Homohistorie, homonationalisme og transmisogyni i The Einstein of Sex

Magnus Hirschfeld og venner

Magnus Hirschfeld og venner

Mandag 4. maj var jeg i Huset Teater og så teaterstykket The Einstein of Sex. Stykket fortæller en ofte overset historie om sexologen Magnus Hirschfeld og Institut für Sexualwissenschaft i Berlin, som han grundlagde i 1919. The Einstein of Sex søger at vise den vigtige rolle, som Hirschfeld spillede for forståelsen af homoseksualitet, og hans kamp for at udvikle en sympatiserende videnskab i ikke-heteroseksuelle livs- og begærsformer.

En videnskab der var central for tilblivelsen af ”den homoseksuelle” (og væsentligt mindre udtalt, den transkønnede), der trådte frem som subjekt gennem videnskabens trang til kategorisering, taksonomi og objektificering af de “perverse”. En vigtig fortælling som længe synes at være blevet glemt i the grand straight story.

Ligeså begejstret jeg var for opsætningens scenografi og musik, ligeså træt blev jeg af stykkets gentagelse af nutidens udbredte homo-nationalistiske logikker og transfobiske fremstillinger.

Men The Einstein of Sex forsøger ikke bare at fortælle en historie om fortiden. Stykket forsøger nemlig at gøre fortællingen om Hirschfeld til en aktuel historie for os i 2015. Og her melder stykkets problemer sig for fuld styrke. For ligeså begejstret jeg var for opsætningens scenografi og musik, ligeså træt blev jeg af stykkets gentagelse af nutidens udbredte homonationalistiske logikker og transfobiske fremstillinger.

Den vigtige historie

The Einstein of Sex er ifølge teatrets hjemmeside et ”doku-musikteater”. I stykket møder vi den voksne Magnus Hirschfeld, spillet af Pauli Ryberg. Vi kastes hovedkulds ind i den hektiske stemning og begejstring for seksuelle og kønnede variationer, som prægede hans forskningsinstitut i 1920ernes Berlin. De forskellige forskere, ansatte og brugere af Instituttet spilles og synges af bøssegruppen Schwanzen Sänger Knaben og skuespilleren Amia Miang, mens Pete Livingstone står for musikken og agerer som stykkets fortæller.

Instituttets storhedstid i 1920erne fortælles i en collageinspireret stil mellem musik, lyrik, monologer, spil osv. Og stykket slutter der, hvor historien om Instituttet også endte, da det blev brændt ned til grunden af nazisterne i 1933, mens Hirschfeld var i eksil i Nice.

Gennem iscenesættelsen af Instituttet som samlingspunkt for datidens store kunstnere og et yderst diverst ”queermiljø”, så fortæller historien om Instituttet også en historie om mellemkrigstidens Berlin. En historie om den nye kapitalismes brutale frisættelse af individet, i de nye storbyers heterotopiske landskaber, godt hjulpet af sproget fra de nye videnskaber, som bidrog til at skabe nye og fantastiske miljøer, identiteter og fællesskaber.

Som George Chancey viser i sin bog om Gay New York, så komplicerer disse historiske enklaver den lineære fortælling om homo-historien, der ofte fortælles som en progression fra selvhad over Pride og Stonewall til nutidens krav om ligestilling og ægteskab.

De historiske enklaver af “queer” kulturer, der var virksomme længe før homokampens fremkomst, viser snarere, at normudfordrende queerkultur (som alle andre historier) ikke udvikler sig i en lineær progression mod stadig større accept, men i kontante forhandlinger med den sociale, politiske og ideologiske samtid, hvor rammerne for queerhed forhandles og produceres.

Maskulinitet tegnes gennem seksualiserede og racialiserede Andre.

Derfor er historien om både Hirschfeld og Instituttet vigtig at fortælle, ligesom dets destruktion under nazismen er vigtig at huske. Hirschfeld inkarnerede som en jødisk homoseksuel mand fascismens hadeobjekt pr. excellence, hvor de to kategorier ikke modsatte sig hinanden, men snarere bekræftede hinanden i maskulinitetens ideologi: Maskulinitet tegnes gennem seksualiserede og racialiserede Andre.

Dette er ingenlunde en gammel historie og heller ikke en forbeholdt facismen: Maskulinitet er stadig et terræn, der kontrolleres og domineres af de fine kalibreringer af race, begær og nationalitet.

Den aktuelle historie

I pressematerialet fortælles det, at The Einstein of Sex er en ”forestilling om frihed, frisind og det modsatte,” som søger at fortælle ”homoseksualitetens historie gennem de sidste hundrede år”. Ambitionen er således ikke ’bare’ at fortælle Hirschfelds og Instituttets historie, men også at trække linjer fra Hirschfeld til dagens homo- og queerpolitiske forhold og kultur.

