Det nationalisere(n)de seksuelle medborgerskab

Photo credit: Ho John Lee

At være medborger er at blive anerkendt og genkendt af staten som et ønsket individ: at kunne stille politiske krav, at blive hørt, og at de politiske systemer og diskurser reagerer på ens politiske krav og livsbetingelser. Men hvordan genkendes nogle mennesker som medborgere, mens andre forbliver illegitime?

Toerier om det seksuelle medborgerskab (Weeks 1998) har været en central del af kønsforskningens forsøg på at forstå, hvordan (il)legitimitet fordeles på forskellige (seksualiserede) grupper og individer. Men til trods for at medborgerskabsteorierne er velegnede til at beskrive seksuelle emancipatoriske forandringer, mangler teorierne et greb om, hvordan man skal forstå grænsedragningerne mellem ønskede og ikkeønskede medborgere som vedvarende processer. Her giver nyere queerteoretisk tænkning et fortolkningsapparat til at forstå, hvordan inklusionsprocesser og nationsopbygning konstitutivt hænger sammen med udpegningen af andre Andre som illegitime, ikkenationale, ikkeborgere.

Nationalstaten finder sin legitimering i konstruk-tionen at det nationale

Ifølge Judith Butler produceres nationen netop gennem processen, hvor (il)legitmitet uddeles: «Given the complexity and heterogeneity of modes of national belonging, the nation-state can only reiterate its own basis legitimation by literally producing the nation that serves as the basis for its legitimation» (Butler & Spivak 2007: 31).

I denne proces produceres også medborgeren eller den, som ønsker denne status; de skal ikke forstås som «simply dropped from the nation», men snarere diskursivt konstitueret inden for dette magtfelt, hvor den, som ikke har denne status, samtidig fratages juridiske og politiske muligheder (ibid.). Nationalstaten finder sin legitimering i konstruktionen at det nationale, som netop hviler på den samtidige konstitutive ekskludering af det ikkenationale, herunder nationale minoriteter, «som ikke hører til».

Det seksuelle som indgang til medborgerskab

I «The Sexual Citizen» skriverJeffrey Weeks, at «[t]he sexual citizen exists – or, perhaps better, wants to come into being – because of the new primacy given to sexual subjectivity in the contemporary world» (1998: 35). I det senmoderne kan seksuelle minoriteter i stadig højere grad kræve politiske og sociale rettigheder på baggrund af deres (individuelle og kollektive) seksuelle identiteter (36).

Den homoseksuelle minoritet har gennem 1990’erne og 2000’erne gennemgået en gennem-gribende emancipatorisk proces.

Især den homoseksuelle minoritet har gennem 1990’erne og 2000’erne gennemgået en gennemgribende emancipatorisk proces. Man skal blot tænke på umuligheden for den homoseksuelle i forhold til at stille politiske krav og blive betragtet som ligeværdig medborger i starten af 1980’erne og sammenstille dette med 2000’ernes politiske og juridiske inklusion i form af samkønnede ægteskaber, hate crime-lovgivning, offentlig repræsentation og muligheder for at artikulere politiske krav.

I det lys er Weeks’ artikel tidstypisk. Inspireret af Anthony Giddens optræder den homoseksuelle hos Weeks som en art overgangsfigur mellem det traditionelle samfund og det moderne samfund. Den homoseksuelle har qua sin overskridende seksualitet været tvunget til at tage forskud på modernitetens glæder i form af urbanitet, seksuel frigørelse, frie refleksive parforhold, selvrefleksivitet osv.

I takt med at resten af samfundet moderniseres gennem aftraditionalisering og liberalisering, bliver samfundet så at sige homoseksualiseret. Denne senmoderne forandring har medført en stadig større grad af accept og frihed for seksuelle mindretal og i lige så høj grad en frisættelse af den seksuelle majoritet: Vi bliver alle seksuelle medborgere i et stadig mere rummeligt samfund.

