Der er blevet sagt og skrevet meget om racisme i de danske medier det seneste år. Debatterne har haft forskellige omdrejningspunkter, og de har forgrenet sig. De har dog også haft visse ting til fælles. Eksempelvis har de handlet om rammerne for og effekterne af kulturel produktion, ligesom forestillingen om den politiske korrekte og undertrykkende svenske velfærdsstat har spillet en afgørende rolle. Dertil kommer, at mange debattører i stigende grad har udpeget antiracismen som prototypen på en ny og farlig variant af racisme.
Det vil være oplagt at forstå intensiteten i disse debatter som en afspejling af, hvordan der i dele af den danske offentlighed er skabt en øget opmærksomhed omkring racisme. Men man kan også forstå intensiteten på andre måder, eksempelvis som en kollektiv affekt der knytter an til, hvordan bestemte ’frihedsrettigheder’ – der anses som helt grundlæggende i det danske demokrati – på meget voldsom vis bliver konstitueret gennem racismen i disse år. Det er nødvendigt, at dette afhængighedsforhold mellem ’ytringsfrihed’ og racisme bliver undersøgt og gjort til genstand for kritisk refleksion.
Hvor den politiske korrekthed hersker
I efteråret 2013 udgav Gyldendal Yahya Hassans digtsamling af samme navn. I januar 2014 trykte Aftonbladet en tekst af Athena Farrokhzad, der rejste en række spørgsmål til digtsamlingen, som den positive danske reception ikke havde berørt. I den debat, der rejste sig efter Farrokhzads tekst, blev begreber som ’svensk i hovedet’ og (selv)censur svejset godt og grundigt sammen, men det var især spørgsmålet om strukturel racisme, der kom til at organisere diskussionerne.
Farrokhzads kritikere – hvoraf mange normalt forfægter synspunkter, der forstås som venstreorienterede eller kulturradikale – fandt sammen i den dobbelte afvisning af, at der eksisterer strukturel racisme i Danmark, og at strukturel racisme derfor er et ubrugeligt begreb til at forstå noget som helst om det danske samfund.
Dette efterår er det dog især Pippi Langstrømpe og Dan Parks street art, som har været centrum for debat. Sveriges Televisions beslutning om at redigere racistiske ord og scener ud af en restaureret tv-version af Pippi Langstrømpe fra 1968, er i Danmark blevet mødt med stærk kritik og beskyldninger om historisk revisionisme. Hvor debatten efter Farrokhzads bidrag fortrinsvis udspillede sig blandt forfattere, anmeldere og litterater, er nye aktører rykket ind på scenen i selskab med Pippi og Park. Det er for eksempel Trykkefrihedsselskabet, Dansk Folkeparti, Fri Debat, men også en licensfinansieret medieplatform som Radio24syv.
Det danske ramaskrig omkring Dan Park er ikke mindst foranlediget af, at de svenske domstole har vurderet, at ni af hans plakater opfordrer til hetz mod folkegrupper. I de danske debatter er domsfældelsen blevet gjort til et spørgsmål om censur og forfølgelse af anderledes tænkende (læs: Dan Park). I den forbindelse har forestillingen om Sverige som et moderne Imperium for Politisk Korrekthed, hvor antiracisme og multikulturalisme hærger, fået stærke ben at løbe på.
Dette efterår har skiftende aktører derfor arbejdet på at fremvise Parks plakater i København, hvilket til sidst lykkedes både med en fernisering på Christiansborg og en udstilling i en kælder på Østerbro. Parks støtter har dog ikke været enige om, hvilke plakater der burde udstilles, og hvorfor de burde udstilles. Men opbakningen til, at værkerne som noget selvfølgelig bør og skal udstilles i Danmark, har været stærk, og den har fået tildelt utrolig meget spalteplads og sendetid. Omdrejningspunktet for debatterne om Pippi og Park har dog ikke i lige så høj grad været spørgsmålet om strukturel racisme, men derimod begreber som ’ytringsfrihed’ og ’kunstnerisk frihed’.
Antiracisme som den nye racisme
Forårets debatter, hvor strukturel racisme som vilkår og begreb blev afvist fra mange sider, var fattige på deciderede fornægtelser af racismens eksistens. Et vigtigt stridspunkt handlede derimod om racismens rækkevidde, og hvordan den skal begrebsliggøres. Skal racisme forstås som et afskyeligt men individualiseret fænomen i et grundlæggende ikke-racistisk og åbent samfund? Eller kan man forstå racisme som et (foranderligt) fænomen, der strukturer det danske samfund og vores tilblivelsesmuligheder som mennesker?
De mange afvisninger af strukturel racisme som begreb fik blandt andet den effekt, at de pointer som gik på, hvordan racialisering kan erfares som et ulighedsskabende grundvilkår i menneskers liv blev udlagt som minoriteternes forsøg på at bedrive fundamentalistisk og biologiserende identitetspolitik. I debatterne blev disse pointer etableret som et større problem end racismen selv. En klassisk logik, hvor den som påpeger (strukturel) racisme bliver anset som racismens egentlige ophavsperson, mens den, som forholder sig stille og farveblindt til spørgsmålet om race, får adgang til at forstå sig selv som hævet over racismen, fik i den forbindelse stor betydning.