Stykket rammesættes i første og sidste scene med en dialog mellem Pauli Ryberg – som i disse scener spiller en homoseksuel skuespiller, der spiller Hirschfeld – og en lille pige. Skuespilleren viser pigen en række mystiske, men alligevel kodede, hånd- og kropsbevægelser, som pigen skal dechifrere en mening ud af. Og hun ser, at disse kropslige og lydlige bevægelser tegner konturerne af velkendte figurer: den homo- og biseksuelle såvel som den transkønnede.

Denne rammesætning trækker linjer mellem fortidens diskrimination og uvidenhed til dagens gruende håb, symboliseret gennem barnet gennem hendes accept og viden. Denne rammesætning er i sig selv et interessant valg: I forlængelse af Lee Edelmans polemiske angreb på reproduktiv futurisme kan man spørge, om et queer håb om fremtid virkelig bedst iscenesættes gennem Barnet som figur? Den allestedsnærværende Barnets symbolik om fremtiden hviler, som Edelman har påpeget, på (heteroseksuel) reproduktion, og Barnets figurative status af renhed og uskyld afhænger af marginaliseringen af det perverse Andet og queer.

Men lad det ligge. Stykkets investering i at aktualisere historien kommer også til syne i midten af stykket, hvor Pauli Ryberg igen træder ud af sin figur som Hirschfeld. I et intermezzo læser han forskellige homofobiske citater fra vores samtid op af en bog, som bliver gentaget af de andre skuespillere på skift i en rytmisk frekvens. Fx læser Ryberg et homofobisk citat fra Jesper Langballe, der bliver repeteret af de andre skuespillere, som efter hvert citat læser udtalelsen op i sin sammenhæng med en nærmest fascistisk stilistik og med militaristisk præcision.

De mange forskellige samtidige homofobiske statements og udtalelser sættes på den måde ind i historien og viser, at den homofobi, som prægede 1920ernes Berlin, stadig er til stede. Det interessante er så hvor, stykket placerer denne aktuelle homofobi. Hvem bliver citeret som bærere af homofobien i dag, små 100 år senere? Selvfølgeligt, fristes man at sige, hos blandt andet Ugandas præsident, Ruslands præsident, en homofobisk imam i London, en religiøs prædikant i USA, hos præsterne Langballe og Krarup fra Dansk Folkeparti osv.

Nuvel, det er vel klart for alle, at disse personer ikke er glade for homoseksuelle, og at deres udtalelser er voldelige angreb på seksuelle minoriteter. Det interessante er imidlertid ikke, at de er homofobiske, men at de iscenesættes som det sted, hvorfra homofobien i dag stammer fra.

I stykkets skildring af 1920erne møder vi maskulinitetens indbyggede homofobi og heteronomative funktioner skildret gennem en bayersk forlovet soldat, der er patient hos Hirschfeld. Han kan ikke forene sin homoseksuelle natur med de krav om maskulinitet, han møder på i sit arbejde og de krav om heteroseksualitet og reproduktion, han møder i samfundet, og soldaten må nødvendigvis slå sig selv ihjel. Denne skildring kunne oplagt få udtryk i en historisk parallel, hvor vi kunne have mødt den hegemoniske maskulinitet, som den tager form i dag – og hvor homofobi stadig konstituerer maskulinitetens grænser og væsen.

Men denne skildring af homofobi i 1920erne står i stedet i skærende kontrast til den skildring af nutidig homofobi, som stykket tilbyder os. Hvor den bayerske soldat også selv er et offer for sociale homofobiske krav, er nutidens homofobi placeret et andet sted. Og det er ikke i den hegemoniske maskulinitet, ikke i nationens ideologi, ikke i heteronormativitetens krav om ønskelig reproduktion. Dagens homofobi har derimod tydeligvis sit udspringspunkt i enkeltindivider, som fremstår som eneansvarlige for homofobiens eksistens.

Når The Einstein of Sex på denne måde placerer homofobien hos bestemte individer i nutiden, har det bl.a. den uheldige konsekvens, at resten af os frikendes fra homofobi og dermed også fra kravet om at ændre strukturelle diskriminationer. Danmark kan iscenesættes som en geografi, hvor homofobien alene findes hos præsterne i Dansk Folkeparti og måske hos en enkelt imam.

Ydermere har det den uheldige konsekvens, at homofobien placeres hos nogle helt bestemte positioner: På den ene side uden for den vestlige verden (i Rusland, i Afrika) og på den anden side i nogle helt bestemte lommer inden for den vestlige verden: Religiøse lommer.