Ifølge Weeks har de seksuelle og feministiske bevægelser i denne proces været kendetegnet af overskridelsesmomenter og medborgerskabsmomenter. Overskridelsesmomenter udgør den seksuelle bevægelses konstante opfindelse og genopfindelse af nye forståelser af selvet og nye udfordringer til de nedarvede institutioner, som tidligere ekskluderede disse nye subjekter (36).

Medborgerskabsmomentene ligger immanent i disse overskridelsesmomenter, da overskridelser også stiller krav om lige beskyttelse under loven, rettigheder på arbejdsmarkedet, forældreskab, social status, adgang til velfærdsydelser, partnerskabsrettigheder og ægteskab.

Karakteristikken af den homoseksuelle bevægelse er oplagt: Gennem overskridende praksisser og manifestationer udvides det politisk genkendelige, og de homoseksuelle bevægelser kan derefter stille politisk (genkendelige) krav. Her er overskridelses- og medborgerskabsmomenter lige nødvendige og gensidigt konstituerende: Uden overskridelsesmomenterne vil de politiske krav fra hidtil ekskluderede grupper næppe blive hørt i de gamle og selvtilfredse strukturer i de etablerede samfund; uden at stille krav om medborgerskab vil overskridelserne aldrig kunne fæstne sig, og, skriver Weeks, «difference can never find a proper home» (37).

Hvad betyder det, at overskridelsen når sit «proper home»?

Der er ingen tvivl om, at den homoseksuelle minoritet i Vesten har flyttet sig fra en status som uønsket og overskridende til en medborgerskabsposition. Den skan-dinaviske lovgivning taler sit klare sprog: Homoseksuelle er i dag næsten fuldt ligestillede i det politiske og juridiske liv. Men hvad kendetegner denne proces? Og hvad betyder det, at overskridelsen når sit «proper home»?

Problemer med medborgerskabet

Fra en queerteoretisk position karakteriseres et «proper home» af traditionelle, heteronormative og konservative institutioner. Kravet om medborgerskab er blevet udspillet som et krav om at indgå i monogame forhold, oprette kernefamilier, sikre sig arveret og blive en del af de væbnede styrker og kan derfor ses som en indlem-melse og disciplinering af overskridelsen.

Michael Warner peger fx på, hvordan homoægteskaber er godt for «the good gays – the kind who would not challenge the norms of straight culture» (1999: 113). Samtidig skaber kampen for homoægteskaber en styrkelse af monogami og andre heteronormer; dermed kaster homoægteskaber, skriver Warner med reference til Adrienne Rich, «shame on those who stand farther down the ladder of respectability» (60).

At blive lovliggjort af staten er også at blive en del af den terminologi, som staten tilbyder.

Også Butler argumenter for, at krav om medborgerskab, såsom statens anerkendelse af samkønnede forhold, producerer nye hierarkier, hvor nogle individer genkendes, og andre ekskluderes eller queeres. For Butler er denne produktion af hierarkier sammenfaldende med produktionen af seksualiserede subjekter. At blive lovliggjort af staten er også at blive en del af den terminologi, som staten tilbyder. Således kan lovliggørelse medføre, at de identitetskategorier, som subjektet kan indtage og genkendes som, er fundamentalt afhængigt af «the lexicon of that legitimation» (2004: 105).

For eksempel bliver ikkeheteroseksuelle eller andre queers, der ansøger om rettigheder og anerkendelse, genkendt og produceret i de termer, som tidligere havde været forbeholdt heteroseksuelle, fx monogami og ægteskab. Denne genkendelse og anerkendelse af legitimerede identiteter medfører, at de forskellige praksisser og forhold, som falder uden for lovens rammer, bliver uforståelige eller porøse, og nye hierarkier af genkendelige (og dermed politisk mulige) og ugenkendelige subjekter og grupper dannes (106).

De praksisser og relationer, som ikke kan lovliggøres eller italesætte inden for statens rammeværk, forsvinder fra de politiske diskurser og kommer til at eksistere på kanten af social genkendelse, som i Butlers optik er forud-sætningen for at kunne eksistere.

