Hvilken mærkelig følelse at se nyheder, da jeg kom hjem sent onsdag aften.
Nyhederne fortæller omfangsrigt om det modbydelige angreb på Charlie Hebdos redaktion. Jeg har ikke før hørt om satirebladet, men nu hører jeg, hvordan 10-12 personer er blevet myrdet og lige så mange såret. Hvordan det er sket med uhyggelig præcision, og at Paris er i højeste beredskab. Jeg hører også, hvordan Berlingske hus, Politiken og andre medieinstitutioner i Danmark er skræmte og forhøjer sikkerheden.
Filmklippene fra angrebet er skræmmende. Maskerede mænd terroriserer den parisiske gade med frygt og skud. Særligt et klip går igen: Det er optaget af en mand, der gemmer sig på taget. Det skifter mellem optagelser af hans sko, mens han gemmer sig, og optagelser af hvad der sker nede på gaden, når han tør stikke hovedet op og filme.
Her optager han de to maskerede mænd, der med militaristisk afstumpethed skyder en såret politimand på klods hold. Og han optager, at de to mænd råber noget om, at Profeten er hævnet.
Især disse billeder bliver hængende i mig. Jeg kan høre åndedrættet hos dem, der gemmer sig på taget. Jeg deler deres frygt. Jeg er bange for mændene på gaden. Alle mine følelser og min medfølelse løber videre mod de mennesker, der er blevet slået ihjel på deres arbejde. Hvor urimeligt! Ingen skal underlægges eller frygte for sådanne overfald.
Jeg føler mig som en af dem. Og flere journalister og politikere siger da også: ”I dag er vi alle franskmænd”. På de sociale medier spredes det sorte billede med teksten ”Je suis Charlie”. Jeg tænker på, hvor magtfuld en demonstration det er, at alle står sammen på tværs af nationale, religiøse og politiske grænser: I det øjeblik er vi alle Charlie. Sorgen og frygten danner et affektivt fællesskab, der binder os sammen: Ingen skal underlægges vold eller frygt!
Nyhederne viser også billeder fra den store demonstration i Paris, og fra demonstrationer i andre storbyer i Europa. De mange mennesker står stille med skilte. Mange af dem viser billeder og satiretegninger, der skildrer profeten Muhammed, som bliver ydmyget gennem homofobiske fremstillinger af fejlende maskulinitet: Profeten, der kysser en anden mand, involveret i analsex og lignende.
Det store affektive pull, der har trukket mig ind i fællesskabet, og som er blevet til gennem tv, laptop- og telefonskærme på tværs af grænser, er pludselig ikke længere så stærkt. Det er minderne om at blive ’called out’, fordi jeg er bøsse, til gengæld.
Jeg er blevet drillet med det i Folkeskolen. Og jeg har taget min del af fnisen, tilråb, spyt og trusler foran min lejlighed, på Hovedbanegården, i Jylland, på Strøget – midt på dagen og sent om natten. Til trods for at skammen over min homoseksualitet for længst er vendt til stolthed og måske endda styrke, så tænker jeg stadig dagligt over, om jeg taler, sidder, går, griner eller cykler for bøsset.
Hvor mærkeligt at se en demonstration mod vold og frygt bruge netop de samme symboler, som mine overfaldsmænd anvender: Symboler der aktivt understøtter den homofobi og latterliggørelse af ’fejlet’ maskulinitet, som fører til vold og hetz mod homoseksuelle i Paris.
På de sociale medier og på forskellige avisers sider på nettet spredes flere billeder. Jeg forstår ikke fransk, men ikonografien er klar. Stereotypiserende og latterliggørende billeder af muslimer er gennemgåede og vedvarende.
Hvor mærkelig at se, hvordan en protest mod vold og frygt anvender symboler og tegninger, der danner basis for den racistiske vold og konstante mistænkeliggørelse, som arabisk udseende mænd underlægges på gaden, i skolen, af politiet.
En journalist fortæller, at der stort set ikke er nogle muslimer til demonstrationen i Paris. No shit Sherlock! Jeg ville også være ked af at stå under billeder, som ikke bare latterliggør min tro, men også aktivt anvender billeder, som fremstiller min race og mit udseende, som noget, man må være på vagt over for, holde øje med og slå ned, hvis nødvendigt.
Jeg tror ikke, at vi, der følte, ”Vi er Charlie”, for alvor kan begribe den frygt og terror, som ofrene for angrebet på Charlie Hebdo oplevede inden de døde. Jeg tror heller ikke, at mange kan begribe den vrede og sorg, deres familie og nære er efterladt med.
Men jeg tror måske, at de, som kommer tættest på at kunne forstå, hvordan den frygt føles, er de ’arabisk udseende’ mænd (læs: brune mænd), der turde bevæge sig ud på gaderne i Paris efter angrebet. Med hele den parisiske politistyrke indkaldt til at jage terrorister i en kollektiv stemning af vrede, som vi har erfaring for medfører en voldsom stigning af vold mod arabisk udseende personer. Og jeg tror, at de forældre, hvis brune sønner hver dag må bevæge sig ud i dette gadebillede, kender til frygt og magtesløshed, der kan sammenlignes med den, som terrorisme efterlader.