Homonationalisme

I sin modstand mod religiøsitet træder stykket ind i velkendt diskurs og rammesætning af homoseksualitet siden 9/11. Da Bush proklamerede en ny verdensorden med sin ”war on terror” sedimenterede han, at de globale geopolitiske konturer ikke længere tegnes gennem ideologier eller politiske modsætninger, men gennem forestillinger om den frie, oplyste og moderne vestlige verden og den ufrie, middelalderlige og traditionelle arabiske verden.

Disse forestillede geografier skabes og vedligeholdes bl.a. gennem diskurser som ”war on terror” og ”clash of civilazations”, hvor vesten konfigureres gennem modstillingen til den arabiske verden.

I konstitueringen af både nationens ydre grænser såvel som nationens indre grænser (hvem er ønskede danske borgere, hvem behøver end ikke spørge?) spiller den homoseksuelle figur en central rolle. Den homoseksuelle bliver, som Jasbir Puar har vist, iscenesat som modernitetens galionsfigur, der forsikrer, at Vesten er moderne, men det arabiske iscenesættes som allerede homofobisk og præ-moderne.

Det er i ironisk, hvor protestantisk denne forestillede adskillelse mellem religion, det fri menneske og viljen er.

Grænsedragningerne informeres også af skellet mellem religiøsitet og sekularisme. Vesten (måske i særdeleshed Skandinavien) iscenesættes som fri af religionens åg (hvis vi lige ser bort de skøre præster og immigranterne), religion spiller ingen rolle i politik – det er alene en individuel sag mellem mig og min gud. Det er i ironisk, hvor protestantisk denne forestillede adskillelse mellem religion, det fri menneske og viljen er. Snarere end at forstå religion som noget, der er kastet bort i Vesten, bør vi forstå Andetgørelsen af især Islam som en måde hvorpå, de vestlige former for kristendom etablerer sig som sekulære, normale og ønskelige.

I dagens grænsedragninger mellem Vestens sekulære frihed og det ikke-vestliges religiøse undertrykkelse kalibrerer den homoseksuelle figur grænsen. Fortællinger om religiøsitet og
(homo)seksualitet bør forstås i denne kontekst.

Med sin placering af homofobiens udgangspunkt hos religiøse agenter medvirker The Einstein of Sex til den aktuelle geopolitiske konfiguration, hvor vesten iscenesættes som sekulær, fri og moderne, mens det uden for (her Rusland, Afrika) iscenesættes som religiøs, undertrykkende og traditionel.

Og det er en skam. For stykket tematiserer i sine skildring af Hirschfeld og 1920erne, at tilblivelsen af den homoseksuelle må forstås som rammesat af den politiske og nationale kontekst. Tænk bare på, hvorledes den homoseksuelle i 1920ernes Berlin måtte elimineres i statens ideologi (som udkrystalliseres i paragraf 175, der forbød homoseksualitet i Tyskland helt op til 1994). Eller på hvorledes stykket peger mod, hvordan den nationalistiske og fascistiske bevægelse fra Bayern konstant banker på døren med biopolitiske og maskulinistiske interventioner. Mens nazismen gør sit indtog, fortsætter Hirschfeld selv de taksonomiske klassifikationer gennem koloniale rejser til koloniserede geografier.

Stykket viser således også indirekte, hvordan de koloniserede geografier underlæggedes orientaliserede og Andetgørende blikke, der i sig selv dannede konturerne af konstruktionen af vestlige køn, seksualiteter og pervisiteter.

Rammesætningen i The Einsten of Sex peger også implicit på seksualitetens grundlæggende nationale karakter: Ligesom første verdenskrigs totale destruktion af Berlin medvirkede til muliggørelsen af den queer kultur og Instituttet, så smadres det hele af den næste verdenskrig.

Historien om instituttet og Hirschfeld kunne således have trukket linjer mellem den centrale rolle, som den homoseksuelle og andre perverse spillede i fascismens nationalistiske ideologi, den centrale rolle antropologien og humanvidenskaberne havde i koloniseringen. Og den kunne relateret dette til den centrale, men meget anderledes rolle, den homoseksuelle spiller i den nye verdensorden efter 9/11. Stykket kunne have stillet spørgsmålstegn ved seksualitetens centrale sammenhæng til nationalisme og nation – før som nu. Men det gør det ikke.

I stedet reproducerer The Einstein of Sex en logik baseret på en homonationalistisk fortælling, hvor den homoseksuelle – mod et løfte om loyalitet og tilpasning til heteronormativiteten – inkluderes i reproduktive domæner og bliver en del af nationens reproduktion. En logik hvor indrullering af den homoseksuelle er sammenvævet med nye kalibreringer af nationens kroppe i en proces, der er medvirkende til andre andetgørelser, fx afnationalisering og dæmoniseringen af den muslimske Anden.