Derfor bør vi hverken sige ja eller nej til ægteskabet, men snarere kritisk vende os mod præmisserne for debatterne

Butler argumenterer for, at et «nej» til statsanerkendelse af homoseksuelle forhold er lige så problematisk. Ud over at «nejet» ofte hviler på heteronormative præmisser, fx at familien og ægteskabet alene bør være forbeholdt en mand og en kvinde, kan konsekvenserne ved ikke at blive anerkendt af staten være store. De mange dødsfald under aids-epidemien står som en vigtig påmindelse om de affektive, sociale og materielle konsekvenser, den manglende juridiske anerkendelse havde.

Derfor bør vi hverken sige ja eller nej til ægteskabet, men snarere kritisk vende os mod præmisserne for debatterne, der netop virker normative på den måde, at de reducerer (alternativ) slægtskab til (kerne)familie og forskellige seksuelle praksisser til tosomt ægteskab. Spørgsmålet er ikke, om homoægteskaber eller medborgerkrav er ønskelige eller ej, men snarere, hvad de gør: Hvad er konsekvenserne, når man argumenterer imod disse krav, og hvad sker der, når man argumenterer for dem?

En medborgerskabstænkning: den homoseksuelles forsvinding

Medborgerskab bør således forstås som en produktion af et hjem, produktionen af det nationale, snarere end et statisk «proper home». Men medborgerskabsforskningen er ikke alene blind over for produktionen af det nationale, den producerer også selv ønskelige og ikkeønskelige kroppe og befolkningsgrupper.

Et eksempel på dette er Henning Bechs forskning i homoseksualitet. Bechs hovedargument er, at samfundet er blevet «homo-geniseret» (Bech 2011: 269). Det betyder, at den livsstil, som tidligere alene kendetegnede homoseksuelle, er blevet almindelig, så den i dag også kendetegner heteroseksuelle.

Også heteroseksuelle forstår nu ægteskabet som en mulighed og ikke en nød-vendighed: De kan være promiskuøse eller serielmonogame; de etablerer selvvalgte familier som alternativ eller supplement til den traditionelle familie; de nyder oral- og analsex både privat og i de kulturelle eller pornografiske offentligheder, og de opfatter kønnet som et valg eller en legeplads snarere end som en fikseret biologi (Bech 2011: 269). Det, som kendetegnede en homoseksuel livsstil, kendertegner nu i lige så høj grad heteroseksuelle, hvorfor Bech konkluderer, at den homoseksuelle som særlig erfaring eller livsstil forsvinder.

Der er dog ifølge Bech ikke tale om, at de homoseksuelle bliver «hetero-seksualiserede» eller integrerede i den heteroseksuelle verden. Snarere omvendt: What remains of the [hetero-/homosexual] divide is merely a matter of sexual or erotic taste, and this is something entirely different from the idea of the homosexual as a seperate human type or identity (Bech 2011: 269). De former for erfaringer, livsstile og «smagsfællesskaber», som den homoseksuelle siden det moderne gennembrud har været i front for, bliver nu livsvilkår og erfaringer, der kendetegner alle moderne mennesker.

Dette skyldes, at samfundet i stadig højere grad aftraditionaliseres gennem urbanisering og øget fokus på individualisme og personlig frihed til at vælge det liv, man ønsker, snarere end at følge fx familiens forventninger eller krav: Heteroseksuelle bliver, som homoseksuelle længe har været det, refleksive i forhold til deres intime forhold, ligesom ligestilling mellem mænd og kvinder fylder meget i de intime relationer (Bech 2002, 2011).

Den nationalisere(n)de homoseksualitet

Bech beskriver, hvordan den homoseksuelle mand tidligere symbolsk inkarnerede det onde – det, som truer eller undergraver det enkelte liv, gruppens reproduktionsevne, gruppens materielle livsbetingelser, gruppens normer og magtformer, gruppens nationale identitet og den kosmiske orden (1987: 274–275). Senere uddyber Bech begrebet «det onde» og peger på, at den homoseksuelles forsvinding med-fører, at den homoseksuelle ikke længere opleves som inkarnationen af det onde. Denne udvikling kobler Bech til en herskende dansk ikkemoralistisk kulturel ideologi om det danske frisind (2002: 55).