At få eller ingen arabisk udseende personer deltog i demonstrationen efter angrebet vidner om den vold og frygt, som arabisk udseende personer er underlagt. Hvor er det mærkeligt, at en protest mod vold og frygt kan anvende billeder og symboler, som indirekte og direkte medfører og understøtter den vold og frygt, andre er underlagt.
Den sorg, som danner et affektivt fællesskab i timerne og dagene efter det modbydelige angreb, tegner konturerne af, hvilke mennesker, der inviteres inden for i et fællesskab, og hvem, der skubbes uden for. At stå inden for sorgens affektive fællesskab, som den konfigureres gennem fx ”je suis Charlie”-kampagnen, bliver indirekte og direkte til en del af den måde, hvorpå det nationale fællesskab skabes som et fællesskab hvorfra, bestemte kroppe allerede er udelukket.
I bedste fald kan det virke ironisk, at det netop er en del af terroristernes strategi: splittelsens strategi mellem franske muslimer og franske ikke-muslimer.
Flere medier skriver, at angrebet på Charlie Hebdo er et angreb på demokratiet og ytringsfriheden. Ingen tvivl om det. Det vil sidde i enhver journalist og tegner som en følelse eller tanke i lang tid fremover, at det her, det kan koste dit liv. Det vidner om, at ytringsfrihed ikke bare kan begrænses gennem lov. Den kan også begrænses gennem frygt og terror.
Der er mange, der kender til frygtens og normens subtile disciplineringer. Også jeg er et produkt af dem.
Og måske netop derfor ser jeg en stærk sammenhæng mellem den frygt og disciplinering, som ekstremistiske terrorbevægelser underlægger politikere, journalister og skribenter, og den frygt og disciplinering, som muslimske mænd, homoseksuelle og andre minoriteter underlægges af majoritetens vedvarende krav og insisteren på at håne, latterliggøre og fornedre dem.
Jeg skriver ikke, at satiretegnere, Jyllandsposten og Charlie Hebdo skal have frataget deres grundlovssikrede rettigheder til at udgive tegninger, som virker fornedrende på minoriteter. Men jeg skriver, at disse tegninger virker! Gennem fornedringen medvirker de aktivt til den vold og frygt, som minoriteter jævnligt erfarer. Og jeg og andre minoriteter har lov og ret til at svare tilbage på denne fornedrelse og kæmpe mod de stereotypier, uden at denne kritik skal udråbes til censur.
Når der trækkes en linje mellem kritikker af racistiske og homofobiske billeder og symboler til terrorangrebet, som fremtrædende højrefløjsdebattører skriver dagen efter angrebet (fx Søren K. Villemoes’ statusopdatering på Facebook torsdag, hvor han skriver at ”krænkelsesepidemien koster liv i Paris”) så er det en usmagelig kommentar, som umuliggør mine muligheder for at forsvare mig selv mod den symbolske vold, der rammer mig, og dem som ligner mig.
Jeg deler den indædte modstand mod terrorangrebet på Charlie Hebdo, men ligeså indædt spørger jeg: Hvordan skal jeg som bøsse kunne stille mig under skilte med homofobiske billeder? Hvordan skal jeg begribe og forholde mig til, at ytringsfriheden skal udkæmpes gennem symbolsk vold på mig og dem som ligner mig?
En af de dræbte politibetjente havde mellemøstlig baggrund. Jeg ved ikke, om hans familie er muslimsk. Men alligevel tænker jeg på, hvordan hans familie og nære for at sørge deres søn skal gå i demonstration, som centreres omkring en ytringsfrihed, der måles på, hvor meget man kan fornedre muslimer, islam og mennesker med arabisk baggrund?
Det er en mærkelig ting, at ytringsfriheden ikke skal måles på, hvor meget magten tales imod, men på hvor meget fornedrelse og ydmygelse samfundets mest udsatte (og som har allermindst adgang til at tale i medierne) skal tåle.
Når heteroseksuelle tegnere gør grin med homoseksualitet, så bliver det aldrig satire for mig. Og jeg tvivler på, at det bliver satire for ikke-hvide minoriteter, når primært hvide, mandlige franske tegnere underholder med racistiske stereotypier. For mig er det en fastholdelse og reproduktion af den magt, som de har, og som jeg og andre minoriteter er underlagt. Det var, er og bliver symbolsk vold mod minoriteter.
Når journalister og tegnere nu oplever, hvordan frygt og (symbolsk) vold medfører disciplinering (det, som de kalder ”selvcensur”), så minder det om den frygt, ikke-hvide minoriteter føler, når de mødes med mistænkelige blikke i S-toget eller af politiet. En disciplinering som ændrer den måde, man sidder på, går på, kikker på, smiler på.
Jeg kender også til denne frygtens og ’voldens’ disciplinering: Når jeg tager tøj på om morgenen, så tænker jeg stadig på Christian fra femte klasse, der råbte ”femi-Michael”. Og så tager jeg nogle andre bukser på.
Hvis man sørger over angrebet i Paris, men af forskellige grunde ikke kan stå under Charlie Hebdos billeder, kan denne sårbarhed måske danne muligheden for et andet affektivt fællesskab mellem os, som alt for godt kender og forstår frygtens politik og konsekvenser.
Michael Nebeling Petersen er ansat som adjunkt på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.