DE SMÅ SYNGER
peculiar præsenter i denne artikelserie forskellige affekt teoretiske læsninger af sange, der får redaktionen i affekt
Somewhere, over the rainbow, way up high
There’s a land that I heard of once in a lullaby
Somewhere, over the rainbow, skies are blue
And the dreams that you dare to dream really do come true
Someday I’ll wish upon a star and wake up where the clouds are far behind me
Where trouble melt like lemon drops, away above the chimney tops
That’s where you’ll find me
Somewhere, over the rainbow, bluebirds fly beyond the rainbow
Why then, oh, why can’t I?
If happy little bluebirds fly beyond the rainbow
why, oh, why can’t I?
Der er næppe nogen sang, der har haft større symbolsk værdi for homoseksuel kultur end Somewere, Over the Rainbow fra musicalen The Wizard from Oz (1939). Det er det store homo-ikon Judy Garland, der synger sangen, og det var netop i forbindelse med hendes begravelse i 1969, at mange LGBT-personer var samlet på det legendariske Stonewall Inn. Samme aften og nat startede The Stonewall riots, selve symbolet på den nye seksualpolitik, der kom til at kendetegne 1970’erne og 1980’erne, da homoseksuelle og transkønnede gjorde oprør mod politiets chikane og barrikaderede sig på Stonewall Inn i New York i juni 1969.
Det var også Somewhere, Over the Rainbow, kunstneren Gilbert Baker havde i tankerne, da han valgte netop regnbuen som symbol for homobevægelsen. Garlands sang om regnbuen udgør med andre ord en uomgængelig mytologi for den moderne LGBT-bevægelse, som en form for poetisk slagsang for bevægelsens drømme og mål. Men hvad fortæller Somewhere, Over the Rainbow os om disse mål. Hvad er det, der er der på den anden side af regnbuen, der hvor lykken er?
Drømmen om lykke
Somewhere, Over the Rainbow fortæller os både om lykkens og ulykkelighedens historie. Og den siger noget om, hvorfor der ligger en politisk kraft i at tilrane sig lykke.
I sangens første del introduceres lykken som noget, der findes ”på” den anden side af regnbuen. Det er dog tvetydigt, hvorfra denne viden om lykkens ”sted” stammer. På den ene side har jeget hørt om stedet og lykken i en vuggevise. Hermed peges på, at drømmen har en historicitet – den videregives fra generation, fra forælder til barn, som en del af det at blive til som menneske. Hermed beskrives lykkedrømmen som noget, der er arvet fra tidligere generationer, og således som noget, der allerede har taget form: det er andres forestillinger om hvad lykken består i og hvor den findes, som jeget har overtaget.
På den anden side formuleres der også et alternativ til den nedarvede lykkedrøm, nemlig jegets egne drømme: ”the dreams that you dare to dream”. Jegets drømme er vovede og peger væk fra det genkendelige og hen på alternative lykkeformer, som kun kan lade sig realisere på den anden side af regnbuen.
Drømmen om lykke etableres altså på en og samme tid som noget, der skabes i tidligere generationers fortælling om verden, men som samtidig kan indeholde potentiale for alternative drømme og dermed alternative verdener. For det queer subjekt indeholder dette tilbud om at orientere sig mod alternative livsverdener og lykkeformer et åbenlyst identifikationspunkt.
Den lykkelige død
Sangens anden del kan læses som en eskapistisk drøm. I denne del er lykken placeret over menneskenes verden. Vi bringes med andre ord op i himlen gennem to metaforer. For det første vågner jeget, højt over skyerne, og for det andet smelter problemerne som ”lemon drops”. Det er værd at lægge mærke til, hvordan problemerne ikke forsvinder, skyerne forbliver, men jeget tages et andet sted hen, hvor problemerne smelter, så de glider nedad, væk fra jeget, som bevæger sig op over menneskenes verden billedgjort ved skorstenene. Hermed muliggøres lykke ikke ved, at problemerne forsvinder, men jeget kan flygte ved at forsvinde fra den kendte verden, hvormed selvmordet som ’lykke-mulighed’ antydes.
Den smukke bolsjemetafor peger ikke kun på problemer, der opløses, men også på et liv, der forsvinder væk, mens sødmen breder sig i den grådigt suttende mund. Igen kan den queer læser tænke på Félix González-Torres brutalt smukke værk Untitled (Lover Boys) (1991).
