Om identitetens politikker

Sagen med Fredensborg Kommune er et lærestykke i den strukturelle diskriminations identitetspolitiske virkemåde: Nemlig dét at én gruppes politiske neutralitet konstrueres ved at pege en anden gruppe ud som dem, der bedriver identitetspolitik.

Fredensborg_Kommune_city_border_IMG_0129

De sidste små to år har den såkaldte offentlige debat set en genetablering og revitalisering af kritikken af strukturel undertrykkelse. Især med baggrund i forskellige litterære værker (Hassan, Lee Langvad, Farrokhzad mfl.) er der blevet åbnet for en diskussion af diskriminerende samfundsstrukturer som fx racisme, misogyni og homofobi.

Allerede på betegnelsen fornemmer man, at der er tale om noget højest mistænkeligt, og at ordets første del (“identitet”) på det nærmeste lægger en bombe ud under dets andet del (“politik”).

I denne diskussion er de (og os), der benævner strukturelle diskriminationsformer gentagende gange blevet mødt med den kritiske anklage om ikke at være saglige, men snarere bedrive noget som bliver kaldt identitetspolitik. Allerede på betegnelsen fornemmer man, at der er tale om noget højest mistænkeligt, og at ordets første del (“identitet”) på det nærmeste lægger en bombe ud under dets andet del (“politik”). Det er sjældent helt klart, hvad der menes med begrebet, men i det store og hele ser det ud til, at kritikeren med “identitetspolitik” mener en form for politik, som består i, at man tager udgangspunkt i enkeltgruppers fællesidentiteter (fx som kvinder), for så at formulere politik ud fra denne gruppes særinteresser.

Med andre ord går anklagen på, at den, som bedriver identitetspolitik, ophøjer én gruppes interesser til princip i stedet for at tilslutte sig generelle og universelle principper for hvad, der må forstås at være til samfundets til enhver tid bedste . Med til denne karakteristik hører anklagen om, at identitetspolitikere mener, at kun kvinder må udtale sig om kvinder, og at kun ikke-hvide må tale om racisme, hvormed det frygtes, at den demokratiske debat bliver endegyldigt atomiseret, idet alle kun må udtale sig om sig selv, og ingen længere kan tale med hinanden.

Det lyder idiotisk alt sammen, og det ville det naturligvis også være, hvis det vitterligt var det, feministerne, antiracisterne og alle vi andre sagde. Nu er det ikke fordi, det er en kritikers opgave at forsøge at bevise sin uskyld, hver gang en absurd argumentfordrejning dukker op. Ikke desto mindre kan netop anklagen om, at vi bedriver identitetspolitik, fortælle os noget vigtigt om, hvordan strukturel udelukkelse virker, fordi anklagen i sig selv udgør en del af de måder, hvorpå diskrimination foregår.

Identitetens diskriminerende politik
En af den strukturelle diskriminations virkemåder er nemlig at reducere noget og nogen til “identitet” sådan at ens egen position ophøjes til det neutrale og objektive. I dette spil bliver identitet til noget suspekt, som nogen har og insisterer på, og som det gælder om at lægge afstand til, hvis man skal bedrive saglig og objektiv politik.

Identitet er nemlig allerede i meget høj grad genstand for politisk styring og undertrykkelse på et væld af måder i vores samfund.

At identitet kan være suspekt er i og for sig en udemærket pointe, som desværre ofte overser, hvor identitet kommer fra: Identitet er nemlig allerede i meget høj grad genstand for politisk styring og undertrykkelse på et væld af måder i vores samfund. Det er bare noget, vi sjældent kalder for “identitetspolitik”, men det burde vi måske begynde at gøre.

Fx kan man med rette kalde det identitetspolitik, når kombinationen af brunhed, maskulinitet og ungdom får én til at ryge på politiets visiteringsliste eller ud af bolig- eller jobkøen. Man kan også med rette kalde det identitetspolitik, når statslige institutioner afhører mennesker for at finde ud af, om deres personlige oplevelse af egen kønsidentitet nu også kan passe, snarere end at stole på personernes egen vurdering. Man kan også passende kalde det identitetspolitik, når den dominerende befolkningsgruppe insister på sin ret til at definere andre grupper med betegnelser, som umenneskeliggør dem. Og man kan med rette kalde det identitetspolitik, når et flertal i Fredensborg Kommune uden at ryste på hånden udelukker en politiker med handikap fra at deltage i de demokratiske forhandlinger om kommunens handikappolitik med en påstand om, at han i kraft af sit handikap er inhabil.

