Den skandaløse påstand om strukturel racisme

Photo credit: Josh Hesse

Dette debatindlæg er et svar til Peer Bundgaard og Niels Lyngsøs essay i Politiken, i hvilket de afviser, at strukturel racisme eksisterer i Danmark. Teksten blev først sendt til Politiken. Men selv om Politiken kunne finde plads til et over to sider langt essay, som afviser relevansen af at diskutere strukturel racisme i en dansk kontekst, kunne avisen ikke finde plads til et kort modsvar.

Selv om Politiken i sit standardsvar skriver til os, at de er kede af at de “dagligt må skuffe mange” debattører, som ikke får sine indlæg på tryk, så er vi ikke skuffede. Vi er derimod vrede over, at nogle udsagn nemt når frem til debatsektionerne, mens andre bliver henlagt til stilhed. Selv om avisen har begrænset spalteplads, har sådanne beslutninger politiske effekter. For eksempel forbliver det nemt at anklage begrebet om strukturel racisme for at være formuleret ”uden nogen særlig argumentation”, som Bundgaard og Lyngsø hævder i Politiken, når samme argumentation ikke tildeles nogen spalteplads.

 

I et essay i Politiken 23/2 harcelerer Peer Bundgaard og Niels Lyngsø (B&L) mod ”meningstoldere” og ”selvudnævnte opinionsbetjente”. Samtidig holder de sig ikke for gode til at kaste om sig med absolutter om, at der de facto ikke findes noget, der kan kaldes strukturel racisme i Danmark. Men selvfølgelig gør der det.

I deres kritiske læsninger af debatten om Yahya Hassans digtsamling har Athena Farrokhzad og Lene Myong nævnt eksistensen af strukturel racisme i en dansk kontekst. Det er denne benævnelse, B&L afviser som illegitim. B&L er glade for at påpege logiske fejlslutninger hos deres moddebattører. Derfor er det også på sin plads at påpege nogle af de gennemgående stråmandsargumenter, som præger deres eget essay. B&L gør nemlig en dyd ud af at tillægge Farrokhzad og Myong synspunkter, som de ikke reelt fremsætter.

For der er noget grundlæggende paradoksalt i, at debattører, som alle taler fra en hvid majoritetsposition, øjensynligt kan hævde, at de selv udgør neutrale dommere i diskussioner om erfaringer af racisme.

De påstår således, at Farrokhzad, Myong og deres meningsfæller hævder, at ”en kritiks berettigelse afhænger af, hvem der formulerer den, f.eks. af vedkommendes køn eller hudfarve.” Så vidt vi kan læse, har hverken Farrokhzad eller Myong fremsat sådan et essentialistisk argument. De peger derimod på, at ingen kritik kan ske fra et neutralt synspunkt, og at det derfor er væsentlig at reflektere over, hvorfra man taler. For der er noget grundlæggende paradoksalt i, at debattører, som alle taler fra en hvid majoritetsposition, øjensynligt kan hævde, at de selv udgør neutrale dommere i diskussioner om erfaringer af racisme.

Videre hævder B&L, at Myong og Farrokhzad påstår, at ”et udsagns legitimitet afhænger af den kontekst, det fremsættes i”. Men der er selvsagt forskel på at sige, at et arguments gyldighed afhænger af dets kontekst og så dét at påpege (som Farrokhzad og Myong gør), at udsagn uvægerligt vil få forskellige virkninger, alt efter i hvilken kontekst det fremsættes. At påstå det modsatte er som at sige, at ”det kommer ud på ét, om man affyrer et gevær i en tom lagerhal eller ind i en menneskemængde, for et geværskud er nu en gang objektiv set et geværskud.” Det er det naturligvis – men det kommer ikke ud på ét for den, som står i menneskemængden.

Midt i deres fokus på legitimitet er det interessant, hvilke udsagn B&L selv på forhånd gør illegitime. Kunne vi fx snakke om, med hvilken ret danskere i en hvid majoritetsposition udtaler sig som neutrale vitterligheds­vidner i en debat, som med nødvendighed også handler om racisme? Kunne vi snakke om det problematiske i alene at lade det være op til dem, som har ringe sandsynlighed for at mærke racismes virkninger på egen krop at bedømme, hvorvidt Danmark er et strukturelt racistisk samfund? Kan vi snakke om, at begrebet racisme nærmest ingen airplay får, mens udsagn, der forbinder vold og islam, nærmest er selvskreven på forsiden? For i modsætning til hvad B&L hævder, så er der er ingen, der har krævet, at vi skal diskutere racisme, før vi kan diskutere patriarkalsk vold. Det, der er blevet efterlyst, er muligheden for at diskutere begge dele – uden at alt, som indeholder ordet ”racisme”, af princip fejes af det danske debatbord.

For ja: det danske samfund er kendetegnet af en naturliggjort strukturel racisme. Det burde selv en hvid dansker kunne se: Hvornår blev B&L sidst kropsvisiteret af politiet i en visitationszone? Hvornår blev de sidst afvist ved en diskoteksdør med henvisning til deres hudfarve? Strukturel racisme betyder ikke, at et samfund juridisk eller ideologisk behøver at være baseret på en eksplicit racistisk ideologi, eller at magthaverne er ”racister”. Det betyder, samfundet er indrettet på en måde, som har konkrete diskriminerende effekter, der er relative i forhold til race og etnicitet. At den strukturelle racisme er ”naturliggjort” indebærer, at disse resultater er blevet så almindeliggjorte, at de fremstår usynlige – i hvert fald for de af os, som ikke rammes af dem.

Hvad betyder det for en debat, at ”racisme” altid allerede er en ”skandaløs påstand,” som kan tilbagevises allerede inden, den for alvor er fremsat?

Hvad kunne vi lære, og hvilke kompleksiteter kunne vi komme til at forstå, hvis der ikke var en så udbredt berøringsangst for racismebegrebet i Danmark? Hvad betyder det for en debat, at ”racisme” altid allerede er en ”skandaløs påstand,” som kan tilbagevises allerede inden, den for alvor er fremsat?

B&L er optagede af retten til at tale i det offentlige rum. Det ville klæde dem at tænke over tilskyndelsen til at lytte. Hvad med at lytte til de vidnesbyrd om racisme, som findes hos Farrokhzad, Myong og Hassan i stedet for at bevæge sig ud i selvopfundne febervildelser om, at hvis et samfund er strukturelt racistisk, så ”betyder det, at racismen er et uudryddeligt vilkår”? Hvem har fremført at det strukturelle er uforanderligt? Kunne man forestille sig, at dem, som påpeger racismens virkelighed og virkninger, gør det ud fra en tro på, at strukturel racisme faktisk er noget, vi kan forandre og forhindre? Er det virkelig så absurd at tro på, at vi – hvide danskere – vil være med til at arbejde på dén forandring?