González-Torres og hans partner var begge HIV-smittede, og i en tid før de medicinske fremskridt på området betød det, at de langsomt tabte sig, og kroppen blev til et visuelt vidne om den snarlige død. Værket Untitled (Lover Boys) består af en bunke bolsjer, der vejer præcist det samme som kunstneren og hans partner. Publikum inviteres til at spise af bolsjerne, og mens bunken forsvinder, mister parret både vægt og liv.
González-Torres’ bittersøde værk trækker tråde tilbage til Somewhere, Over the Rainbow’s ”lemon drops”, som antyder, at det queer subjekts problemer først opløses, når hun/han forlader denne verden.
I Somewhere, Over the Rainbow’s tredje og sidste del bruges billedet af den frie fugl, der flyver. Her kan man lægge mærke til spatiale forskydning fra ”over the rainbow” til ”beyond the rainbow”. Vi trækkes ned fra himlen igen, men placeres bagved regnbuen. Denne forskydning fra det uopnåelige (det utopiske) til det opnåelige (det menneskelige) får jeget til at anklage verden i linjen ”why then, oh, why can’t I?”
I stedet for selvmordet eller eskapismen som mulighed for lykke etableres der nu et opråb, som understreges af det patosfyldte ”oh”, som signalerer, ikke blot en drøm, men et krav om lykke.
Den døde queer
Queers er historisk blevet forstået som barnløse, ulykkelige, sygelige, livløse, ulykkelige, (snart-)døde. AIDS-krisen i queer miljøer blev en dramatisk genindspilning af et allerede skrevet kulturelt manuskript. Og såvel González-Torres’ værk som Somewhere, Over the Rainbow’s eskapistiske lykkedrøm peger på denne kulturelle historie af symbolsk og konkret død, som den homoseksuelle er bærer af.
Hvor sangens eskapisme vidner om homoseksuelles tilblivelse, inden for ”a long-standing discursive tradition [that] figures the male homosexual as always already dying, as one whose desire is a kind of incipient and protracted dying” (Butler, 1992: 71). Så vidner González-Torres’ værk om den konkrete død, som fandt sted i 1980erne og 1990erne, hvor homoseksuelle døde for øjnene af verden uden at blive set, da døden var ”understood as a necessary compensation for homosexual desire, as the telos of male homosexuality, its genesis and its demise, the principle of its intelligibility” (Butler, 1992: 72).
En queer forhandling om at deltage i lykken indebærer altså et krav om overhovedet at komme til at leve. Kampen for at blive anerkendt som en bærer af lykke er også en kamp for at blive anerkendt og set som levende og som et liv, der værd at beskytte.
Vi ser det i Somewhere, Over the Rainbow på den måde, at livet på den anden side af regnbuen gøres muligt enten gennem selvmordet (at tage døden på sig) eller gennem et politisk krav (’hvis du kan leve, hvorfor må jeg så ikke?’).
Sangen etablerer altså to tvetydigheder: 1) På den ene side er drømmen om lykke noget, som nedarves i gamle, normative former, men på den anden side giver drømmen om lykke os muligheden for at tænke alternativer, som udfordrer de slidte former, vi har arvet. 2) På den ene side formulerer sangen lykke som noget, der kun kan opnås gennem eskapisme fra virkeligheden og på den anden side som et politisk krav om lykke her og nu.
Lykkedrømmens queer skrøbelighed
Sara Ahmed tegner i The Promise of Happiness (2010) en genealogi over queer ulykkelighed. Hun peger på, at queer kærlighed og relationer, hvis de overhovedet skal kunne genkendes og leves, ofte bliver skrevet ind i en historie om ulykke. Begæret efter lykke indeholder for Ahmed en række normative funktioner, der pejler kroppe og liv ind på bestemte heteroseksuelle veje (Bissenbakker, 2012). At være queer er derfor at være ’fremmedgjort’ over for den altid-allerede heteroseksuelle lykke eller vælge andre livsveje, der ikke associeres med (heteroseksuel) lykke.
