Identitet og politik på kvindekampdagen

Danh Vo: Untitled (Christmas)

Danh Vo: Untitled (Christmas)

 

Politiken skriver i dagens anledning, at minoriteters feministiske kampe er identitetspolitik, der både keder og frastøder de mange. Det er ligefremt overdrevent at kæmpe for ligeværd. Pernille Skipper skriver på b.dk, at minoriteters feministiske kampe er navlepilleri (ja, det skriver hun faktisk). Og fremtrædende feminister har brugt ugen op til 8. marts på at latterliggøre og mistænkeliggøre antiracistiske interventioner mod racistiske under- og overtoner i forbindelse med fastelavn. Det er åbenbart vanvittigt besværligt at høre på minoriteters opråb, og det forstyrrer solidariteten mellem mig og dem, der ligner mig.

Måske feminisme på mange måder er identitetspolitik. Mange af os starter vores aktivisme og analyse i det private, i kroppen, på arbejdet og i hverdagen. I den lokale oplevelse af udstødelse, ulighed, vold og uretfærdighed. For det er her den systematiske, ideologiske, politiske og økonomiske vedvarende ulighed bliver synlig og tager form. Og intersektionelle feministiske analyser og interventioner søger netop at forstå, systemerne og historien bag disse uligheder og vold mod bestemte kroppe og identiteter. Ved at synliggøre det lokale og sætte det i en strukturel og historisk sammenhæng.

Og, Pernille Skipper, jeg har endnu ikke mødt en såkaldt identitetspolitik tredjebølge- eller såkaldt fjerdebølgefeminist, som mener, at penge og kroner, løn og arbejdsmuligheder, ikke er helt centralt i undertrykkelsen af kvinder, og i særdeleshed trans-, ikke-hvide, migrerende, lesbiske og andre minoriserede kvinder. Men vi prøver at vise, at uligheden tager forskellige former afhængigt af, hvilke hvilken krop eller identitet, du er givet.

…det er forbeholdt helt bestemte identiteter at være identitetsløse og universelle.

Og det er unægteligt ironisk, at blive bedt om at droppe identitetspolitik, når man som minoritet aldrig kan undslippe sin identitet. Det er det ord, der står foran bindestregen, når “du” præsenterer mig som ven, forsker og aktivist. Det er det ord, der gør, at jeg aldrig kysser min kæreste på gaden. Det er de ord, som ikke indeholdes i ‘man’. Min politik, forskning og erfaring rammesættes som partikulær identitetspolitik, fordi den ikke tager udgangspunkt i “din” identitet. Fordi det er forbeholdt helt bestemte identiteter at være identitetsløse og universelle.

Og navlepilleri, really? Når transkvinder er underkastet ekstrem vold og mord over hele verden, så er deres opråb om solidaritet og modstand mod alle former for transmisogyni (også den feministiske) ikke navlepillende identitetspolitik. Det er livsvigtigt, og vi bærer alle et medansvar for, at volden fortsætter. Når transkvinder fortæller os om transmisogyni, så bør vi lytte og tage til lære. Når ikke-hvide kvinder underkastes systematisk racisme strukturelt (hvor mange ikke-hvide kvinder gør rent for dig vs. hvor mange har du som kollega?), såvel som racisme i hverdagen, på gaden, på skolen og til fastelavn, så er det heller ikke navlepillende identitetspolitik. Det er livsvigtigt, og racismen virker ikke bare hos DF, men hos dig og mig, i vores organisationer og venskaber. Det kræver vedvarende arbejde, tålmodighed og interventioner at aflære os selv racismen (ligesom sexisme), herunder hvordan racisme er dybt sammenvævet med patriarkatet på mikro- og makroniveau, i vores intime relationer og som medborgere, i kultur, politik og lovgivning.

Og på en dag som i dag bør vi takke ikke-hvide feminister for deres vedvarende arbejde i at lære dem af os, der er født med raciale privilegier, hvordan racisme og andre ulighedsformer virker, strukturerer og skaber verdener.

Dette står ikke i modsætning til at kæmpe for bedre og lige løn mellem kønnene. Tværtimod. Men kampen for ligeløn indbefatter ikke bare det kønsadskilte arbejdsmarked, men også det arbejdsmarked, hvor intersektionerne mellem medborgerstatus, køn, race, krop og religion rammer forskellige kvinder forskelligt. Tænk over hvad kontanthjælpsloftet betyder for de kvinder, hvis kropsmærker og identiteter gør, at de er konsekvent udelukket fra arbejdsmarkedet. Du kan ikke adskille identitet fra politik og økonomi.

Det er netop ikke en nulsumslogik

At synliggøre disse intersektioner står ikke i modsætning til at kæmpe for alle kvinder, tværtimod lærer vi måske allermest om patriarkatets ideologiske virkeformer ved at forstå og bekæmpe den vedvarende og dehumaniserende vold og udelukkelse, som fx transkvinder udsættes for, lokalt og globalt. Det er netop ikke en nulsumslogik, som Politiken skriver. Det er en solidaritetspolitik.

Så, skal vi ikke bare, i hvert fald bare i dag, droppe den der identitetspolitik-stråmand, og i stedet søge solidariteten med dem, som måske ikke ligner os, ved at lytte og lære. Måske i særdeleshed på dem, som har allersværest ved at blive hørt i den hvide og patriarkalske offentlighed.

Og ja, det er besværligt, og ja, det forstyrrer. Og ja, det har feminisme og antiracisme alle dage gjort. For dem, som har privilegier, vil sjældent give dem op uden kamp. Det er ligesom pointen med feministiske interventioner. Og det koster tid, penge, mistede privilegier, arbejde og solidaritet at ændre verden til det bedre.