Når den homoseksuelle ikke længere inkarnerer det onde, skyldes det, at den homoseksuelle kun truer traditionelle former for køn, seksualitet og familie, og at disse formers «tid er forbi» (69). Andre befolkningsgrupper har derimod «bevaret eller øget deres stemmetal på det ondes hitliste: narkomaner, drankere, tidligere kriminelle, folk fra den yderste højrefløj, muslimer, neurotikere, indvandrere og folk fra yderste venstrefløj» (68).

Disse grupper truer ikke de traditionelle, men «de nye, senmoderne former for køn, samliv og seksualitet» (69). De truer også «velfærd, både mere kontant gennem at underminere velfærdsstatens økonomiske grundlag, og mere billedeligt gennem deres fremvisning af muligheder for at den enkelte kan falde ud af velfærden» (69). Og de truer, «gennem deres livsformer og normer eller politiske ideer […] en udbredt og yndet kulturel ideologi: nemlig frisindet» (69). Disse tre elementer – senmoderne livsformer, velfærd og frisind – betegnes som «særligt danske værdier».

Det interessante i denne diskussion er ikke så meget, at den homo-seksuelle ikke længere inkarnerer det onde, eller at de andre grupper gør det, men at homoseksuelle i dag snarere end at true det nationale fællesskab synes at være beviset på det nationale fællesskab.

Det interessante i denne diskussion er ikke så meget, at den homoseksuelle ikke længere inkarnerer det onde, eller at de andre grupper gør det, men at homoseksuelle i dag snarere end at true det nationale fællesskab synes at være beviset på det nationale fællesskab. Fx peger Bech på, at «mange mennesker finder at der i årene omkring årtusindskiftet er sket en betydelig højredrejning» (69) – «mange mennesker» refererer til «’venstrefløjen’ og de anstændige» (69).

I stedet for at afvise «denne senmoderne ‘folkelige fornufts’ stemme» (70) burde «’venstrefløjen’ og den oplyste anstændigheds fornuft» (69) snarere omfavne både «højrefløjen» og «den folkelige fornuft», skriver Bech. «Højrefløjen» og den «folkelige fornufts stemme» er i dag ikke længere imod homoseksualitet, men snarere «tilhængere af kvindefrigørelse, seksuel frisind, og ansvarlighed, og velfærdsstat, altså af den særligt danske senmodernitet» (69). Derfor «frygter de det som symbolsk eller reelt måtte true hvad der således er opnået i Danmark – herunder grupper af muslimske indvandrere» (69).

Det er bemærkelsesværdigt, at den homoseksuelle tidligere «symbolsk» inkarnerede det onde, mens de nye grupper «symbolsk og reelt» truer det nationale fællesskab. Bech skriver, at de nye «onde grupper» truer fællesskabet «mere kontant» og «mere billedeligt». Således bliver «det onde» ikke blot et udtryk for en kulturel ideologi, men også for disse gruppers «kontante» og «reelle» trusler mod fællesskabet – det nationale fællesskab (i symbolsk forstand) og de reelle livsbetingelser for «danskerne». For Bech er forsvaret for senmoderne livsformer (herunder homoseksuelle praksisser og identiteter), velfærd og frisind ensbetydende med en omfavnelse af højrefløjen og «den folkelige fornufts stemme».

Hvilke grupper må ekskluderes eller marginaliseres, for at det normale kan produceres som normalt? Hvem afnationaliseres i konstitueringen af det nationale?

Denne konklusion er dobbelt problematisk. For det første formoder analysen, at identitetskategorierne kan analyseres statisk og hver for sig. For det andet undlades en analyse af, hvordan det normale og det ønskelige produceres som normalt og ønskeligt: Hvilke grupper må ekskluderes eller marginaliseres, for at det normale kan produceres som normalt? Hvem afnationaliseres i konstitueringen af det nationale?