Sagen med Fredensborg Kommune er på sin vis et lærestykke i den strukturelle diskriminations identitetspolitiske virkemåde: Nemlig den måde, hvorpå én gruppes politiske neutralitet konstrueres ved at pege en anden gruppe ud som dem, der bedriver identitetspolitik.

Et flertal i byrådet mistænker således den radikale politiker for at ville varetage handikappedes interesser i kommunalpolitikken, og mener derfor at ikke kan være politisk neutral. Man kunne ellers mene, at det i sig selv ville være en god idé, måske endda demokratisk, at en af de lovgivende personer på området selv var underlagt lovgivningens effekter, men faktisk har politikeren ikke lovet specifikt at tale handikappedes sag.

Det, som i andre sammenhænge kaldes for ”repræsentativt demokrati”, bliver således til “inhabilitet”, når det møder en handikappet krop.

Byrådet mener dog ikke destomindre, at han kan forventes at gøre det, fordi han er handikappet. Politikeren i kørestol fremstår med andre ord som mere inhabil end den kropskapable politiker, som har lovet specifikt at varetage topskatmodtageres, landmænds eller børnefamiliers interesser. Det, som i andre sammenhænge kaldes for ”repræsentativt demokrati”, bliver således til “inhabilitet”, når det møder en handikappet krop. Alle byrådets ikke-handikappede kroppe kommer til gengæld til syne som upartiske og uden interesser at forsvare. Som kroppe der er neutrale og identitetsløse, når det kommer til handikappolitik. Habile kroppe er øjensynligt lig med abile kroppe.

Det som er vigtigt at bemærke i denne sag er, hvordan selve anklagen om, at politikeren med (synligt) handikap vil føre identitetspolitik i sig selv fungerer som et strukturelt diskriminerende identitetspolitisk greb: Grebet består i at gøre identitet og inhabilitet til noget, der lander på nogle kroppe, hvilket derigennem får andre kroppe til at fremstå som neutrale, identitetsløse: habile.

Det er med andre ord væsentligt ikke bare at afvise anklagen om identitetspolitik, men samtidig at forstå, hvad denne anklage gør, og hvordan den i sig selv fungerer som et værktøj for identitetens diskriminerende politikker. Det er paradoksalt, men næppe helt tilfældigt, at det er reaktionen på identitetens diskriminerende politik, og ikke den diskriminerende politik i sig selv, der udråbes til essentialiserende identitetspolitik.

Identitetens forandrende politik
Det at reagere på de undertrykkelser, som man har til fælles, fordi man af det omgivende samfund er blevet reduceret til en bestemt identitet, som homo, trans, kvinde, bandemedlem, handikappet, er ikke det samme som at essentialisere en identitet. Det er at reagere på den essentialiserende identitetspolitik, man allerede er blevet gjort til genstand for.

Faktisk er det at insistere på, at det omgivende samfund ikke først må placere én i et køns-, race-, klasse- eller kropshierarki, og derpå benytte denne placering som undskyldning for at ekskludere én fra den demokratiske process og debat, temmelig langt fra at kræve særrettigheder på baggrund af ens identitet.

At kræve ret til demokratisk repræsentation er ikke det samme som at sige, at ”kun medlemmer af min gruppe må tale om den”. Demokratisk repræsentation indebærer at påpege det selvindlysende faktum, at det har konsekvenser, når kun folk, som netop ikke er medlemmer af en bestemt gruppe – som fx handikappede – har mulighed for at udtale sig og lovgive om den.

Det er ikke essentialisme at erkende, at kvinder generelt tjener mindre og er mere udsat for vold end mænd.

Det er ikke essentialisme at erkende, at kvinder generelt tjener mindre og er mere udsat for vold end mænd. Og det er ikke essentialisme at pege på sammenhængene mellem den lave repræsentation af handikappede i dansk politik og den generelle nedprioritering af handikapområdet. Det er at reagere på en social urimelighed.

Det er ikke essentialisme, når racialiserede feminister udveksler erfaringer om feministisk kamp, som hvide feminister ikke deler, og nogle gange er medskyldige i og derfor ikke kan deltage i. Det er at tage konsekvensen af og skærpe forståelsen for at “feminist” netop ikke er en universel identitet eller kan betegne en universel kamp.

Og det er og bliver ikke identitetspolitisk essentialisme, når man arbejder sammen med andre, som er genstand for samme urimelighed som en selv, for at ændre på urimeligheden. Dette samarbejde hedder solidaritet, og den er én af betingelserne for, at forandring overhovedet kan muliggøres.