Hjælp er noget, vi alle sammen har brug for

Examined Life – Judith Butler & Sunaura Taylor

Examined Life – Judith Butler & Sunaura Taylor

Der er mange måder at forstå diskrimination på. Der er de former for diskrimination, som udspringer af overlagt undertrykkelse. De er ofte sanktioneret i love og er forholdsvis nemme at få øje på. Men diskrimination kan også foregå på andre måder. Fx gennem det, man kunne kalde strukturel eksklusion. Det er en form for forskelsbehandling, som er mere indirekte, men – måske netop derfor – mindst lige så virkningsfuld. Der er umiddelbart forskel på, om en butik hænger et skilt i vinduet med ”Kørestolsbrugere forbydes adgang”, eller om der på skiltet står ”Adgang for alle”. Men hvis der er tre trin op til butikken og ingen rampe, så er resultatet i praksis det samme for kørestolsbrugeren.

Men kan man være privilegeret, når man ikke føler sig privilegeret?

Strukturelle undertrykkelsesformer fungerer sådan, at de privilegerer nogen på bekostning af andre. Man kan sige, at diskrimination og privilegier indgår i en logisk tandem. Men kan man være privilegeret, når man ikke føler sig privilegeret? Når jeg går ned ad gaden, føler jeg ikke, at jeg går på en rød løber. Ved busstoppestedet er der ingen der modtager mig med hurraråb. Og det er sjældent, at jeg oplever, at jeg (på nogen direkte måde) er inviteret, inkluderet eller bliver lyttet til for min hvidhed eller min ikke-handicappede krops skyld. Jeg er bare. Hvis jeg er særligt privilegeret, kan jeg i hvert fald ikke mærke det. Men måske er det netop det, som er sigende for et privilegium; at det ikke (be)mærkes? Måske består privilegiets privilegium først og fremmest i dets evne til at gøre sig usynlig?

Dokumentarfilmen Examined Life indeholder et kapitel, i hvilket queer erfaringer og handicaperfaringer mødes: Kunstneren Sunaura Taylor og retorikeren Judith Butler går tur, mens de taler om tilgængelighed: Hvilken betydning har en kantsten fx for, hvorvidt det offentlige rum er tilgængeligt? Hvilke kroppe er dette rum indrettet til? Hvilke former for ubehag, eksklusioner og vold, det giver anledning til, når ens krop ikke er synkroniseret med normens?

Butlers og Taylors samtale får mig til at tænke på Sara Ahmeds undersøgelser af hvidhedens – og dermed privilegiets – fænomenologi. Det markante ved privilegiet er, siger Ahmed, at det netop opleves som et fravær (snarere end som et nærvær) af oplevelse. At være privilegeret er ikke ensbetydende med at føle sig privilegeret, men snarere det modsatte. At være privilegeret er netop at slippe for følelsen af at være privilegeret. Det er at blive hjulpet uden at føle sig hjulpet.

At være privilegeret er netop at slippe for følelsen af at være privilegeret. Det er at blive hjulpet uden at føle sig hjulpet.

Når rummet er indrettet til lige netop min kropstype, så føles det netop ikke, som om rummet privilegerer mig. Snarere er jeg privilegiet med fraværet af at bliver stoppet, forhindret eller holdt tilbage. Når det rum, jeg opholder mig i, er formet til netop min kropstype, støtter det min følelse af at være fri, autonom og selvhjulpen. Sådan et rum tillader mig at føle, at: ”ingen har hjulpet mig. Jeg hjalp mig selv: Jeg trådte over kantstenen, kom op ad trappen og åbnede døren ved min egen kraft”.

Med andre ord, så består mit privilegium i en tilsløring af det faktum, at vejen, trappen og døren er konstrueret, så de passer præcis til min kropstype – præcis til mine bevægelige ben og til mine fleksible arme – og at jeg således allerede gennem bygningens design har modtaget hjælp. En hjælp som gør, at min krop kan føle sig selvhjulpen, og som skjuler alle de spor af støtte, som er gået forud for denne selvhjulpenhed.

Man kan forestille sig det offentlige rum som et sæt af marionetdukkesnore, som holder de normative, kapable kroppe oppe, og som disse kroppe ikke selv kan se. I det øjeblik en krop, som ikke er holdt oppe af samme snore (men i stedet fx af en kørestol) kommer ind i rummet og beder om en hjælpende hånd, fremstår hun paradoksalt nok for marionetterne som én, der (modsat dem) ikke er i stand til at holde sig selv oppe.

Ved at insistere på sin ret til at blive hjulpet, tydeliggør hun det usynlige net af hjælp, som den normative krop hele tiden modtager.

Det er derfor, det i sig selv kan fungere som en radikal og politisk modstandsstrategi, når Taylor insisterer på at kræve hjælp i det offentlige rum: Ved at insistere på sin ret til at blive hjulpet, tydeliggør hun det usynlige net af hjælp, som den normative krop hele tiden modtager. For ”hjælp er noget, vi alle sammen har brug for”, som Taylor siger. Alle modtager vi støtte, men det er kun i mødet med nogle kroppe (de ikke normative), at denne støtte socialt krystalliserer sig og synliggøres som netop ”hjælp”.

Netop derfor kan Taylors krav om hjælp være (nødvendigt) ubehagelig for den ikke-handikappede norm: Fordi den på én gang synliggør, hvordan også den normative krop konstant bliver hjulpet og samtidig viser, at den normative krops komfortabelhed i dette rum (cafeen, bussen, kantinen, universitetsauditoriet) sker på bekostning af den ikke normative krops ukomfortabelhed.

Taylors krav om hjælp peger på diskrimination, ikke bare som negativ særbehandling af minoritets-kroppen, men som usynliggørelsen af den særlige form for positiv særbehandling, som majoritetens krop hele tiden modtager. Det, hun retter opmærksomheden imod, er den måde, hvorpå sporet af majoritetskroppens eget hjælpeprogram hele tiden udviskes og usynliggøres gennem naturalisering.

Dette forhold mellem hjælp og autonomi er illustrativ for mange former for privilegering. Økonomisk og social kapital er fx grundlæggende autonomibetingelser. Men det er også oplagt at se den pågående offentlige diskussion af racisme, hvidhed og identitetspolitik i lyset af, hvilke kroppe det offentlige rum giver og ikke giver mulighed for at føle sig autonome, selvhjulpne og identitets-transcendente. Med Ahmeds ord er der forskel på de eksistensbetingelser man har, når ens krop ubemærket kan glide ind i et ”hav af hvidhed”, og så dem man har, når ens raciale markeringer bliver set som besværlige forstyrrelser i sådan et hav. Også Ahmed ser det som en mulig politisk strategi at henlede opmærksomheden på det ikke-hvide ubehag, som ofte er betingelsen for hvidhedens behag.

En kantsten er sådan en diskurs.

Taylors, Butlers og Ahmeds blikke peger på det offentlige rum som en alt andet end neutral scene: Det offentlige rum er ikke en fri legeplads. Det er en forhindringsbane, formet af inkluderende og ekskluderende diskurser med konkrete politiske effekter. En kantsten er sådan en diskurs.