Hvor jødedom og homoseksualitet gensidigt bekræftede hinanden i 1920ernes antisemitisme og til sammen konstituerede nationens ydre, så synes muslimsked i dagens islamofobiske kontekst at konstituere nationens ydre qua sin modsætning til homoseksualitet.

Den homonationalistiske struktur, som The Einstein of Sex bygger på, bidrager dermed til at usynliggøre den danske homofobis aktuelle former: Når kommunen ikke kan finde ud af, at min partner ikke har et lige nummer i sit CPR-nummer, så er det ikke religion, der forblinder sagsbehandleren. Det er systemets indbyggede heteroseksuelle krav og forventninger. Når jeg bliver råbt ad foran Burgerking lørdag nat på grund af min fimsede stemme og gang, så er det ikke religion, der råber. Det er den voldelige skabelse af heteroseksuel maskulinitet, som nødvendigvis må afgrænse sig fra homoseksuel (fejlet) maskulinitet.

Den latterlige transkvinde

Der er heller ikke meget at hente, når man ser på skildringen af transkønnede, i særdeleshed transkvinder. Gennem forestillingen bliver hun alene hevet frem på scenen for billige grin – mens identifikation og sympati forbeholdes de homoseksuelle mænd.

Som bekendt spillede Hirschfeld og andre moderne sexologer en central rolle i den medicinske udvikling, som muliggjorde en række kirurgiske og hormonelle behandlinger for transkønnede. Ligesom Hirschfelds opgør med binære og entydige kønskategorier var en mulighed for transkønnet eksistens og handlefrihed.

Stykket udstiller på sin vis Hirschfelds og den medicinske udviklings dobbelthed mellem på den ene side at skabe et mulighedsrum for transpersoner (nye behandlinger, nye ord og subjektspositioner, nye anerkendelser) og på den anden side, at skabe en massiv patologisering og objektficering af transpersoner (underkastelse til medicinske eksperimenter, mangel på kontrol over egen krop, diagnosticering).

Stykket illustrerer samtidig på sørgelig vis, hvor aktuel transfobi og i særdeleshed transmisogyni er

Men stykket illustrerer samtidig på sørgelig vis, hvor aktuel transfobi og i særdeleshed transmisogyni er. Transkvinden repræsenteres gennem stykket ved, at de mandlige skuespillere tager et lille forklæde på og sænker hagen i en pinagtig ’piget’ positur. Og vi publikummer forventes at returnere med stort grin. Den eneste cis-kvinde på scenen understreger, at hun ikke er transkvinde. Vi griner igen: Det kan alle jo se!

Transkvinden bliver altså (igen) visualiseret (misogynt) som en fejlet feminitet, der er grinagtig på grund af sin (pigede) naive forestilling om, at hun kan fremstå som (og måske endda blive) en rigtig kvinde.

Grinet står i stærk kontrast til den smerte og skam, som vi møder i stykket i forbindelse de homofobiske voldelige kontekster som præger Hirschfeld og de andre mandligt homoseksuelle figurer. De bliver tæsket, slået ihjel, ydmyget og skammet. Vi føler med dem. Vi føler smerten, som homofobien skaber.

Anderledes ser det ud for de affekter, som iværksættes rundt om transkvinden. Når hun træder frem på scenen grines der, og stykkets historie om transpersoners underkastelse til lægevidenskaben bliver ikke understøttet hverken æstetisk eller affektivt. Den fortælling møder vi alene gennem lysbilleder og sjove anekdoter fra fortælleren.

På den måde muliggør stykket en identificering med den homoseksuelle mand gennem smerte, men i ligeså høj grad gennem kønskonformitet som opnås ved at udstille transkvinden som den kønsabnormale og latterlige.

Igen missede stykket en mulighed for aktualisering af 1920ernes vold mod minoriteter: Skildringen af 1920ernes diagnosticering, patologisering og umyndiggørelse af transpersoner er stadig uhyrlig aktuel for transpersoner, der underlægges sexologisk kliniks patent på viden og adgang til behandlinger.

Loyalitet og heteronormativitet

Det manglende refleksionsniveau over homoseksualiteten og homofobiens rolle i dag, som udstilles i The Einstein of Sex, er på mange måder tidstypisk:

Homoseksuel maskulinitet er ikke længere en altid allerede Andetgjort position. Tidligere måtte han slås ihjel, i dag gives han både fremtid og lykke. Men denne inklusion i, hvis ikke normaliteten, så det livsduelige følges af et krav og en forventning om loyalitet over for nationen og heteronormativiteten.

I stykket udspilles loyaliteten over for nationen ved at placere homofobien behageligt i religiøse positioner inden for nationen og i ikke-vestlig geografier uden for nationen, mens heteronormativiteten understøttes ved, at den homoseksuelle kan erobre en kønskonformitet gennem transfobiske strategier.

 

Trailer for The Einstein of Sex: