for diskussionen, selv om den ikke selv formulerer en eksplicit feministisk politik.
Mathias Danbolt er lektor i kunsthistorie på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, København Universitet