Og dét er en logik, som også har fået indflydelse på, hvor debatterne har bevæget sig hen – nemlig til antiracismen som aktuelt trusselsbillede. I den forbindelse bliver spørgsmålet om Sverige interessant. For de danske debatter er rige på fortællinger om, hvordan et misforstået hensyn til minoriteterne (læs: antiracisme) er gået helt grassat i det svenske samfund.
Det vil være svært at argumentere for, at dæmonisering af Sverige udgør et nyt fænomen i Danmark. Men det er ikke desto mindre tænkevækkende, hvordan et politisk korrekt Sverige bliver påkaldt som det, der faretruende venter ude i fremtiden, hvis ikke ’vi’ passer på og vælger en anden strategi for det danske samfund. Sverige konstrueres nemlig samtidig også som et tilbagestående samfund, der ikke er nået frem til samme fornemme udviklingstrin som Danmark, hvor indvandring kan diskuteres fordomsfrit og uden filter. I den forstand kommer Sverige både til at udgøre fortid og fremtid til Danmarks (overlegne men dog skrøbelige) nutid.
Den danske eksceptionalisme
Sverige som Danmarks absolutte modbillede rejser spørgsmål til konstruktionen af dansk eksceptionalisme. Nordiske racismeforskere har i mange år beskæftiget sig med, hvordan kombinationen af kolonaliseringsbenægtelse og forståelser af racisme som ensbetydende med slaveplantagen, apartheidregimet eller nazismen før og under anden verdenskrig bidrager til at skabe en idé om de nordiske velfærdsstater som grundlæggende tolerante og ikke-racistiske. Med en sådan logik bliver det muligt at forstå Danmark, som den raciale undtagelse fra mere vidtrækkende og ’autentiske’ former for racisme.
Det er dog værd at overveje, om ikke de danske debatter peger på et skifte? Nemlig fra at dansk eksceptionalisme ikke længere (eller fortrinsvis) konstituerer sig gennem en forskydning af racismen, som noget der eksisterer ’langt væk’, ’i fortiden’ eller ’ude på den yderste højrefløj’, men derimod gennem udpegninger af andre former for faretruende (anti)racisme.
I debatterne om Pippi og Park er det blandt andet svensk antiracisme og multikulturalisme, der er blevet udpeget som racismeformer, der i sidste ende vil få undergravende konsekvenser for de kerneværdier, som vestlige demokratier baserer sig på. Antiracisme og multikulturalisme italesættes eksempelvis gennem patologiserende metaforer, som truende infektioner eller vira der spreder sig. Samtidig bliver der i debatterne rask væk draget sammenligninger mellem Sverige og Sovjetunionen. Når alting således ses i lyset fra Gulag giver det selvfølgelig god mening, at dette efterår har resulteret i en støt stigende kurve af anklager mod antiracismen for at være alt fra totalitær, hyklerisk, undertrykkende og i sidste ende – racistisk.
Dette rejser spørgsmål til, om dansk ekceptionalisme har fået en ny Anden? Noget tyder i hvert fald på, at ekceptionalismen nærer sig ved en forestilling om, at en lyslevende og allestedsnærværende svensk antiracisme udgør den ’rigtige’ racisme. Præmissen for denne form for ekceptionalisme er ikke, at Danmark som sådan udgør et racismefrit samfund. Men at det danske samfund skal beskyttes mod truslen fra den racisme og dobbeltmoral som antiracismen bringer med sig – og som altså befinder sig lige på den anden side af Øresundsbroen.
På den måde er der sket en forskydning i racismedebatterne i forhold til hvem, der forstås som de farligste racister (nemlig antiracisterne) og hvor de befinder sig (fortrinsvis i Sverige). Denne forskydning gør samtidig ’rigtige’ anti-racister ud af alle dem, som har gennemskuet og kæmper imod de hykleriske racistiske anti-racister.
At blive gjort til en del af fællesskabet
Nogle af de stemmer, der har støttet udstillingen af Parks plakater i Danmark, har argumenteret for, at Park udstiller antiracismens hykleri i sine værker, mens andre stemmer har fremhævet, at de nok støtter udstillingen, men hverken bakker op om Park som person eller de budskaber, som hans kunst reproducerer. Disse positioner har dog i en vis udstrækning kunne finde sammen omkring vigtigheden af ’frihed til at ytre sig’ og ’frihed til at udøve kunst’. Også selvom disse frihedsrettigheder anvendes til at fremkomme med ytringer, som fremstår både truende og racistiske – i Parks tilfælde over for en lang række minoritetsgrupper, herunder jøder, afrosvenskere og romaer.
