I 2013 vandt den borgerlige fløj regeringsmagten i Norge, og den socialdemokratiske regering blev erstattet af en “blåblå” mindretalsregering bestående af partierne Høyre (H) og Fremskrittspartiet (FrP) – søsterpartier til danske Det konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti – under ledelse af statsminister Erna Solberg (H). Højrefløjspartiet FrP fik over 16 % af stemmene ved valget, og efter mange års kamp for at blive “stuerene” blev partiet for første gang inviteret til at indgå i et regeringssamarbejde. En stor sejr for højredrejningen i norsk politik.
Selv om effekterne af FrPs indtog i regeringsmagten er mærkbare, er kritikken hurtig stilnet. I denne kronik (trykt i Dagbladet 20. juni), kritiserer forskerne Mathias Danbolt og Stine Helena Bang Svendsen, den måde hvorpå den norske LHBT-bevægelse aktivt bidrager til at normalisere højrefløjens politiske dagsorden. Dette er senest sket gennem arrangørerne af EuroPrides valg om at give en minister fra FrP æren af at holde festivalens åbningstale.
20. juni går startskuddet for EuroPride 2014 i Oslo. Til at åbne denne festival, som skal fejre mangfoldighed, menneskerettigheder og seksuel frigørelse, har arrangørerne inviteret ingen ringere end Børne-, ligestillings- og inkluderingsminister Solveig Horne fra FrP. Ministerens funktion er normalt at give arrangementet en aura af betydning – at kaste glans over kampen for LHBT-personers liv og mulighedsbetingelser.
Men på EuroPride 2014 er rollerne vendt på hovedet. Ved at invitere Solveig Horne har arrangørerne i stedet sørget for at tusindvis af festglade LHBT-personer kaster glans over Horne og FrP. Dermed bidrager de til FrPs projekt om at fremstå som et parti, som støtter et mangfoldigt norsk samfund. Det eneste vi får tilbage for denne tjeneste er mere FrP-politik og en udhuling af begreber som mangfoldighed, menneskerettigheder og frigørelse.
Siden FrP indtog Børne- og ligestillings- og inkluderingsministeriet har minister Solveig Horne været på hårdt arbejde for at vinde tillid i et politik- og vidensfelt, som FrP som parti har dårlige forudsætninger for at bestyre – fordi de ikke anerkender betydningen af det. Den minister, som blev valgt til opgaven, mente at selvstændige støtteordninger for LHBT-organisationer var diskriminerende, at det var problematisk at børn hørte om homoseksuelt samliv i børnehaven, at transpersoner egentlig ikke havde noget at gøre i ligestillings- og diskriminationsfeltet, og ikke mindst; at diskriminering i sig selv var et subjektivt spørgsmål.
Det er åbenbart en udfordring at forene disse politiske holdninger med et politisk ansvar for norsk ligestillings- og diskriminationspolitik i en samarbejdsregering. I hvert fald så længe den eksisterende lovgivning skal følges. At Horne har forklaret, at hun er ”modnet” i sit syn på LHBT-politik siden sin indtræden som minister, betyder imidlertid ikke, at FrPs politiske grundholdning til feltet er ændret.
Det at have respekt for politiske modstandere indebærer at tro på, at de faktisk vil gøre hvad de kan for at gennemføre deres politik. Vi tror ikke Solveig Horne greb regnbueflaget den dag, hun tiltrådte som minister, fordi hun havde ændret politiske holdninger. Vi tror, hun greb det, fordi hun ikke havde noget valg, og fordi det kan være et nyttigt redskab i FrPs forsøg på at omforhandle betydningen af plusord som ”mangfoldighed” og ”frihed” i norsk og international LHBT-politik.
I Dagbladet 17.06 skriver Marie Simonsen, at Solveig Horne har tabt, når ministerrollen forpligtede henne til at deltage på kvindebevægelsens Nordisk Forum i Malmö i forrige uge, og tage imod deres krav til en nordisk ligestillingspolitik. Nordisk Forum inviterede ministrene fra de nordiske lande for at stille dem til ansvar politisk og tvinge dem til dialog om fremtidens ligestillingspolitik.