Det er derfor svært at drømme om lykke uden at orientere sig mod heteroseksualitet, eller som Ahmed skriver: ”It might be that queers are rewarded with happiness in return for approximating signs of straightness. Or it might be that it is hard to hope for happiness without the hope directing us toward certain points along a life course” (Ahmed 2010: 115).
Når queers orienterer sig mod lykke er det altså på samme tid en bevægelse mod heteronormativitet. Fx vil queers ofte imitere og værdisætte samme heteronormativt privilegerede lykkeobjekter, fx kernefamilie, børn, monogami, ægteskab, parcelhus osv. Men orienteringen indeholder også en forhandling lykkens genealogi og et krav om at høre til, en stædig insisteren fra graven om, at vi er i live.
Eller sagt på en anden måde, drømmen om lykke er noget, vi arver, og som tvinger os ind på (den heteronormative) linje, men det er også noget, som skubber os i nye retninger, og ændrer lykkedrømmens form.
Queer lykke-appropriering indeholder altså både en orientering mod heteronormativitet, mod et land of lulabys, og en politisk kamp mod den heteronormative fordeling af livsduelighed. Ahmed forslår i sin diskussion af ”queer feelings” (2004: kap. 7), at vi gentænker den komplekse dikotomi mellem queer assimilation til og transgression af heteronormer:
”Assimilation and transgression are not choices that are available to individuals, but are effects of how subjects can and cannot inhabit social norms and ideals” (s. 153).
Og hun argumenterer for, at når homoseksuelle kræver liv inden for en heteronormativ orden, bør vi ikke alene forstå det som assimilation til heteronormer, der styrker det heteroseksuelle ideal, men snarere som effekter af, hvordan vi overhovedet genkendes som nogen, der kan leve op til en social norm.
Somewhere, Over the Rainbow vidner om den kompleksitet som lykke-orienteringen indeholder: Hvor smerteligt det er at stå uden for den og hvor politisk potent kravet om lykke kan være og virke, når marginalisering vendes til konfrontation.
I en tid hvor homoseksuelle liv i stadig større grad foldes ind i, indeholdes i og formes af lykke i den heteroseksuelle orden, er det værd at huske på denne fundamentale queer skrøbelighed i drømmen om lykken. For denne skrøbelighed fortæller noget om, hvordan queers kan møde verden. Men også noget om, hvordan lykke må forstås som et politisk affektivt styringsredskab, der medvirker til at etablere grænser mellem liv, der kan leves, og liv, der allerede er døde.
I forbindelse med et forskningsprojekt har jeg interviewet en række homoseksuelle mænd, der har fået børn. Det er en genkommende erfaring hos disse queer mænd, at drømmen om lykke ofte flankeres ved truslen om diskursiv død. Selv små underkendelser af familierelationen mellem far-far-barn virker gennem den affektive queer historie, hvor det queer subjekt etableres som altid allerede død og ufrugtbar.
Mændene er i en vedvarende affektiv kamp for at bremse heteronormative interpellationer, der formoder, at mændene er heteroseksuelle, ikke rigtige forældre, ikke gode nok forældre osv. For grundlæggende set, så fejler mændene i at leve op ”the ‘hey you too’ of heterosexual self-narration” (Ahmed, 2004, p. 147). Det er en rigtig familie, men alligevel ikke helt.
Sangen Somewhere, Over the Rainbow’s fortælling om queer skrøbelighed er stadig relevant i dag, selvom queers i dag har mulighed for at etablere familier og drømme om lykke på trods af den queer affektive historie og heteronormative interpellationer. Og det vidner om, at (nogle) queers i dag har adgang til strategier, positioner og genkendelser, hvor deres skrøbelighed kan minimeres.
Det at dvæle ved den queer affektive historie gennem affektive artefakter som Somewhere, Over the Rainbow giver os adgang til at forstå dagens klima af homoseksuel inklusion som en skrøbelig inklusion med forbehold. Den queer affektive historie om ulykkelighed/lykke fortæller os, at drømmen om lykke ikke er uskyldig eller upolitisk, og således må det næste spørgsmål være, hvem der etableres som ulykkelige og ikke-livsduelige i de affektive økonomier af død/liv: Hvilke andre drømme må slukkes, når queers approprierer drømmen om lykke?
Læs også Affektttunes på Friktion Magasin
Michael Nebeling Petersen er ansat som adjunkt på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.