Hagen ved medborgerskabstænkningen er, at analysen stopper for tidligt; den burde begynde med den dikotomi, som Bech skriver frem: modstillingen mellem danske værdier og det, som truer dem. Hvordan kan disse «onde» grupper overhovedet repræsenteres og forstås i en kulturel sammenhæng som en trussel mod danskheden? De senmoderne livsformer og de danske værdier bør snarere forstås som produceret og ønskeliggjort netop gennem andetgørelse og queering af andre grupper.

Who’s queer here?

Det synes mærkeligt, at Bech på én gang kan karakterisere den homoseksuelle som forsvundet og samtidig definere den homoseksuelle som symbolet på det senmoderne samfund, som ifølge Bech definerer danskheden. Er den homoseksuelle ikke snarere blevet allestedsnærværende? Og er det den samme homoseksuelle figur, der blev produceret som marginal og uønsket, som i dag produceres i kernen af nationen?

Den amerikanske queerteoretiker Jasbir K. Puars analyse af homonationalisme (2007) er et eksempel på en analyse, der begynder der, hvor Bech slutter. Ifølge Puar har homoseksualitet fået en mere fremtrædende rolle i Vesten; ikke længere som en monstrøs figur, men derimod som en central national opbyggende figur.

Gennem sit biopolitiske fokus på magt, in- og eksklusion peger Puar på, at de marginaliseringsprocesser, som tidligere konfigurerede den homoseksuelle som det nationale fællesskabs trussel, nu konfigurerer andre grupper som trussel: Dominante kulturelle forestillinger iscenesætter nu især muslimske befolkningsgrupper som en trussel mod det nationale fællesskab, eller sammenhængskraften, som det populært kaldes i Danmark. Således produceres i dag en muslimske figur som en queer figur, hvorimod den homoseksuelle figur er blevet «heteronormativiseret».

Hvis homoseksualitet nu produceres som en del af normen og det ønskelige, kan vi ikke forstå homoseksualitet som det queere per se

Puar operer således med en dobbelthed i ordet queer. På den ene side benyttes det som et udtryk for ikkeheteroseksuelle seksualitetskategorier og -praksisser, og på den anden side dækker queer over det, som normaliteten udstøder. I denne anden forstand bør queerness således ikke forstås som en givet identitetskategori eller en givet (seksuel) praksis, men som det monstrøse Andet, som normaliteten og det nationale fællesskab udstøder. En Andetgørelse, som både producerer afvigelsen og normen/det normale. Hvis homoseksualitet nu produceres som en del af normen og det ønskelige, kan vi ikke forstå homoseksualitet som det queere per se i denne anden betydning af queer.

Det danske frisind som nationalt konstituerende

Når inklusioner af homoseksualitet og medborgerskab manifesterer sig som nationalisme, bliver det nødvendigt også at analysere, hvordan medborgerskabstænkning kan medvirke til at opbygge nationen – ikke mindst gennem narrativet om det danske frisind som en særlig dansk (seksuel) exceptionalisme.

I sine analyser af debatterne om det registrerede partnerskab i Danmark i 1989, spørger Bech, hvorfor Danmark var det første land, der indførte registreret partnerskab. Og han svarer: «because of ’Denmark’ (…) the one argument that could not be used in any other country» (Bech 1992:143). Ifølge Bech er Danmark nemlig «in the front edge of the civilization»; den kulturelle retorik omkring frisind har spillet en vigtig rolle i dansk politik siden midten af det 19. århundrede, «and pioneering frisind has actually, to some extent, been a reality in social and political life» (143).

Bechs narrativ om et særligt dansk frisind kan dog ikke forklare, hvorfor dansk lovgivning fra 1989 og frem ikke længere var «foran» i spørgsmål om homorettigheder: I årene efter indførslen af registreret partnerskab skærpede Danmark lovgivningen om homoseksuelle familier. I 1996 indførtes et forbud mod lesbiske og enliges kvinder adgang til medicinsk assisteret reproduktion; og siden 1989 har andre nationer været «langt foran» med nye lovgivninger, der forbedrer og sikrer homoseksuelles vilkår og juridiske sikkerhed.

Frisind er ikke blot «en realitet i social og politisk liv», men et narrativ om en særlig dansk exceptiona-lisme, som producerer et dansk fællesskab og de grupper, som står udenfor.