Den politiske agenda var tydelig, og ministrene måtte svare på, hvordan de havde tænkt sig at møde den. Hornes deltagelse på Nordisk Forum i Malmö affødte stærk kritik fra antiracistiske feminister, som hævdede, at det at invitere og give taletid til en sådan politiker på et feministisk forum bidrager til at legitimere og normalisere højresidens anti-feministiske, fremmedfjendske, homonegative og transnegative politik. I Norge har der været stille omkring invitationen af Horne til EuroPride. Men kritikken rammer langt hårdere i dette tilfælde.
At åbne EuroPride 2014 bliver væsentligt mindre udfordrende for Horne end mødet med kvindebevægelsen på Nordisk Forum var. Arrangørerne af PrideHouse, som står for det politiske program på festivalen, siger, at de synes, det er flot, at Horne kommer, eftersom EuroPride handler om at udfordre sig selv. Spørgsmålet er, om de har tænkt sig at udfordre Solveig Horne. Hvilke politiske krav vil Horne blive mødt med fra den norske og internationale LHBT-bevægelse, når hun åbner EuroPride?
Uden konkrete politiske krav og betingelser fremstår Hornes åbning af EuroPride som en symbolsk afslutning på den politiske kamp for LHBT-personers rettigheder og livsbetingelser. En ting er at kommunikere til omverdenen, at hele det politiske Norge, inklusive FrP, nu har en LHBT-politik, der er god nok til at den kan få lov at åbne den europæiske LHBT-bevægelses største fest.
En anden ting er at gøre dette i vished om, at FrP griber enhver lejlighed til at skubbe homofobien og transfobien – som de har nok af i eget parti – over på folk, som er indvandret til Norge. Det er nødvendigt at erkende, at LHBT-sagen bliver brugt aktivt til at tilsværte muslimer i Norge – heteroer såvel som queers – og at dette bliver gjort af aktører, som aldrig har løftet en finger for LHBT-personers rettigheder og livsmuligheder.
Når FrP bliver inviteret til at åbne den europæiske LHBT-bevægelses største fest gøres det krystalklart, at der netop ikke er mere at kæmpe for. Men sådan en fest er ikke for alle. Ikke for de mange LHBT-personer, som kæmper med effekterne af dagens stramme politik, som bliver ført på bl.a. transfeltet og indvandrerområdet.
Når de politiske tilbageslag bliver synlige – og vi har nok tillid til FrPs politiske kapacitet til at tro, at de kommer til at blive det – er der fare for, at LHBT-bevægelsen har foræret det politiske ejerskab til mangfoldigheden bort; til den seksuelle frihed, og endda til regnbueflaget. Dette er betydningsfuld symbolpolitik: En kamp om politiske symboler, hvor FrP har alt at vinde, og LHBT-bevægelsen meget at tabe.
LHBT-bevægelsen har politisk kapital i det norske samfund. Denne er blevet oparbejdet gennem flere årtier med politisk kamp og arbejde mod FrP og deres meningsfæller. Når bevægelsen nu bruger denne politiske kapital til at bidrage til FrPs styringsevner i et politikfelt, som samme parti helst vil nedlægge, hjælper LHBT-bevægelsen med til at legitimere FrPs projekt om at svække de sociale bevægelser, som kæmper for mangfoldighed og inklusion i det norske samfund.
Ved at give en FrP-politiker æren af at sætte tonen for EuroPride bidrager LHBT-bevægelsen til en udvanding af det mangfoldighedsbegreb, som er bevægelsens eksistensberettigelse. Så vinder Horne, og vi vil ikke klappe.
Stine H. Bang Svendsen er forsker, ph.d., på Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet i Trondheim. Mathias Danbolt er forsker, ph.d., på IKK, Københavns Universitet.