‘Guldkysten’ dyrker en hvid frelserfortælling

 

Guldkysten pressebilde

Jakob Oftebro i rollen som Wulff Frederick Wulff i Daniel Denciks Guldkysten. Foto: Mads Munch/Guldkysten.

Denne kommentar om Daniel Denciks film Guldkysten blev oprindelig bragt i Politiken den 20.7.2015.

Der er blevet skrevet meget om Daniel Denciks nye film, Guldkysten, hvis handling udspiller sig i Dansk Guinea, det nuværende Ghana, i 1836. Mange anmeldere har været enige med Dencik i, at Guldkysten “er så anderledes end andre danske film […], at den kommer til at blive stående” (Pol. 21.6.). Her i Politiken skrev Katrine Hornstrup Yde således, at »Guldkysten er et dansk historisk drama, som vi aldrig har set det før« (Pol. 2.7.). Det fik den 5 stjerner for. Informations anmelder fulgte trop og mente ligefrem, at filmen giver »fornyet håb« for dansk film (Inform. 4.7.). Men er Guldkysten egentlig så enestående og nyskabende?

Denciks håndtering af dansk kolonihistorie forekommer i hvert fald dybt konventionel. I Guldkystens historiske fiktion rejser den unge botaniker Wulff til Dansk Guinea for at anlægge en kaffeplantage. På fortet Christiansborg konfronteres han med kolonialismens uskønne bagside. Guvernøren Mørch og hans håndlangere Herbst og Dall skildres endimensionalt som fordrukne voldtægtsforbrydere. Ved at gøre deres delirium og ondskab til billedet på den danske kolonimagt opstiller Dencik en kolonialismekritik, som er både komfortabel og letkøbt. Kolonialisme reduceres endnu en gang til en simpel magtform udøvet af en flok depraverede individer.

Kolonialisme reduceres endnu en gang til en simpel magtform udøvet af en flok depraverede individer.

Guldkysten lægger sig her i forlængelse af en lang dansk tradition for at fremstille kolonialismen som en exceptionel undtagelse frem for en systematisk dimension af den økonomiske, politiske og kulturelle udvikling af det moderne Danmark. Filmens fokus på individets heltemodige kamp for humanismen er som snydt ud af Hollywoods næse.

Vi præsenteres for Wulffs moralske opvågning til kolonialismens grusomheder og naturens skønhed. Den transatlantiske slavehandel fungerer primært som rammefortælling for filmens sentimentale civilisationskritik, hvor den hvide mand ofrer sig for at befri de sorte slaver. Wulff fremstilles som en Jesus-figur, der er ikke bare er god mod de sorte børn, men som også på egen hånd formår at tage den sorte købmand Heinrich Richter til fange, hvis slaver han derefter kan befri.

I Guldkysten bliver frisættelsen af slaverne derved alene fremstillet som et resultat af den hvide mands erkendelse og kamp. Aldrig som et resultat af modstand fra slaverne selv. Filmens fremstilling af slaverne er med andre ord ikke bare gammeldags, men direkte reaktionær.

Filmens fremstilling af slaverne er med andre ord ikke bare gammeldags, men direkte reaktionær.

I filmen bruges sorte kroppe primært til at udstille kolonialisternes sadistiske vold. Vi ser slaverne arbejde tavst i markerne eller blive pisket, dræbt og voldtaget. Filmen holder sig dermed inden for en velkendt logik, hvor den racistiske vold kun kan begribes ved at blive fremvist igen og igen.

Guldkystens fetichering af overgreb på den sorte krop understreges af det faktum, at filmen er klinisk renset for replikker til sorte skuespillere. Selvom Guldkysten forgiver at kritisere slavernes dehumanisering, tilbyder filmen ingen alternative repræsentationer, som bryder med kolonialismens racistiske logik. Det er muligt, at man forlader filmen med empati for slaverne. Men præmissen for den empati er iscenesættelsen af den sorte krop som staffage på linje med lysekroner og æsler – entydigt underkastet, passiv og ude af stand til at tale.

Guldkysten flirter æstetisk med naturens kræfter. Denne flirt er dog ikke kun en hyldest til højromantikkens store tænkere. Naturens storhed udgør en effektiv afledningsmanøvre, som fjerner fokus fra kolonialismens kompleksitet. Naturen står nemlig centralt i Guldkystens afsluttende fortælling om, hvordan den hvide mand modtager syndsforladelse af de ‘naturlige indfødte’.

Wulff skal rejse tilbage til Danmark. Men han ombestemmer sig i sidste øjeblik, fordi han har gennemskuet, at Dall og Herbst står i ledtog med købmand Richter. Wulffs afsløring sender ham direkte i fængsel, men han flygter paradoksalt nok takket være Richter, som giver ham frihedens nøgle. Herefter kan slavedrengen Lumpa hjælpe Wulff ud af den perverterede kolonialistiske kultur og tilbage til naturen.

I Lumpas landsby modtager de frie sorte indbyggere den døende Wulff med ærbødighed, og han får en værdig begravelse, som genforener ham med naturen. De sorte kroppe, som ellers er blevet dehumaniseret filmen igennem, opnår dermed til slut at blive tildelt menneskestatus. Men kun i det øjeblik de tilgiver og drager omsorg for den hvide angrende kolonisator.

Guldkysten er uden tvivl tænkt som et opgør med dansk kolonihistorie. Men opgøret er både tilbageskuende og gratis.

Guldkysten er uden tvivl tænkt som et opgør med dansk kolonihistorie. Men opgøret er både tilbageskuende og gratis.

Det mest enestående ved Guldkysten er derfor filmens evne til ukritisk at videreføre så mange racistiske forestillinger, at selv en film som Peter von Scholten fra 1987 fremstår moderne i sammenligning.

Hvorfor har næsten ingen danske filmanmeldere eller journalister været villige til at rejse kritiske spørgsmål til filmens håndtering af dansk kolonihistorie? Og hvordan kan den danske filmbranche i 2015 være stolt af en film, som dyrker en hvid frelserfortælling på bekostning af sorte kroppe og sorte liv? At Guldkysten indgyder anmelderne fornyet håb for dansk film, lover ikke godt for udsigten til en mere nuanceret og tiltrængt debat om dansk kolonihistorie.