Snarere end at diskutere, om frisindsnarrativet er sandt eller falskt, er det i denne sammenhæng mere interessant at kikke på, hvad et sådant narrativ gør. Frisind er ikke blot «en realitet i social og politisk liv», men et narrativ om en særlig dansk exceptionalisme, som producerer et dansk fællesskab og de grupper, som står udenfor.

At Bech kan bruge narrativet som en forklaringsmodel, viser, at det er et stærkt narrativ, der trækker på en allerede etableret logik. Forklaringen forklarer i sig selv ikke ret meget, men udgør en cirkelslutning: Hvorfor indførte Danmark registreret partnerskab først? På grund af det danske frisind. Hvordan ved vi, at det danske frisind findes? På grund af indførslen af det registrerede partnerskab. Således producerer narrativet snarere frisind, end det afdækker frisind. Hvis vi kikker nærmere på Bechs forklaringsmodel, kan vi se, at narrativet også fungerer som en national opbygning.

I en note (2002: 71 note 23) skriver Bech om de valgkampagner, som Venstre og Dansk Folkepartis Ungdom førte under valgkampen i 2001, og som «blev stærkt kritiseret af «‘venstrefløjen’». Han fremhæver et foto af to «prototypiske ‘indvandrere’», der giver fuckfingeren til kameraet, da de bliver løsladt efter en voldtægtsdom, og et billede, hvor en kvinde med tørklæde ledsages af teksten «Dit Danmark? Et multietnisk samfund med: massevoldtægt, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse, bandekriminalitet».

Disse appellerer ikke blot til «uspecificeret fremmedhed, men bl.a. [også til] værdier, som ‘venstrefløjen’ ofte har ment, at den havde patent på: frihed og lighed i kønsmæssige relationer og seksuel omgang», skriver Bech og bemærker, at de etablerer en sammenhæng mellem frisind og danskhed: Hele det politiske spektrum deler i dag frisindet som grundlæggende værdi.

Noten er interessant, fordi den ikke afdækker frisindets natur, men derimod etablerer danskhed

Noten er interessant, fordi den ikke afdækker frisindets natur, men derimod etablerer danskhed, her som den udtalte modstand mod voldtægt, tvangsægteskaber og kvindeundertrykkelse. At venstrefløjen alene skulle have haft patent på frisind og en modstand mod voldelige fænomener som tvangsægteskab og voldtægt, kan ikke siges at være nyt. Snarere har hele det politiske spektrum arbejdet imod disse fænomener gennem mange generationer.

Når de muslimske befolkningsgrupper i valgkampagnerne fremstilles som voldtagende og kvindeundertrykkende, forbindes det metonymisk i Bechs tekst med homofobi. Argumentationen giver altså mening gennem en national forestillingsverden, hvor danskhed, frisind, kvinde- og homorettigheder modstilles det fremmede, som etableres som ikkedansk, ikkefrisindet, kvinde- og homoundertrykkende.

Teorier om det seksuelle medborgerskab er velegnede til at beskrive seksuelle emancipatoriske forandringer. Men teorierne kommer til kort, hvis man vil forstå grænsedragningerne mellem ønskede og uønskede medborgere. Weeks ser det nationale fællesskab som en statisk størrelse, der gennem modernisering inkluderer stadig flere minoriteter i et stadig mere rummeligt fællesskab, men giver ikke nogen forklaringsmodel, der kan vise, hvordan inklusionsprocesser og nationsopbygning konstitutivt hænger sammen med udpegningen af andre Andre som ikkenationale ikkeborgere.

Medborgerskabsbegrebets potens forsvinder, når teorierne snarere end at muliggøre en analyse af de fatale konsekvenser, manglende medborgerskab har, slører udsynet. Og værre er det, når medborgerskabsanalyserne understøtter og producerer grænsedragningerne mellem de nationalt ønskelige og dem, som end ikke kan ansøge om medlemskab.

 

Artiklen er først udgivet i Tidsskrift for Kjønnsforskning Nr. 1/14 og bringes her med forfatterens og tidsskriftets tilladelse.