I debatterne fungerer ’ytringsfrihed’ og ’kunstnerisk frihed’ således som ansamlingspunkter, hvor meget forskellige positioner kan samles om vigtigheden af disse frihedsrettigheder, men også – hvilket er helt centralt – om disse rettigheders udsathed og behov for beskyttelse. Det er i den forbindelse blevet til en sandhed, at ’ytringsfriheden’ bedst og finest kommer på sin prøve, når de holdninger man er allermest uenig med, kan blive ytret. Disse budskaber har dog ikke stået uimodsagt alle steder. Nogle stemmer har eksempelvis spurgt til, om man skal forstå forsvaret for såvel ’ytringsfrihed’ som ’kunstnerisk frihed’ som dårlige undskyldninger for at distribuere racistisk materiale? Og i sidste ende retten til at være racist? Eller om det er ’ytringsfriheden’, som bliver det virkelige offer i hele miseren? Er der eksempelvis tale om, at en frihedsret misbruges og tilsværtes i racismens navn?
Svagheden ved spørgsmål som disse er dog, at de i en eller anden forstand forudsætter en uskyldighed ved selve spørgsmålet om frihed. Jeg vil derfor hellere spørge til, hvorfor det forholder sig sådan, at når man vil slå et slag for ’ytringsfriheden’, så tyer man til racismen som det ultimative eksempel på, hvordan denne ’frihed’ kan udøves og beskyttes? Hvorfor er det lige præcis den racistiske provokation, som ’friheden’ i disse år bedst beviser sig igennem? Dette rejser endnu flere spørgsmål – ikke kun til racismens status i det danske samfund – men også til hvad der overhovedet genkendes som ’frihed’?
Præmissen for min undren er ikke, at jeg ønsker en ny kamp om ’ytringsfriheden’ – for eksempel gennem at redde den fra racismen. Jeg argumenterer heller ikke for, at alting bliver bedre, hvis bare den hvide danske majoritetsbefolkning forhånes med samme intensitet, som raciale og religiøse mindretal bliver det. Dette forudsætter nemlig en forståelse af, at der eksisterer den racisme, som majoriteten udøver mod minoriteten, og så den ’omvendte racisme’ som minoriteten udøver enten mod majoriteten eller mod andre minoriteter. Altså en idé om, at i racismen står vi alle ligestillet i vores idioti.
At forholde sig skeptisk til argumentet om ’omvendt racisme’ bliver ofte udlagt som ensbetydende med, at man fornægter de overgreb, som bliver begået af mennesker med minoritetsbaggrund. Det sker også, at skepsis bliver forstået som, at den må være forankret i en (racistisk) overbevisning om, at minoriteter er grundlæggende uskyldige (i alt) og at de er bedre mennesker end majoriteten. Problematiseringer af begrebet om ’omvendt racisme’ er dog ikke et forsøg på at tildække hverken idioti eller overgreb fra minoriteters side, det er derimod en kritik af, hvordan begrebet iværksætter udviskning og negligering af, hvordan racisme som struktur og system bygger på en ulige fordeling af magt – og at det blandt andet er den ulighed, som definerer relationen mellem majoritet og minoritet (læs mere på Rummets.se).
Så jeg fastholder min undren. Hvorfor er der ikke flere, som stiller kritiske spørgsmål til, hvordan og med hvilke effekter at ’frihed’ i disse år produceres – diskursivt og visuelt – gennem racisme i sine mest voldelige og nedgørende former? Og hvorfor er der ikke flere, som kritiserer den præmis, at majoriteten på bekvemmelig vis har mulighed for at lægge afstand til racismen gennem det frelste forbehold – racisme er det, jeg er allermest uenig i – alt imens den samtidig og uden at ryste på hånden kan fastholde, at frihed partout skal bevises igennem frihed-til-racisme?
Som minoritet er det en ting er at måtte lægge blik og krop til racismen. Det er en anden ting, når racismen igen og igen påkaldes som den kontekst, hvorfra man mest oplagt kan statuere et eksempel og beskytte ’ytringsfrihed’ og ’kunstnerisk frihed’ (for eksempel mod truslen fra ’antiracismens racisme’). Med den påkaldelse indskrives raciale minoriteter i en økonomi, hvor vi må acceptere og indforstå os med vores egen racistiske underordning, med mindre vi vil løbe risikoen for at blive forstået som anti-frihed og anti-demokrater. For hvad bliver konsekvenserne, hvis man som minoritet stiller sig uden for denne frihedsøkonomi? Og kan man overhovedet det?
Det er fristende at forstå de igangværende racismedebatter som et spørgsmål om, hvordan minoritetssubjektet bliver ekskluderet og holdt ude fra det nationale fællesskab. Men som diskussionerne har udviklet sig og sammenkædningerne mellem ’frihed’ og racisme er blevet intensiveret, er jeg mere tilbøjelig til at forstå debatterne som eksempler på, hvordan der i disse år netop bliver gjort plads til minoritetssubjektet i det nationale danske fællesskab – og at det er racismen, der på vital vis fungerer som betingelse for at blive foldet ind og eksistere i dette fællesskab. Men hvilken form for eksistens er dette egentlig?
Lene Myong er professor ved Universitet i Stavanger